Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Der er serier, der starter som et langsomt optræk til et eller andet. Og så er der Paradise. Den starter som en trykbølge. Ikke fordi der sker noget voldsomt i første scene – men fordi det hele emmer af noget forkert. Der er for meget pænt. For meget hvidt stakit. For mange grillpølser og smil. Og som altid, når nogen smiler lidt for meget i en amerikansk forstad, ved man godt, at det her kommer til at gå galt.
Teenagelivet er en krig, og Adolescence er frontberetningen. Netflix’ nyeste serie tager dig med ind i et univers, hvor ungdommen ikke er glansbilleder og solnedgange, men en storm af følelser, forbudte drømme og fejl, der føles som verdens undergang.
I en underjordisk silo, langt fra den ødelagte verden ovenfor, lever tusindvis af mennesker uden at kende sandheden. Apple TV+’s Silo er en betagende sci-fi-thriller, der kombinerer mystik, paranoia og knivskarp verdensopbygning i en fortælling, der griber fra første afsnit
En terapeut dropper filteret og siger præcis, hvad han mener – med uventede resultater. “Shrinking” blander humor og hjertevarme i en rørende fortælling om sorg, venskab og forandring.
Solen stod tungt over Gentofte Sportspark, og det klædte festivalen. Fredag og lørdag trak hver sin generation mod scenerne, og pludselig var der både unge i sommeruniform og bedsteforældre med festivalmod på samme græsplæne. Musik i Gentofte er stadig ung nok til at kunne snuble lidt, men i 2026 lykkedes det meste. Stemningen holdt, publikum blev hængende, og der var noget rart ved at mærke en festival finde sit ben at stå på.
Mortal Kombat har altid levet af et enkelt, næsten barnligt løfte: at vold kan være koreograferet med stil og selvironi. Det er en arv, der går tilbage til spillene og til 1995-udgaven, instrueret af Paul W. S. Anderson, og videre til 2021-filmen, som i det mindste havde nok skæv energi til, at man ikke helt faldt i søvn med det samme. Derfor var der faktisk en lille forventning til 2’eren. Den rest blev, ærligt talt, ikke behandlet pænt.
Elektronisk musik har altid haft den dér særlige evne til at gøre nationale grænser lidt overflødige. Tripolism er et godt eksempel: Bryn, Frederik og Rasmus har på få år bevæget sig fra det danske miljøs mere indforståede kredsløb til lineups, hvor Coachella ikke bare er en drøm, men en gentagen adresse. På O Days stod de så i Orangeriet en lørdag eftermiddag og beviste, at verdensformat også kan lugte af solvarm græsplæne og festivalstøv.
Øhavet Festival er en særlig oplevelse, fordi den ikke forsøger at være størst eller mest spektakulær, men i stedet bygger på lokale kræfter, fællesskab og en stemning, der føles både solidarisk og tillidsbaseret. I Marstal bliver byen, havnen og festivalen en del af samme helhed, og det giver en festival med et helt andet tempo end de fleste andre.
Hvad nu hvis Robin Hood ikke var en helt, men bare en mand, der er blevet så vant til sin egen vold, at han kalder den skæbne? Michael Sarnoskis The Death of Robin Hood tager den gamle myte, vrider den hårdt i hænderne og efterlader noget mørkere, mere menneskeligt og ærligere. Hugh Jackman står midt i det hele, flankeret af Bill Skarsgård og Jodie Comer, og resultatet er langt mere eksistentielt end eventyrligt.
Wonderfestiwall er en af de festivaler, hvor man næsten skal minde sig selv om, at der faktisk også er musik. For først står man bare dér og kigger ud over Hammershus, klipperne, havet og solnedgangen og tænker: Hvad fanden laver vi her? På den gode måde. Og så går der fem minutter, og nogen råber, at Kesi spiller senere.
Jeg kan huske dengang, hvor det var tydeligt, når bands blev kendt på Myspace. De havde en særlig energi, som fulgte dem ind på scenen. Onsdag aften i Lille Vega lærte jeg, hvad der sker, når man er blevet kendt gennem YouTube.
Jeg nåede hurtigt til den del af Saros, hvor tommelfingeren arbejder mere end hjernen. Dash til højre. Skyd. Dash tilbage. Gentag. Det er ikke en klage, bare en fysiologisk observation. Når spillet klikker, føles det stramt og hurtigt. Når det ikke gør, føles det som at blive slæbt gennem samme korridor med en ny farve på væggene.
Jeg havde ikke set det Boiler Room-set. Det føltes næsten pinligt at indrømme, som at møde op til eksamen uden at have læst pensum, men med solbriller på og en Red Bull i hånden. Til gengæld havde jeg hørt folk sige sætningen nok gange, til at den begyndte at lyde som et adgangskrav til Arena: “Har du set det der Boiler Room-set?”
Når det usagte larmer mest – et søskendedrama, der skærer helt ind til benet Der er serier, der vil underholde. Og så er der serier, der vil noget med dig. Den Gode Stemning hører klart til den sidste kategori. Det er en serie, der sniger sig ind under huden og bliver siddende længe efter rulleteksterne. Ikke fordi den råber højt, men fordi den taler lavmælt, præcist og kompromisløst om familie, skyld, afhængighed og de roller, vi aldrig helt slipper – uanset hvor gamle vi bliver. Med Iben Hjejle og Pilou Asbæk i to stærkt nuancerede hovedroller leverer serien noget af det mest helstøbte og rørende danske tv, jeg har set i lang tid.
Tinderbox behøver ikke længere præsentere sig selv. Den står derude i Tusindårsskoven som en fast del af festivalsommeren. Men vores lørdag blev ikke bare endnu en tur mellem scener, madboder og fadøl. Den blev en test i varme, storm, mudder og aflyst Charlie Puth — og mærkeligt nok også en påmindelse om, hvor godt en festival kan fungere, når vejret ikke gør.
Efter mere end tre års ventetid vender Stranger Things tilbage med sin femte og afsluttende sæson. En finale, der lover svar, forløsning og et sidste opgør i Hawkins – og som leverer på skala, effekter og fanservice. Men jo større serien er blevet, jo sværere har den haft ved at holde fast i sin kerne. Sæson 5 er et ambitiøst, ofte underholdende, men også rodet farvel til et univers, der engang levede af mystik, enkelhed og ægte uhygge – og som nu kæmper med vægten af sin egen succes.
Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
Der findes mørke novemberaftener, og så findes der aftener, hvor mørket ikke bare falder – det bliver sat i system. Den slags, hvor alt pludselig lugter lidt af røgelse, latex og forventninger.
Jeg har set mange bands i Royal Arena, men sjældent et, der på samme tid kunne virke så velsmurt og så improviseret. OneRepublic har milliarder af streams på samvittigheden, men opfører sig stadig som en flok gamle klassekammerater, der bare lige skulle mødes og spille lidt. Det er både deres styrke og deres svaghed.
Jeg har altid identificeret mig selv som gamer. Ikke den slags gamer, der råber i headset eller samler trofæer – men den eksistentielle slags, der spiller for at overleve hverdagen. Fra min barnlige længsel efter en Stone of Jordan i Diablo II til mine over tusind timer i Call of Duty under lockdown, har gaming altid været mit frirum. Men da jeg blev far, blev gaming noget nyt. Det blev terapi. Et fristed, hvor jeg kunne sidde med min søn på skødet, controlleren i hånden og mærke, at vi faktisk var i sync for første gang den uge. Og så kom Astro Bot.
Jeg ved ikke, hvad der er mest absurd: at jeg har set en K-pop-anime-musical to gange på én uge – eller at jeg elskede den. KPop Demon Hunters er muligvis den bedste film, jeg har set i 2025, og det føles som en indrømmelse, jeg bør skrive under pseudonym. Jeg gik ind i den med samme forventning, som man har, når en ven insisterer på, at man “bare lige skal se en YouTube-video.” Og jeg gik ud igen med tårer i øjnene og tinnitus af trap-beats.
Først og fremmest: stor respekt til Wonderfestiwall for international booking i den kaliber. Anastasia på plakaten er både stort og nostalgisk – faktisk kunne hun lige så godt have været hovednavnet på Tivolis lineup til Fredagsrock. Hun var nærværende, energisk og det stik modsatte af et udspilet show. Med otte musikere på scenen blev der ikke sparet på noget.
Hun har skrevet soundtracket til en hel generation af hjertesorg – men på Orange Scene lød det mest som en eksamen i amerikansk pop. Det var stort, sødt og lidt for strømlinet. Og måske netop derfor blev det aldrig rigtig farligt.
Vi gik forbi Arena for at nå Tyla. Det gjorde vi så ikke. For Nine Inch Nails hev os ind som en magnetisk kraft, og pludselig stod vi midt i en maskinel messe for vrede, melankoli og lysdesign.
Damon Albarn har efterhånden flere Roskilde-stempler i sit pas end nogen anden nulevende brite. Blur, Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen – og så den her: Africa Express. Som en form for humanitær musikstormagt med Albarn som FN-generalsekretær og sitrende øjne. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg oplevede – men jeg vil gerne stemme på det.
