Mnemic (Copenhell): Tilbage med selvtillid og sved på panden

Der er noget næsten uretfærdigt ved, hvor nemt Mnemic fik det til at se ud. De trådte ind på scenen, som om de aldrig havde været væk. Ingen store armbevægelser, ingen dramatiske taler om “at være tilbage”. Bare et band, der spillede røven ud af deres slidte jeans og gjorde det med en ro, man ikke kan fake.

Forsangeren – ny i lineup, men med en attitude som en CEO, der ved, han har regnskabet i orden – kom ud i mørkt jakkesæt og med velfriseret skæg. Ikke noget med corpse paint eller læderveste. Bare selvtillid og en stemme, der kunne bære både skrig og skrøbelighed. Og måske endnu vigtigere: En energi, der virkede rettet indad, mod musikken, ikke udad mod publikum i håbet om at få bekræftelse. Det var en koncert, der ikke bøjede sig for genforeningens forventningspres – og derfor bar den det.

Det var ikke nogen hitparade, og det var ikke nødvendigt. De spillede med en rytmisk præcision og et drive, der fik selv de mindst kendte numre til at virke som klassikere. Lyden var skarp. Bassen lå som en bulldozer under guitarernes laserskud, og trommerne klappede som en chef, der ved, han har ret. På et tidspunkt skiftede tempoet så brat, at hele pitten snublede i takt. Det var smukt.

Det, jeg især lagde mærke til, var, hvor lidt de forsøgte at være noget, de ikke er længere. Mnemic i 2025 lyder ikke som Mnemic i 2005, og gudskelov for det. De har lagt gimmicks og ungdoms-stil af sig, og står nu som et band, der lyder af erfaring – uden at lyde trætte. Man kunne mærke, at de stadig elsker det her. Ikke på den der smørballade-måde, men på den måde, hvor man spiller, fordi man ikke kan lade være.

Publikum var med. Ikke euforiske, men opmærksomme. Som om de også kunne mærke, at det her var ægte. Og måske er det dét, man savner i mange nyere metalbands – noget ægthed. Noget uden ironisk distance. Mnemic havde det. Hver sang blev leveret som en fortælling, ikke som en TikTok-soundbite. Og det er virkelig en sjældenhed efterhånden.

Jeg nåede at tænke flere gange, at de burde have spillet senere på dagen. De havde fortjent mørke og lys og røgkanoner. Men så igen: Måske var det netop styrken, at det hele var så nøgent. Ingen scene-effekter, ingen sminke – bare musik og intensitet.

Der blev også plads til at pege fremad. En enkelt ny sang fik sneget sig ind, og den lød slet ikke som det gamle. Mere melodisk, mere progressiv, men stadig med det tunge anker. Det lover godt. Jeg håber, de tør tage skridtet og lave noget nyt. Ikke bare spille på nostalgi, men udfordre både sig selv og os andre.

For mig var det her aftenens største overraskelse. Ikke fordi jeg havde regnet med, det ville være dårligt – men fordi jeg havde glemt, hvor godt det kunne være. Og fordi det beviste, at man godt kan genopstå uden at blive en parodi. Man skal bare vide, hvem man er. Og det gør Mnemic.

Refleksion:

Det her var ikke et comeback. Det var en genopdagelse. Og jeg håber, de bliver ved.