Det var som at blende Italo Brothers, fjollet Melodi Grand Prix-metal og en Rammstein-light æstetik i en Temu-blender uden låg. Alt fløj rundt, men ingenting landede. Jeg stod mest og tænkte: Hvem er det egentlig, det her er for?
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Electric Callboy er ikke længere et nichefænomen. De har solgt Royal Arena ud. De har stået på Copenhell. De har internetkulturen i ryggen og merch med blinkende LED-briller. De er noget. Men hvad det noget helt præcis er, stod temmelig uklart på Roskilde Festival.
Det var, som om bandet selv havde glemt, hvad de ville. Et show, der på papiret skulle være en fest, føltes som en identitetskrise med konfetti. De åbnede med energi, men det var en akavet energi – som en polterabend med for mange temaer. Der blev smidt rundt med genrer, skrig og autotune, og alt var pakket ind i ironisk distance, som om de håbede, vi ikke tog dem for alvorligt, hvis det nu gik galt. Og det gjorde det jo lidt.
Musikalsk blev det aldrig tungt nok til at ramme metalpublikummet, og det blev heller aldrig catchy eller kitschet nok til at blive et decideret partyshow. De lå og flød i midten, i et mærkeligt genrelimbo, hvor man bare stod og ventede på, at det hele skulle blive til noget. De mindede mest af alt om en gruppe, der selv morede sig mere, end publikum gjorde.
Publikum var ellers klar. Der blev hujet og kastet horn op, og man kunne mærke, at flere i crowden havde glædet sig. Men energien ebbede hurtigt ud. Det er svært at holde gryden i kog, når den står på en kogeplade, der hele tiden bliver slukket og tændt igen.
På et tidspunkt var det som om, de forsøgte sig med en form for EDM/metal-throwback-mashup, men det virkede mest som en dårlig joke uden punchline. Et nummer mindede om en eurodanceparodi fra 00’erne, et andet om Linkin Park med ADHD. Det eneste, man ikke kunne kalde det, var helstøbt.
Sceneshowet? Tja, der var da lys og røg. Men selv det virkede uopfindsomt. Ingen vilde visuals, ingen moment hvor man tænkte wow. Det hele virkede som et band, der spillede til en TikTok-trend, der var død to uger før.
Måske ville det hele have fungeret bedre i Royal Arena, hvor publikum kommer for dem – og ikke bare dumper forbi med en fadøl og en “vi skal se noget sjovt”-attitude. På Roskilde kom koncerten bare til at føles som et mærkeligt mellemspil. Ikke nok fest, ikke nok musikalsk bid, og for meget attitude uden indhold.
Refleksion:
Electric Callboy er måske et symptom på tiden: alt er blandet, ironisk, overproduceret og selvbevidst. Og det kan jo være fedt. Men ikke her. Ikke i det her setup. På Roskilde skal man kunne samle publikum, ikke forvirre dem med TikTok-core og joke-metal uden anker.
