Der var ikke mange mennesker, men der var kirsebærtræer. Og så var der Beabadoobee, der spillede som om hun ikke havde brug for flere. Det føltes ikke som en festival – og det var måske netop det, der gjorde det rart.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det var som at træde ind i en musikvideo fra 2010, pakket ind i sart lys og shoegaze-romantik. Orange Scene var iklædt florlette kirsebærtræer, og midt i det hele stod Beabadoobee – med guitar, generthed og et blik, der konstant søgte mod sin egen verden. Publikum var få, men dedikerede. De vidste, hvad de gik ind til. Der var ikke plads til festival-fjollerier her – kun til drømmende melodier og melodramatiske følelser.
Beabadoobees univers er bygget på følelser, der aldrig hæver stemmen. Hun skriver sange om kærlighed og ensomhed med den slags toner, man normalt forbinder med lyden af regn mod ruden og et kamera i slowmotion. Og live fungerede det faktisk. Hendes vokal stod klart, og hun sang med en slags indadvendt overbevisning, som gjorde, at man troede på hende – også selvom hun mest af alt lignede en, der helst ville være et andet sted.
Setlisten rummede de største fanfavoritter – “Care”, “The Perfect Pair”, “Cologne” – leveret med præcis nok variation til, at det ikke blev søvndyssende, men heller aldrig eksplosivt. Det var som at blive vugget frem for at blive løftet. Nogle ville måske kalde det kedeligt. Jeg ville snarere kalde det konsekvent. Beabadoobee har aldrig været en kunstner, der springer op og ned på scenen. Hun står der. Hun spiller. Og hvis du er med, er du med.
Det var dog svært ikke at tænke, at det her havde fungeret bedre på en mindre scene. Apollo eller Pavilion, måske endda Gloria. Et mørkere rum, en tættere stemning, en mere indadvendt lyd. Orange Scene havde svært ved at favne det skrøbelige i hendes udtryk – og selvom scenografien gjorde sit for at indramme hende, forsvandt noget af magien i det åbne rum.
Men det, hun manglede i volumen, havde hun til gengæld i tilstedeværelse. Beabadoobee sagde ikke meget mellem numrene, men når hun gjorde, lød det ikke som en obligatorisk takketale. Hun smilede, hun nikkede, hun sagde hej og takkede publikum, som om de virkelig betød noget. Det virkede ægte. Og det skal man ikke undervurdere i en tid, hvor festivaler tit handler mere om at filme end at føle.
Der var noget grundlæggende rart ved at stå der og være stille sammen. Det var ikke en koncert, man skrev hjem om med versaler – men måske netop derfor blev den hængende lidt længere i kroppen bagefter. Der var ingen gimmicks, ingen gæster, ingen vilde visuals. Kun en kunstner, der spillede sin musik for dem, der virkelig gerne ville høre den.
Konklusion uden konklusion:
Det var ikke stort, det var ikke vildt – men det var fint. Beabadoobee leverede en ærlig koncert, hvor nærvær, ro og sårbarhed fik lov at fylde. Hun er ikke festivalens hovednavn, men hun er heller ikke en døgnflue. Og hun beviste på Orange Scene, at det godt kan være nok bare at stå helt stille og synge, hvis man har noget at sige.
