Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
David Byrne var en af de bookinger på Roskilde, der fik programmet til at se klogere ud, bare ved at stå der. En levende legende, ja, men heldigvis ikke på den der museumsmåde, hvor man betaler for at se en mand mindes sig selv. På Arena fik vi noget langt mærkeligere og bedre: en koncert, der opførte sig som en forestilling.
Hele dagen havde Roskilde været våd, tung og grå. Man kunne mærke regnen i tøjet, i mudderet og i den lidt flade festivalenergi, der kan opstå, når vejret får lov at bestemme for længe. Men da Little Simz gik på Orange Scene torsdag klokken 18, skete der noget. Solen tittede frem, publikum løftede sig, og festivalen trak vejret igen.
Nogle koncerter kræver, at man kender sangene. Andre kræver bare, at man giver slip. Young Miko leverede en koncert, hvor sproget hurtigt blev mindre vigtigt end rytmen, bassen og den ubesværede selvsikkerhed, hun stod på scenen med. Det var cool uden at virke tillært, og præcis derfor blev man revet med.
Når jeg rejser, siger jeg konsekvent, at jeg er hollænder. Ikke fordi jeg skammer mig over Danmark, men fordi et dansk pas er komplet ubrugeligt, når nogen har stjålet din liggestol, airconditionen er død, og hotellet pludselig mener, at all inclusive kun gælder postevand mellem 14.00 og 14.15. Som dansker står man alene og undskylder for at klage. Hollænderen har allerede fundet tre vidner, indkaldt hotelchefen og nedsat en kommission med mandat til at lukke stedet.
Øhavet Festival er en særlig oplevelse, fordi den ikke forsøger at være størst eller mest spektakulær, men i stedet bygger på lokale kræfter, fællesskab og en stemning, der føles både solidarisk og tillidsbaseret. I Marstal bliver byen, havnen og festivalen en del af samme helhed, og det giver en festival med et helt andet tempo end de fleste andre.
Disclosure fik æren af at lukke O Days 2026, festivalens femårs jubilæum, med et DJ-set på Omni-scenen lørdag aften. Vi mødte op med et lille forbehold og cyklede hjem med ondt i benene og et fjollet smil. Her er vores anmeldelse.
To uger efter udgivelsen af Emotional Junglist indtog Nia Archives Omni-scenen på O Days 2026 med egen lædersofa og et sæt, der forvandlede Refshaleøen til én stor dansende organisme. Vi var med i menneskemængden. Her er vores anmeldelse.
Wonderfestiwall har nu haft Benjamin Hav & Familien på plakaten i 2022, 2024 og 2026. Det er ikke længere booking. Det er et serviceinterval. Hvert andet år skal diskokuglerne, knæleddene og den nationale tolerance for koreograferet fjolleri til kontrol.
Nogle frontmænd går på scenen. Martin Hedegaard ankommer som en mand, der har fået fem minutter til at forhindre en mindre naturkatastrofe. På Ankermyr stod han i grå T-shirt med en slidt Mustang-bas over skulderen og regndråber hængende i scenelyset. Han sang, spillede og dirigerede pladsen med hele kroppen. SAVEUS vil frelse kærligheden, provinsen, popmusikken og muligvis den kommunale beredskabsplan på én gang. Det kunne være ulideligt. Denne aften var det overbevisende.
Kan et metalshow stadig føles som familie, ritual og en lille smule støjende terapi på én gang? Tirsdag aften i Lille Vega gav Soulfly et ret klart svar: ja, hvis Max Cavalera får lov at styre det, og hvis publikum gider møde op med både ører og rygsøjle på plads.
Glimmer, dragbingo og store omkvæd samlede Valbyparken, da Syd for Solen 2026 åbnede med en mangfoldig torsdag.
Den sjove partner slipper for billigt. En fornærmelse med god timing, et grin rundt om bordet, og pludselig er det den sårede, der ødelægger aftenen. Jeg synes, den manøvre er langt mere anstødelig end et forslag om at åbne forholdet. Derfor optager The Invites ægteskabelige magtkamp mig mere end spørgsmålet om, hvem der kunne finde på at gå i seng med hvem.
Den gyldne rotte har ikke tænkt sig at undskylde. Den ligger ved siden af en lille bronzefigur, fylder aldeles urimeligt og får den etablerede kunst til at ligne noget, man har glemt at stille på plads. Jeg er allerede på rottens side. Det er befriende at se en udstilling, hvor ambitionen er synlig, før nogen har forklaret den med et ord, der slutter på »praksis«.
De to franske mænd bag Justice har smadret hotelværelser, vundet Grammyer og lavet en opera uden publikum. Nu spiller de på O Days Festival – og jeg håber stadig, nogen råber “We Are Your Friends”, selvom det er 20 år siden, det var sejt.
Luften ved en festival kan føles som et løfte, før den bliver til støv. Der er noget ved åben himmel, der altid får kroppen til at tro på mulighed, også når programmet i virkeligheden bærer mere image end ild. Heartland 2026 lægger sig i det felt, hvor oplevelse, æstetik og kulturforbrug hele tiden måles mod hinanden.
Ericka Jane indtog De Første Stråler med hvid kasket, englevinger, balloner og en T-shirt, der erklærede hende »LIGE SÅ LIGEGLAD«. Det var hun heldigvis ikke. Hun arbejdede for hvert blik og hvert løftet hoved, men mellem scenens store armbevægelser og publikums forsigtige nik opstod en afstand, som poppen aldrig fik lukket. Alt var gjort klar til festen. Det eneste, der manglede, var det øjeblik, hvor den faktisk begyndte.
Der er en særlig vibe i en streamingfilm, man egentlig havde håbet på mere af: den lette knitren af forventning, der bliver til noget, der mest minder om lunkne popcorn. Jeg gik ind til Mayday med lave forhåbninger, man kun kan opbygge efter nogle år med direkte-på-streaming-erfaring. Her får Ryan Reynolds og Kenneth Branagh lov at bære en historie, der vil være både spændingsfilm og noget mere skævt, men som hele tiden virker et halvt skridt bagefter sig selv.
Marvel Tōkon: Fighting Souls er et flot og lettilgængeligt fighting game med kreative karakterer, men mangler det sidste krydderi for at blive en evergreen.
På P3’s lille solbeskinnede område blev torsdagens største bitch fundet med bingoplader, twerk og en kollektiv beslutning om, at værdighed var noget, man kunne hente igen på vej hjem. Mens de store scener brugte lys, røg og mange millioner streams på at lokke reaktioner ud af publikum, klarede dragbingoen det med et par numre, hurtige replikker og mennesker, der var villige til at se fjollede ud sammen.
sombr leverede læder, Dannebrog, roser og et spring i havet på Syd for Solen. Showet var stort, men sangene fandt aldrig klimakset.
I rockhistorien er der altid plads til en særling med en guitar, en skæv hat og nok selvtillid til at lade sangene trække vejret. Kurt Vile har længe stået dér i det felt, hvor slacker-attitude møder håndværk, og tirsdag aften i Vega blev det helt tydeligt, hvorfor han bliver ved med at vokse. Ikke som en stadionfigur. Mere som en, der langsomt overtager rummet, mens man opdager, at man allerede står og nikker med.
Jeg havde egentlig håbet på lidt mere snavs under neglene. I stedet får vi en serie, der hviler lidt for meget på genrens virkemidler, og for lidt nyskabelse. Lucky på Apple TV har charme, tempo og en hovedperson, der kan bære både designertøj og moralsk sammenbrud, men den har også en genkendelighed, der er lidt for let at glemme.
Når det usagte larmer mest – et søskendedrama, der skærer helt ind til benet Der er serier, der vil underholde. Og så er der serier, der vil noget med dig. Den Gode Stemning hører klart til den sidste kategori. Det er en serie, der sniger sig ind under huden og bliver siddende længe efter rulleteksterne. Ikke fordi den råber højt, men fordi den taler lavmælt, præcist og kompromisløst om familie, skyld, afhængighed og de roller, vi aldrig helt slipper – uanset hvor gamle vi bliver. Med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i to stærkt nuancerede hovedroller leverer serien noget af det mest helstøbte og rørende danske tv, jeg har set i lang tid.
Medina samlede generationer og festivaltyper i Valbyparken til en fælles, hæs folkefest på Syd for Solen 2026.
Kan man stadig blive overrasket af et act, man har set i tre årtier? Ja, åbenbart. Infernal lukkede Wonderfestiwall 2026 på hovedscenen med en energi, der fik natten til at sitre og skridttælleren til at opføre sig, som om den var blevet betalt pr. kilometer. Lina og Paw har været i dansk dance siden 1997, men her stod de ikke som et nostalgisk museum over 00’ernes festkultur. De stod som et band, der stadig ved, hvordan man bygger en finale, så man går derfra lettere ør og lidt gladere for at være menneske.
