Det begyndte med mudder op til anklerne og bukser, der klistrede som en dårlig beslutning. Efter de første 25 kindkys med folk, man måske kendte engang fra et tidligere liv på en mørk natklub, nåede jeg knap at tage første slurk naturvin, før hele pladsen begyndte at dirre af forventning. Man må give publikum på festivalen ti stjerner for at være åbne for at opleve noget nyt – for lad os være ærlige, 99 % var der for at se Justice klokken 22.40. Og da de gik på, stod det klart: Det her var ikke bare endnu en koncert. Det var en rave-messe, forklædt som festival.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det er som om Justice ved, at vi er kommet for at blive frelst. Og den slags kræver ikke nødvendigvis et kors. For selvom deres ikoniske lysende symbol glimrede ved sit fravær, var det, som om hele O Days-pladsen blev oplyst af noget, der mindede om håb – eller i hvert fald hård fransk techno.
Vi ankom forberedte. Lange bukser, regnjakke og den festival-mix, kun Danmark kan levere: Mænd i Salomon-sko og nøgler i bæltestroppen, kvinder i outfits så minimalistiske, at man må formode de har smurt sig ind i Tigerbalsam fra morgenstunden. Vi drak naturvin fra Lieu-Dit, pilsner fra ÅBEN og kastede os ud i en Aeris pre-mix. O Days har den størrelse, hvor du kan gå på opdagelse uden at fare vild. To minutter til øl. Ét minut til pis. Tre til et kunstværk du ikke forstår, men alligevel tager billede af.
Og så var det tid. Justice trådte frem i mørket, ikke som messias, men som to franske æstetikere med en hard drive fuld af remixede bangers. De spillede det meste af Cross, men i opdaterede, EDM-drevne versioner. “Under the Spotlights” blev skubbet ind i et remix med referencer til både Birdman og Tiësto, og man kunne mærke, at det delte publikum. Personligt? Jeg savnede lidt af originalens kant. Det føltes lidt som at få serveret en Michelin-ret – men med chili mayo i stedet for trøffel.
Og dog. For da tempoet blev skruet op mod slutningen – vi taler 145 BPM, måske 150 – skete der noget. En rave-bus bragede igennem publikum, og hele scenen blev forvandlet til noget, der mindede om Bootshaus i Köln. Du ved, den slags sted hvor selv din mellemleder-onkel pludselig står og headbanger med fadøl i skægget. Det var her det hele kulminerede. Forløsningen. Lyden, lyset, kroppen – det hele blev skruet op med 75 % og lod os ikke gå igen, før vi havde kastet hænderne i vejret og glemt alt om mudder og flis.
Apropos flis. Der kunne godt være investeret i lidt mere af den. For når man kigger ned på sine gennemblødte sneakers i mudder til anklerne, så er det svært ikke at tænke, at nogen har glemt, hvor meget det kan regne i Danmark i juli. Men kan man trække stjerner for vejret? Nej. Men man kan lægge til, hvis solen skinner. Sådan er det jo.
Og hvad med showet? Klassisk Justice på mange måder. Intenst, visuelt blændende, med edits der fungerede – og enkelte der føltes som for meget Red Bull og for lidt finesse. “DVNO” fik et EDM-drop, der ville have gjort Tiësto stolt, men måske også lidt skuffet Xavier og Gaspard fra 2007. Det var som at få en croissant med smør og så lige et skud Jack3d oveni.
Men det var stadig en oplevelse. En af de der koncerter, hvor du midt i det hele glemmer, hvad klokken er – og da du kigger igen, er det slut. Justice forblev Justice. Ældre, skarpere, mere rave og mindre korsfæstede. Men stadig med en mission: At levere en totaloplevelse i lys, lyd og svedige skuldre.
I virkeligheden…
EDM-versioner af klassikere er pissefarligt. Men Justice fik det til at fungere – til dels. Deres set var ikke kun et nostalgitrip, men et bevis på, at de stadig kan forny sig uden at sælge sjælen helt. Og når man slutter aftenen dækket i mudder, men med bankende hjerte, så ved man godt, at det var dét hele værd.
