De er hverken døde eller genopståede. Bare vedholdende. 14 albums dybe, stadig vrede, stadig poppede, stadig politiske — og stadig iført eyeliner og læderjakker, som om verden ikke er gået videre. Måske fordi den ikke har det.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det er nemt at kalde Green Day et nostalgi-act. For mange var deres storhedstid Dookie i 1994. For andre var det American Idiot i 2004, hvor punkrock blev til poprock blev til rockopera. En plade om Jesus of Suburbia, Irakkrigen og en ny amerikansk apati. Og så kom trilogien ¡Uno! ¡Dos! ¡Tré! i 2012 og mindede os om, at genreforvirring sagtens kan være bevidst.
Men efter dét? Green Day har i årevis udgivet albums med fire års mellemrum — uden egentlig at forsvinde, men heller ikke helt at definere tiden. Billie Joe Armstrong har dog aldrig været typen, der holder kæft. Han skriver stadig om krig, Elon Musk og MAGA. Og deres greatest hits hedder stadig “God’s Favorite Band”. Det er enten arrogant eller sjovt. Nok begge.
Lad os bare sige det sådan her…
Tinderbox-koncerten var alt det, man håbede og frygtede. Et band med bagkatalog nok til tre sæt. En energi, der smittede fra første tone. En kæmpe Star Wars–Queen–Ramones-potpourri som intro, der uden varsel gled direkte over i American Idiot, mens et hav af mennesker forsøgte at mase sig tættere på scenen.
Og jo – det lød fantastisk. Lige så stort og stramt som pladen, men med ekstra konfetti, pyroteknik og en gigantisk knyttet næve fra American Idiot-coveret midt på scenen. Det var ikke bare en koncert – det var iscenesat indignation, pakket ind i hooks og ild.
Holiday fulgte efter og var måske aftenens uhyggeligste moment: en sang om apati og krig, der pludselig igen føltes som 2004 – og som 2025. Publikum kendte hvert eneste ord, og det rungede underligt aktuelt, da Billie Joe sang: “the representative from Denmark now has the floor”. En lille, flabet omskrivning, som publikum kvitterede for med latter og skrig, mens man et kort sekund følte, at Fyn var verdens centrum – og Danmark en del af bandets oprør.
Scenografisk var det en hybrid mellem punk og stadionrock. Lysriggen blinkede i takt med trommerne, og de tre kæmpe LED-tårne på hver side viste rå klip af publikum, closeups af bandet og små glitchy animationssnippets, der mindede én om, at Green Day stadig leger med formatet. Og midt i det hele stod Billie Joe – rød skjorte, afbleget hår og en energi som en 25-årig vred poet i 00’erne.
Sætlisten spændte imponerende bredt. Fra Boulevard of Broken Dreams og Wake Me Up When September Ends til ældre tracks som Longview, When I Come Around og Basket Case. Det virkede aldrig som en pligtøvelse. Tværtimod. Green Day spillede med en ægte kærlighed til materialet – og med en fornemmelse for, hvad publikum havde brug for.
Og hvem var egentlig til koncerten? Det var svært at sige. 90’er-kids i Basket Case-trøjer, post-emo’er med septumpiercinger, og børnefamilier, der lige fik passet ungerne og ville nå at krydse Green Day af listen, inden de skulle til DIZZY. Det virkede ikke som en nostalgitur for de fleste — nærmere et kollektivt behov for noget, der larmer og mener noget.
Det er nok det vigtigste. At Green Day stadig har noget at sige. At musikken ikke bare er en TikTok-lyd eller en festivalsouvenir. Billie Joe Armstrong er stadig en fantastisk frontmand. Ikke karismatisk på den glatte måde, men punket og uimodståelig. Han ligner stadig en, der kunne finde på at kaste en øl i hovedet på dig, men som også ville sige undskyld bagefter. Hans stemme holder. Hans energi holder. Og vigtigst: Man tror på ham.
Refleksion:
Green Day på Tinderbox var ikke bare en punket tidsrejse. Det var en påmindelse om, at noget vrede er værd at bevare. Især når verden bliver dummere, og algoritmerne gør os blødere. Deres sange lød, som de altid har gjort — og betød måske mere end nogensinde.
Det var ikke koncerten, der ændrede verden. Men den mindede os om, hvorfor vi engang troede, at musik kunne. Og hvis det ikke er nok til fem stjerner – hvad er så?
