Jeg havde egentlig bare sat et kryds ved Uro i programmet, fordi jeg huskede den video, hvor han og Suspekt “freestyler” over deres hit “Tænker ik på andre”. Tanken var at kigge forbi, høre et par tracks og så gå videre. Men solen stod skarpt, energien var umulig at ignorere – og pludselig stod jeg dér, svajende og fuldstændig opslugt.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
La’ os lige slå fast: Uro er ikke bare endnu en Nørrebro-rapper, der kunne have stået i kulissen på en Kidd-musikvideo. Nej, han ejer scenen. Han er præcis dét, der sker, når man tager dansk rap lidt for alvorligt, men stadig formår at krydre det med humor og kærlighed. Tæerne blev ikke krummet som under Tessas koncert-slash-“talk” – tværtimod gav det energi. Og jeg får vist bestilt tid hos en fodlæge senere.
Han har selvfølgelig nogle tracks i baghånden – “Godthåbsvej” og det førnævnte “Tænker ik på andre” – men det var ikke kataloget alene, der bar koncerten. Det var hans live-energi, overskuddet, måden han kom ind på scenen som om han allerede havde vundet. Det er én ting at kende sangene. Noget andet at blive revet med uden at vide hvorfor.
Hans band – sortklædte, koncentrerede, fuldt til stede – løftede det hele. Ingen falske moves, ingen ironiske smil bag trommerne, bare musik. De stod som en ramme om Uro, der kunne folde sig ud. Det hele var stramt, men aldrig stift. Man kunne mærke, at de var der for ham, ikke bare som backing, men som en udvidelse af hans energi.
Han gik igennem sit repertoire med selvsikkerhed. Ikke noget med at fylde hullerne med ligegyldig snak eller klichéer. Det var rap, det var sang, det var fremført med nærvær. Og selvom jeg ikke kunne gengive en linje fra koncerten, fandt jeg mig selv på Spotify senere samme weekend – scrollende gennem hans katalog og trykkende “gem” på mere end ét track. Det er i min bog definitionen på en sejr: at man går fra en koncert og vil have mere, selvom man ikke kom for at få det.
Og så var der kulminationen. Snydekoden. Orgi-E fra Suspekt kom på scenen til “Tænker ik på andre”. Det var et øjeblik, hvor publikum imploderede – ikke bare jubel, men ren ekstase. Jeg så en ung kvinde foran mig, der måtte hjælpes væk af samaritanere og et glas vand. Og jeg har sjældent følt mig mere beslægtet. For jeg havde det på præcis samme måde: slået i gulvet af stemning, varme og musik på én gang.
Orgi-E kom ikke alene. I hånden havde han en ung mand, der strålede så meget, at glæden kunne ses helt fra Sorthatmuleby til Hammerknuden og tilbage. Det var rørende, sukkersødt – men aldrig for meget. For i det øjeblik udligner ren glæde alt. Al snak om autenticitet, gimmicks, eller hvad man nu kan stå og overanalysere i et festivalpublikum. Der var én, der fik en oplevelse for livet. Og det gjorde vi andre egentlig også.
Uro gav mig alt det, jeg havde håbet på – og mere til. Han fik mig til at glemme, at jeg stod uden solcreme i nakken og med et tomt krus, jeg egentlig var på vej til baren med. Jeg blev bare stående. Sugede det ind. Og da det var slut, stod jeg med følelsen af at have fået langt mere, end jeg kom efter. Det er en sjælden gave – især fra en kunstner, man troede, man allerede havde placeret i en bestemt boks.
Refleksion:
En god koncert er ikke bare en koncert. Det er en suspension af tid. Det er, når man glemmer, hvad klokken er, og i stedet står med et dumt smil og tænker: “Det her skal jeg høre igen.” Uro gjorde præcis det. Han stod i solen, lod energien banke ud over publikum og løftede det hele endnu mere med Suspekt-momentet, der slog benene væk under os.
