Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det er sådan noget, man kun siger om Slayer, Converge og måske Napalm Death på en god dag: det her kunne godt være festivalens bedste koncert. Og det siger jeg uden at blinke. Wormrot var ikke bare et pletskud – det var en fuldstændig nedslagtning af al tvivl om, hvor stærk grindcore-genren stadig står i 2025.
De er tre mand. Ingen bassist. Det alene burde få enhver metal-purist til at stivne af skepsis, men når først trommeslageren Arif – der spiller med en hastighed, man normalt skal have licens til – starter sit angreb, glemmer man alt om fylde og bas. Han er som en overophedet, menneskelig metronom fra helvede, og jeg kunne mærke hvert slag i brystkassen.
Forsangeren Gabriel brøler som om, det er den sidste dag på jorden, og det kunne det i princippet også have været – vi havde i hvert fald glemt tid og sted. Der blev skreget og skiftet mellem vokaltyper med en teknik, der virkede alt andet end ydmyg – og dog. For der var noget helt særligt over at se tre asiatiske musikere, der udstrålede en zen-lignende beskedenhed, samtidig med at de splintrede alt omkring sig med et lydtryk, man burde have advarsler på.
Og så skete det. Fra kulissen trådte en kvinde frem og overtog mikrofonen – hendes vokal var så brutal og selvsikker, at publikum nærmest trak vejret ind kollektivt. Hun var ikke bare en feature, hun var en kraft. Og kort efter endnu en vokalist – denne gang en mand – der fuldendte det, der mest af alt føltes som en grindcore-ritual fremført med kirurgisk præcision og gal teaterblod i årene.
Numrene blev kastet ud over publikum som maskingeværsalver. “Eternal Sunshine of the Spotless Grind” blev leveret med et glimt i øjet og et flænsende growl – og ja, man smiler altså lidt, når nogen navngiver deres sange med Charlie Kaufman-referencer og derefter brøler det som om, solen selv er ved at eksplodere.
På et tidspunkt annoncerede de en “langsom sang”, og det fik hele pitten til at trække på smilebåndet. For langsom er naturligvis relativt, når man spiller grindcore – det her var stadig hurtigere end alt, hvad Foo Fighters nogensinde har præsteret.
At de står her på Copenhell med det lineup igen, 15 år efter deres sidste turné sammen, er i sig selv rørende. Og det kan mærkes. Der var ikke én eneste ironisk distance eller udmattelse – bare et band, der ville os noget, og som leverede med en fysiskhed og tilstedeværelse, man sjældent ser på scener af den størrelse.
Refleksion:
Der var noget næsten renfærdigt over det. Som om Wormrot mindede os om, hvorfor vi står i mudder og øl til knæene og skriger os hæse i solskoldet eufori: fordi musik stadig kan være kompromisløs, oprigtig og ekstremt livsbekræftende. Og fordi man godt må grine, selv når man får revet hovedet af.
