Damon Albarn har efterhånden flere Roskilde-stempler i sit pas end nogen anden nulevende brite. Blur, Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen – og så den her: Africa Express. Som en form for humanitær musikstormagt med Albarn som FN-generalsekretær og sitrende øjne. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg oplevede – men jeg vil gerne stemme på det.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Africa Express er ikke en koncert. Det er en bevægelse. Et statement. Et kæmpe myldrende manifest forklædt som jamsession. Og på Roskilde blev det præsenteret, som om det var det mest naturlige i verden: En festival i festivalen. En slags global pop-up-regering med musikere fra hele verden og et bagkatalog, der kunne strække sig fra Bamako til Brighton og tilbage igen.
Scenen var pakket fra start. Ikke bare med mennesker, men med stemninger. Der blev ikke sagt “velkommen” – der blev bare spillet. Deres første nummer trak en usynlig ring rundt om hele publikum. Der blev stille, men ikke fordi folk ikke lyttede – tværtimod. Det var sådan en slags stilhed, hvor man lytter med hele kroppen. Som om lyden kom nedefra, fra trægulvet, og op igennem benene.
Og så begyndte det ellers. En mand i kjole. En sanger, der pludselig blev til to. Albarn med et halvt smil og hele verdens uretfærdigheder i blikket. Musikken skiftede rytme, temperament og geografi hurtigere, end nogen kunne nå at finde telefonen frem. Den slags koncert, hvor man opgiver at Shazame og i stedet bare lader sig ramme.
Der var et øjeblik, hvor en kunstner pludselig overtog scenen og leverede en vokalpræstation, som fik de bagerste på Dyrskuepladsen til at vende sig om. Albarn sad bare og nikkede. Ikke som en bandleder, men som en ven, der kendte hver eneste tone. Det føltes ekstremt uplanlagt og samtidig sindssygt præcist. Som om alt kunne ske – og samtidig allerede var besluttet for længe siden.
Men det var ikke alt sammen genialt. Der var et midterstykke, hvor det hele blev lidt… rodet. Et par sangere gik af og på, uden at nogen rigtig tog teten. Publikum begyndte at småsnakke. Det føltes lidt som generalprøve, eller som et teknisk skift, der aldrig rigtig blev forklaret. Men selv det klædte koncerten. For Africa Express er netop ikke en strømlinet popmaskine – det er et laboratorium. Et demokratisk kaos. Og selv når det snubler, gør det det med stil.
Og så kom klimaks. En sanger fra trådte frem og sang en ballade så smuk, at jeg overvejede at flytte. Albarn sad og kiggede på ham med en stolthed, som man ikke kan fake. En stolthed, som kun findes, når man giver plads – og ikke tager den. Det var ikke storslået på Roskilde-måden med konfetti og ild. Det var storslået på en anden måde. Som en påmindelse om, at musik stadig kan være både politisk, personlig og poetisk – på én gang.
Africa Express er på sin vis alt det, Roskilde gerne vil være: inkluderende, globalt, skævt og generøst. En platform for det ukendte, hvor “ukendt” ikke betyder “småt”, men bare “endnu ikke elsket”. Det er koncerter som den her, der minder én om, hvorfor man overhovedet gider stå med gummisko i mudder og vente på noget, man ikke kender.
Og så er der selvfølgelig Damon Albarn. Hvad er han egentlig? Frontmand? Kurator? Katalysator? Han er jo ikke hovedpersonen i Africa Express – han er dirigenten. Ikke i klassisk forstand, men som en der sætter det hele i gang og ved, hvornår han skal lade være. Han ser ikke ud, som om han spiller for sin karriere længere. Han ser ud, som om han spiller, fordi han ikke kan lade være.
Lad os bare sige det sådan her…
Africa Express var alt det, en koncert ikke behøver være – og derfor alt det, man har brug for midt i en festival. En fri form, der alligevel ramte plet. En samling af stemmer, man ikke vidste, man havde savnet. Og i midten: Damon Albarn, som en musikalsk politisk leder med keyboard. Det var måske ikke perfekt – men det var nødvendigt.
