Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
Det føltes lidt som at være 17 igen. Ikke på den dér fesne nostalgiske måde, men som da man virkelig ikke vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen – og elskede det. Teufel Bash var ikke poleret, ikke pænt og ikke planlagt til sidste decimal. Og netop derfor ramte det noget, de store festivaler for længst har glemt: følelsen af at være lige midt i noget råt og ægte.
MagicBox på Tinderbox er ikke bare en scene – det er en følelsesmæssig rutschebane med stroboskoplys og 130 BPM. Afrohouse’en peaker i år, og lineuppet oser af global, rytmisk eufori. Jeg har håndplukket de fem DJ’s, du ikke må misse, og peget på den ene dag, hvor du ikke må forlade MagicBox – samt én booking, der mest af alt føles som en joke, ingen rigtig griner af.
De to franske mænd bag Justice har smadret hotelværelser, vundet Grammyer og lavet en opera uden publikum. Nu spiller de på O Days Festival – og jeg håber stadig, nogen råber “We Are Your Friends”, selvom det er 20 år siden, det var sejt.
Jeg vidste godt, det ville blive godt. Men jeg havde ikke forventet en koncert, hvor Royal Arena forvandler sig til et popkulturelt sceneskift af lys, mekanik og manisk selviscenesættelse. Tyler, The Creator spiller ikke bare musik – han iscenesætter sig selv som sit eget hovedværk.
Man ved, man er i København, når nogen finder på at bygge et lydstudie midt i et boutiquehotel. Og man ved, det virker, når det er Jacob Bellens og Martin Skovbjerg (ja, ham fra AV AV AV og den slags visuals, der føles som et anfald af skønhed), der står bag.
Sæson 7 af Black Mirror byder på seks nye afsnit, der balancerer mellem teknologisk satire, sci-fi-eksperimenter og meta-kommentarer. Desværre er resultatet ujævnt, og seriens evne til at spejle virkeligheden svækkes, når idéerne stikker af fra både relevans og resonans.
Kesi gik på scenen som en mand, der havde inviteret hele byen til sin egen kroning – og alle mødte op, klar til at bukke. Royal Arena var udsolgt, det var lørdag aften, og dansk hiphop lignede pludselig noget, man kunne tage alvorligt med champagne i glasset. Det lugtede lidt af milepæl. Og det var det også.
Aarhus summede af musikalsk nysgerrighed, da SPOT Festival 2025 åbnede med en dag, der favnede alt fra følsom pop til eksperimenterende jazz og rå metal. Publikum blev mødt af en bred palet af nye navne, og hvis én ting stod klart: den danske musikscene er ikke i stå – den bobler.
En episk aften med Billie Eilish, hvor hendes musik og tilstedeværelse fyldte Royal Arena med en intens energi, der berørte hver eneste sjæl.
Der findes festivaler, hvor du skal have ørepropper i og albuerne fremme. Og så findes der O Days. En slags kulturel detox for voksne mennesker med hang til æstetik, fransk elektronika og naturvin. Velkommen til Refshaleøens bedst klædte samlingspunkt, hvor ingen skråler med på “Smuk som et stjerneskud”, og hvor selv skraldespandene ser ud til at være designet af en tidligere Louisiana-kurator.
The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom tør noget, de fleste spil ikke gør: at stole på din fantasi. Der er ikke ét rigtigt svar – kun dine egne. Det er frihed som leg, hvor selv de skøreste løsninger virker, fordi de er dine. Man starter forvirret og ender forelsket.
Fredag på Roskilde. En af de dage, hvor man kan mærke, at festivalen satser benhårdt på, at man føler noget. Om det ender i begejstring, forvirring eller noget midt imellem, må tiden vise. Én ting er sikkert: Saint Levant skal bevise, at han kan løfte scenen, Olivia Rodrigo skal eje Orange, og Electric Callboy skal smadre hjernen på dem, der ikke vidste, de var til metal med blinklys.
Når torsdagen føles som mandagTorsdag på Roskilde er lidt af en hængeparti. First Days er forbi, og Orange har åbnet – men programmet føles, som om det stadig venter på at vågne. Du har sol i nakken, lidt for lidt søvn og brug for noget, der kan bringe dig tilbage i kroppen. Det her er ikke dagen med flest must-sees – men her er seks navne, der kan overraske, forføre eller i det mindste holde dig væk fra campen et par timer.
Et Roskilde før Roskilde. Onsdag den 2. juli på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Lørdag på Roskilde 2025 er en mærkelig, smuk, forvirrende cocktail af kæmpe navne, queer energi, TikTok-stjerner, depressiv onkelrock og en trillion trommer på Amapiano-beats. Det bliver den slags dag, hvor man lige så godt kan lade fornuften blive i teltet – og bare prøve at følge med.
Onsdag på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Velkommen til Apropos’ kærlighedserklæring til Wonderfestiwall på Bornholm 2025. En festival hvor hav, himmel, ruiner og grønne bakker smelter sammen til en scene, der føles som noget, man næsten ikke tror eksisterer. Her handler det ikke om at være størst, hurtigst eller vildest. Det handler om at gøre tingene rigtigt – på bornholmsk vis. Så ja, vi elsker Wonder. Og her er, hvad du ikke må misse:
Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
Den 17. juli 2024 blev Lunden i Horsens forvandlet til et klangrum for to af tidens stærkeste livebands. Mew og The War on Drugs mødtes i det åbne, grønne amfiteater – og lod deres melankolske lyduniverser spejle hinanden i sommerlyset.
Mark Tremonti gik på scenen uden store armbevægelser, men med en Gibson over skulderen og en klar mission: at lade musikken tale. Og det gjorde den – i en koncert, hvor teknisk kunnen og følsomhed fandt hinanden i sjælden harmoni.
Silvana Imam trådte ind på scenen i Lille VEGA den 6. april 2025 med en tilstedeværelse, der straks fyldte rummet. Hendes blik var fast, stemmen klar, og budskabet utvetydigt. Det var ikke bare en koncert; det var en erklæring.
Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
Royal Arena lugter af opvarmet nachos og nostalgi. Fred Durst tropper op i neongul t-shirt og pink shorts og ligner en far, der lige har opdaget rave. Det er både charmerende og lidt akavet. Som koncerten selv.
