Skunk Anansie (Copenhell): 90’ernes vrede vendte hjem – og fik publikum til at skrige med

Der er noget stærkt ved musikere, der ikke forsøger at være yngre, end de er. Skin stod på scenen som netop det, hun er: en legende, en freak, en stemme med splinter i. Hun smed sin mikrofon ud i publikummet, røg selv derned, blev løftet op af en bredskuldret hjælper (der fik ret meget opmærksomhed fra scenen bagefter), og sagde ting, som ikke var trætte turnéklichéer. Det virkede ikke indøvet. Og det alene gjorde indtryk.

Men altså. Det er jo også 30 år siden, de peakede. Og det kan man godt mærke. Der er ikke sket voldsomt meget med lydbilledet siden Stoosh, og på et tidspunkt under koncerten tog jeg mig selv i at tænke: hold da op, det her kunne lige så godt have været i 1996. Ikke som en ros, nødvendigvis. Mere som en konstatering af, at Skunk Anansie stadig lyder som Skunk Anansie – og det skal man så selv mærke efter, om man synes er godt eller dårligt.

Personligt kunne jeg godt lide Weak, selvom det ikke var det nummer, der fik crowden til at eksplodere. Det var de hårdere tracks – og fair nok, vi står på Copenhell. Der er ikke så mange, der er kommet for at føle sig sårbare. Men da “Charlie Big Potato” rullede ind over pladsen, føltes det faktisk som om, man var blevet inviteret ind i en fremtid, hvor 90’erne stadig har noget at sige. Og det føltes… rigtigt.

Der var godt fat i publikum. Måske især fordi Myles Kennedy havde meldt afbud, og folk kunne være kommet med armene over kors. Men det her band fik banket det op. Det kræver nosser og nerve. Og det har de stadig.

Refleksion:

Det var ikke perfekt. Det var ikke moderne. Men det var ægte. Og nogle gange er det mere end rigeligt. Skin er ikke kommet for at please nogen. Hun kom for at vise tænder. Og det gjorde hun – med kæmpe respekt, nøgen hud og decibel, der føltes voldsommere end hendes alder. Jeg håber, hun tilbød Mr. Muscle en backstageøl.