Det regnede. Vi var klar. Og The Streets skulle spille. Men da vi endelig kæmpede os gennem menneskehavet fra Magic Box mod hovedscenen, gik det op for os, at alle andre var på vej væk. Vi trådte ud på pladsen – og stod næsten alene. Det føltes som at dukke op til en housewarming, hvor værten har glemt at invitere gæsterne, men stadig skænker drinks og fyrer op under anlægget.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det begyndte med et løfte: “Who’s got the bag? Don’t mug yourselves.” Mike Skinner stod i slaskede sneaks og en krøllet polo med sit eget logo – og så ud, som om han var stået op i et telt, der lugtede af hash og baconchips. Men så begyndte musikken.
‘Turn the Page’, ‘Let’s Push Things Forward’, ‘Don’t Mug Yourself’. Det hele flød som lagerøl i en varm plastikbæger. Skinner snakkede mellem numrene, grinede, svirpede med britisk pub‑humor og inviterede os med ind i sit musikalske udendørstempel. En slags fælles, hedensk solskinsbøn, hvor han flere gange insisterede på, at hvis vi bare prøvede, ville Gud lade solen bryde gennem skyerne.
Han drak publikums bajere. Han kravlede op på skuldre. Han talte om Green Day med en passiv-aggressiv varme, som man ikke helt vidste var beef eller bare et mærkeligt bromance. Og så skete det: efter tyve minutters opvarmning slog noget klik i hovedet på ham. Han gik i fuld Skinner-mode. Et show, der allerede var godt, blev genialt.
Han spillede blandt publikum. Og publikum elskede ham for det. Det var moshpits, det var sved, det var “Fit But You Know It”, “Blinded by the Lights”, “Dry Your Eyes”. Alt blev leveret med fuldt band – Wayne Bennett på guitar, Cassell the Beatmaker på trommer, Kevin Mark Trail på keys og backing vocals, og med en ekstra vokal og hypeman – (bare ikke Rob Harvey) – en kompromisløs energi, som om det var Brixton, ikke Odense. De var med ham hele vejen og spillede, som om de havde været i krig sammen.
Scenelyset var simpelt, men effektfuldt. Spotten fulgte Skinner, som han kravlede hen over barrierer og klyngede sig til skuldre, mens regnen silende lå som et slør hen over pladsen. En fyr med pandelygte filmede alt fra sin kammerats skuldre. En pige i gult regnslag skreg ordene til “Dry Your Eyes” som om hun havde skrevet dem selv. Det var ikke bare koncert – det var noget, man blev en del af.
Og så. Til sidst. ‘Take Me as I Am’. Alt kulminerede i ét langt, vådt klimaks. Store moshpits åbnede sig, Skinner stod på scenen, gennemblødt af øl, barfodet, uden strømper. Som en druknet profet med et publikum omkring sig, der havde fået én af de der oplevelser, man prøver at forklare i ugevis, men som aldrig lyder ligeså magisk, som det føltes.
Lad os bare sige det sådan her…
Mike Skinner kunne ikke give en fuck for, hvor mange der var mødt op. Men han gav alt. Og det gjorde os, der blev, til verdens heldigste.
Energien, da han smed ‘Let’s Push Things Forward’ og råbte “Who’s got the bag? Who’s got the bag?”, var elektrisk. Regnen, mængden – alt blev knust i et øjeblik. Hele koncerten var nærvær.
Skinner og hans crew holdt momentum til sidste tone. Da de sluttede med ‘Take Me as I Am’, eksploderede hovedscenen – og vi kunne skrige godt igennem: der er 48.000 mennesker, som gik glip af det her brag. Seks’er værd – uden at blinke.
01.webp)
