Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
Den 17. juli 2024 blev Lunden i Horsens forvandlet til et klangrum for to af tidens stærkeste livebands. Mew og The War on Drugs mødtes i det åbne, grønne amfiteater – og lod deres melankolske lyduniverser spejle hinanden i sommerlyset.
Mark Tremonti gik på scenen uden store armbevægelser, men med en Gibson over skulderen og en klar mission: at lade musikken tale. Og det gjorde den – i en koncert, hvor teknisk kunnen og følsomhed fandt hinanden i sjælden harmoni.
Silvana Imam trådte ind på scenen i Lille VEGA den 6. april 2025 med en tilstedeværelse, der straks fyldte rummet. Hendes blik var fast, stemmen klar, og budskabet utvetydigt. Det var ikke bare en koncert; det var en erklæring.
Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
Royal Arena lugter af opvarmet nachos og nostalgi. Fred Durst tropper op i neongul t-shirt og pink shorts og ligner en far, der lige har opdaget rave. Det er både charmerende og lidt akavet. Som koncerten selv.
Det er stadig noget særligt, når D-A-D spiller i hovedstaden. Men i Forum Black Box den 31. januar 2025 blev det ikke den triumf, mange havde håbet på. Bandet har ellers turneret solidt med deres nye album Speed of Darkness, og både pyroteknik og publikum var klar.
Der er serier, der forsøger at være subtile. Og så er der Outlander. Her er intet småt, og det er netop charmen. I syv sæsoner har Claire og Jamie kæmpet mod historien selv – imod imperier, sygdom, slaveri, vold, og mod den konstante risiko for at miste hinanden til tidens umættelige strøm. Men Outlander sæson 7 føles hverken som en gentagelse eller en udmattelse. Den føles som en kulmination. En smuk, brutal og ofte overstyret symfoni om kærlighed, traume og overlevelse i en verden, hvor intet bliver givet – og alt kan tages.
Når verden kollapser, hvad er det så, vi kæmper for? Er det sikkerhed? Frihed? Eller er det bare én anden person, vi nægter at miste? The Last of Us er ikke bare endnu en zombiefortælling. Det er et drama forklædt som genre, en kærlighedshistorie forklædt som overlevelse, og måske vigtigst: et portræt af menneskelighedens pris. HBO har skabt en serie, der ikke skræmmer os med monstre, men med alt det, de ikke kan tage fra os. Endnu.
Tænk hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvem du var – men alt omkring dig stadig duftede af penge. En mand, en tagterrasse, en garderobe som en Net-a-Porter-drøm og en fortid, der klæber til dig som et vådt lagen. Det er præmissen i Surface, Apple TV+’s silkebløde psykologiske thriller med Gugu Mbatha-Raw i centrum og San Francisco som kulisse. Men hvad gør en kvinde, når selv hendes egne minder virker iscenesatte?
Der var lagt i kakkelovnen til endnu en skarp sæson af White Lotus – denne gang i Thailands solkysede paradislokationer. Men selvom cocktailsene er kølige og kameraet smyger sig elegant omkring silhuetter og skænderier, føles det hele lidt for pænt. Som at se en storm på afstand, der aldrig rigtig bryder løs.
Nogen burde tage Marvels hovedkvarter og kaste det direkte ind i en blender med Succession, Jackass og lidt kantet samfundssatire. Og vupti: Ud kommer The Boys – stadig den mest groteske, morsomme og ubehageligt velfungerende serie om magt, moral og mænd i latex, der har svært ved at holde pikken i bukserne.
Der er noget smukt i dumhed. Det skal bare være den rigtige slags. Den, der ikke prøver at være klog. Den, der ikke pakker sig ind i ironi eller prestige-tv-ambitioner. Og det er netop det, Reacher sæson 3 gør: Den står stolt i bar overkrop og skriger “U-S-A” med en sprængladning i hånden. Og vi klapper. Med én hånd. Den anden holder telefonen.
Filmen åbner med George (Michael Fassbender) på en natklub. Musikken pulserer, lyset er lavt og flimrende, og alt føles netop så uigennemskueligt, som det skal i en film som denne. Han er der for at mødes med en kilde. Det er en af den slags åbningsscener, hvor man straks mærker tonen: alt har betydning, og ingen siger, hvad de mener.
Det starter som en joke. En underlig kvinde, en gratis kop te, en lidt for lang samtale. Men Baby Reindeer er ikke nogen joke – det er en emotionel tordentale forklædt som standup. En selvbiografisk, hudløs og ubehageligt tæt serie, hvor Donny Dunn (spillet af skaberen selv, Richard Gadd) ikke bare åbner døren til sit liv, men flår den af hængslerne. Det er Netflix, når de tør – og du ser det med kroppen.
Man ved, man er i gang med noget særligt, når man midt i afsnit tre sidder og googler kvantefysik klokken 23:41 – ikke fordi man vil forstå det hele, men fordi man gerne vil kunne nikke klogt, hvis nogen bringer serien op til en middag, man ikke er inviteret til.
Heartland at Noma. Titlen alene lugter af konceptuelt bullshit og naturvin med lidt for meget holdning. Men midt i det prætentiøse inferno – ja, måske netop på trods af det – fik jeg mit livs største musikalske oplevelse.
Benny Jamz i tuxedo med pingvinhale. Ikke for at spille skuespil, men fordi han mente det. Og fordi DR’s Koncertsal er den slags rum, der kræver, at du enten dukker dig eller løfter dig. Han valgte det sidste.
Der er noget ved MØ, som føles som hjem. Hjem i en slags kaotisk ungdomsenergi, der nægter at vokse op, men alligevel lyder præcis, som den skal i en hal over Christiania en kold fredag aften i marts.
Sabrina Carpenter gik fra Disney-stjerne til TikTok-dronning – og nu til en næsten overperfekt popperle i Royal Arena. Men hvor meget glitter kan en aften egentlig bære, før man længes efter lidt skævhed?
Forestil dig, du går i biografen for at se Bill Murray og Pete Davidson. De står i traileren, de er på plakaten, de er på dine sociale medier. Og så er de med i… tre scener? Velkommen til Riff Raff, en film der beviser, at marketingafdelingerne har overtaget manuskriptskrivningen.
Hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan det ville se ud, hvis en joint røg tilbage, og så begyndte at tvivle på meningen med filmindustrien – så har du The Studio. Seth Rogen spiller med i en serie om at miste grebet om netop det, man aldrig helt havde fat i.
Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
Han har haft læderjakken længere, end du har haft rygrad. Lenny Kravitz trådte ind i Royal Arena med guitaren som en forlængelse af hoftebenet og solbrillerne limet til ansigtet. Det var rock, det var retro, det var… lidt som at være til koncert med et spejlbillede af sig selv fra 2002.
