Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Fredag på Roskilde. En af de dage, hvor man kan mærke, at festivalen satser benhårdt på, at man føler noget. Om det ender i begejstring, forvirring eller noget midt imellem, må tiden vise. Én ting er sikkert: Saint Levant skal bevise, at han kan løfte scenen, Olivia Rodrigo skal eje Orange, og Electric Callboy skal smadre hjernen på dem, der ikke vidste, de var til metal med blinklys.
Når torsdagen føles som mandagTorsdag på Roskilde er lidt af en hængeparti. First Days er forbi, og Orange har åbnet – men programmet føles, som om det stadig venter på at vågne. Du har sol i nakken, lidt for lidt søvn og brug for noget, der kan bringe dig tilbage i kroppen. Det her er ikke dagen med flest must-sees – men her er seks navne, der kan overraske, forføre eller i det mindste holde dig væk fra campen et par timer.
Et Roskilde før Roskilde. Onsdag den 2. juli på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Lørdag på Roskilde 2025 er en mærkelig, smuk, forvirrende cocktail af kæmpe navne, queer energi, TikTok-stjerner, depressiv onkelrock og en trillion trommer på Amapiano-beats. Det bliver den slags dag, hvor man lige så godt kan lade fornuften blive i teltet – og bare prøve at følge med.
Onsdag på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Velkommen til Apropos’ kærlighedserklæring til Wonderfestiwall på Bornholm 2025. En festival hvor hav, himmel, ruiner og grønne bakker smelter sammen til en scene, der føles som noget, man næsten ikke tror eksisterer. Her handler det ikke om at være størst, hurtigst eller vildest. Det handler om at gøre tingene rigtigt – på bornholmsk vis. Så ja, vi elsker Wonder. Og her er, hvad du ikke må misse:
Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
Den 17. juli 2024 blev Lunden i Horsens forvandlet til et klangrum for to af tidens stærkeste livebands. Mew og The War on Drugs mødtes i det åbne, grønne amfiteater – og lod deres melankolske lyduniverser spejle hinanden i sommerlyset.
Mark Tremonti gik på scenen uden store armbevægelser, men med en Gibson over skulderen og en klar mission: at lade musikken tale. Og det gjorde den – i en koncert, hvor teknisk kunnen og følsomhed fandt hinanden i sjælden harmoni.
Silvana Imam trådte ind på scenen i Lille VEGA den 6. april 2025 med en tilstedeværelse, der straks fyldte rummet. Hendes blik var fast, stemmen klar, og budskabet utvetydigt. Det var ikke bare en koncert; det var en erklæring.
Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
Royal Arena lugter af opvarmet nachos og nostalgi. Fred Durst tropper op i neongul t-shirt og pink shorts og ligner en far, der lige har opdaget rave. Det er både charmerende og lidt akavet. Som koncerten selv.
Det er stadig noget særligt, når D-A-D spiller i hovedstaden. Men i Forum Black Box den 31. januar 2025 blev det ikke den triumf, mange havde håbet på. Bandet har ellers turneret solidt med deres nye album Speed of Darkness, og både pyroteknik og publikum var klar.
Der er serier, der forsøger at være subtile. Og så er der Outlander. Her er intet småt, og det er netop charmen. I syv sæsoner har Claire og Jamie kæmpet mod historien selv – imod imperier, sygdom, slaveri, vold, og mod den konstante risiko for at miste hinanden til tidens umættelige strøm. Men Outlander sæson 7 føles hverken som en gentagelse eller en udmattelse. Den føles som en kulmination. En smuk, brutal og ofte overstyret symfoni om kærlighed, traume og overlevelse i en verden, hvor intet bliver givet – og alt kan tages.
Når verden kollapser, hvad er det så, vi kæmper for? Er det sikkerhed? Frihed? Eller er det bare én anden person, vi nægter at miste? The Last of Us er ikke bare endnu en zombiefortælling. Det er et drama forklædt som genre, en kærlighedshistorie forklædt som overlevelse, og måske vigtigst: et portræt af menneskelighedens pris. HBO har skabt en serie, der ikke skræmmer os med monstre, men med alt det, de ikke kan tage fra os. Endnu.
Tænk hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvem du var – men alt omkring dig stadig duftede af penge. En mand, en tagterrasse, en garderobe som en Net-a-Porter-drøm og en fortid, der klæber til dig som et vådt lagen. Det er præmissen i Surface, Apple TV+’s silkebløde psykologiske thriller med Gugu Mbatha-Raw i centrum og San Francisco som kulisse. Men hvad gør en kvinde, når selv hendes egne minder virker iscenesatte?
Der var lagt i kakkelovnen til endnu en skarp sæson af White Lotus – denne gang i Thailands solkysede paradislokationer. Men selvom cocktailsene er kølige og kameraet smyger sig elegant omkring silhuetter og skænderier, føles det hele lidt for pænt. Som at se en storm på afstand, der aldrig rigtig bryder løs.
Nogen burde tage Marvels hovedkvarter og kaste det direkte ind i en blender med Succession, Jackass og lidt kantet samfundssatire. Og vupti: Ud kommer The Boys – stadig den mest groteske, morsomme og ubehageligt velfungerende serie om magt, moral og mænd i latex, der har svært ved at holde pikken i bukserne.
Der er noget smukt i dumhed. Det skal bare være den rigtige slags. Den, der ikke prøver at være klog. Den, der ikke pakker sig ind i ironi eller prestige-tv-ambitioner. Og det er netop det, Reacher sæson 3 gør: Den står stolt i bar overkrop og skriger “U-S-A” med en sprængladning i hånden. Og vi klapper. Med én hånd. Den anden holder telefonen.
Filmen åbner med George (Michael Fassbender) på en natklub. Musikken pulserer, lyset er lavt og flimrende, og alt føles netop så uigennemskueligt, som det skal i en film som denne. Han er der for at mødes med en kilde. Det er en af den slags åbningsscener, hvor man straks mærker tonen: alt har betydning, og ingen siger, hvad de mener.
Det starter som en joke. En underlig kvinde, en gratis kop te, en lidt for lang samtale. Men Baby Reindeer er ikke nogen joke – det er en emotionel tordentale forklædt som standup. En selvbiografisk, hudløs og ubehageligt tæt serie, hvor Donny Dunn (spillet af skaberen selv, Richard Gadd) ikke bare åbner døren til sit liv, men flår den af hængslerne. Det er Netflix, når de tør – og du ser det med kroppen.
Man ved, man er i gang med noget særligt, når man midt i afsnit tre sidder og googler kvantefysik klokken 23:41 – ikke fordi man vil forstå det hele, men fordi man gerne vil kunne nikke klogt, hvis nogen bringer serien op til en middag, man ikke er inviteret til.
Heartland at Noma. Titlen alene lugter af konceptuelt bullshit og naturvin med lidt for meget holdning. Men midt i det prætentiøse inferno – ja, måske netop på trods af det – fik jeg mit livs største musikalske oplevelse.
Benny Jamz i tuxedo med pingvinhale. Ikke for at spille skuespil, men fordi han mente det. Og fordi DR’s Koncertsal er den slags rum, der kræver, at du enten dukker dig eller løfter dig. Han valgte det sidste.
