01.webp)
Jeg har set Gloryhammer før. Det var mærkeligt dengang, og det er stadig mærkeligt nu. Deres koncert på Copenhell føltes som et Dungeons & Dragons-rollespil, der aldrig blev rigtig farligt – bare fjollet. Og ikke på den fede måde.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Gloryhammer er det tætteste, man kommer på et fantasy-teaterstykke forklædt som metalband. Der er kostumer, der er rekvisitter, og der er en mand i en glitrende rustning, der synger om enhjørninger og kosmiske krige, som om han mener det. Men det gør han jo ikke. Og det er hele problemet.
Koncerten starter med et brag – ikke af musik, men af konfetti og papmaché-fantasi. Det føles som om man er dumpet ned midt i en britisk børne-tv-udgave af World of Warcraft. Lydsiden er pæn nok, og musikerne spiller tight, men det hele er så teatralsk og distanceret, at det er svært at føle noget. Deres sange handler om intergalaktiske drager og zombier i Dundee, men der mangler nerve, og jeg begynder at kede mig, før første kor er overstået.
Problemet med Gloryhammer er ikke, at de er fjollede. Det er, at de ikke går helt all-in på deres fjolleri. Hvis du skal være et joke-metalband, så vær det med selvtillid. Men her balancerer de på en mærkelig grænse mellem seriøsitet og parodi, og det gør oplevelsen flad. Jeg sad med følelsen af at se nogen lade som om, de laver show – uden faktisk at ville det.
012.webp)
Publikum virkede delte. Nogle stod og lo højlydt, andre filmede med deres telefoner og så forvirrede ud. En enkelt mand ved siden af mig sang med på The Unicorn Invasion of Dundee med en oprigtighed, der gjorde mig lidt trist. Måske er det det mest deprimerende: At Gloryhammer er bedst, hvis du er ironisk fan – og hvem har egentlig energi til det længere?
Visuelt minder det hele mest om et teaterstykke for børn, der aldrig blev færdigproduceret. De har deres eget univers, deres egne karakterer, og en slags mytologi, der sikkert er sjov at dykke ned i, hvis man er 13 år og lige har opdaget både Iron Maiden og LEGO Castle.
Men på en scene som Copenhell, der ellers emmer af sved, intensitet og ægte følelser, stikker Gloryhammer ud som en gøglet parentes. Det er som at servere saftevand til en whisky-smagning. Jeg har set dem før. Jeg har fået nok nu.
I virkeligheden…
Gloryhammer er det musikalske svar på en temafest, hvor værten aldrig helt tør gå med parykken. Der mangler dybde, og der mangler vilje til virkelig at være noget. De er underholdende i fem minutter, men føles hurtigt som et segment fra Tæskeholdet, der aldrig blev klippet ud.
