We Love Green Festival - Paris 2025

Redaktionen havde knap én krone tilbage, da vi besluttede os for at smide alt i en tur til We Love Green i Paris – en festival så grøn, at selv Danmark skulle tage noter. We Love Green er intet mindre end et eksperimentarium for bæredygtighed: fem scener, talks, genbrugsplader, urin-kompost og energiforsyning via sol, biofuel og brint. Siden 2016 har festivalen præget Bois de Vincennes, og her i 2025 fyldte den skovkanten med cirka 40.000 gæster om dagen.

Le voyage "Rejsen"

Vi trillede gennem Paris på Metro 1 – sidste stop: Château de Vincennes. Toget var tæt pakket, men roligt, som om alle havde fået tildelt en plads i et stille rave. Folk var iført hjemmelavet Charli XCX-merch: hotpants, neongrønne croptops og plastikflasker fyldt med sprite og vodka – blandet med samme alvor som en teenager på vej til hafla i Ulvedalene. Ingen larmede. Ingen hoppede på sæderne. De sad bare og vuggede i takt til musikken fra en telefonhøjtaler. Som dansker føltes det som at være til forfest før opfindelsen af Jägerbombs – før vi besluttede, at god stemning kræver overmod og idioti.

Vi begav os gennem skov og snørklede stier, hvor festivalens bæredygtige infrastruktur trådte i karakter: flisede gangveje, skridsikre gummimåtter, oplyste skilte hvert tiende meter. Dét var effektiv håndtering af menneskemængder – noget vores egne festivaler burde tage til sig - man fik helt lyst til at sende Syd for Solens arrangører på betalt studietur.

Visitering og scanning foregik med flysikringens præcision – af med bælte, sko og vandflaske. Noget af det mest behagelige ved at blive taget alvorligt for sin sikkerhed. Og så åbnede sgu et mini‑Coachella‑landskab sig: palmesmykkede lounges, øko-barista‑boder og et kærligt æstetisk kaos.

‍‍

Le festival “Festivallen”

‍Da vi træder ind på We Love Green 2025, bliver bæredygtighed ikke bare en tagline – det er festivalens DNA. Fra sol- og brintenergi til biofuel-drevne generatorer og 100 % vedvarende el, er det tydeligt, at der er gået labbriller på over grønt gøgl. Og nej, det er ikke “bare” kombu-vand med plastik sugerør – her er 78 % affald revaloriseret sidste år, alt fra bleer til tryksager lavet for nylig med plantebaseret blæk.

Food Court var et fucking statement: alle retter kom på vaskbart service med 2 € pant, komposteres og ryddes med dedikerede biowaste-brønde. 100 % vegansk udvalg, sæsonbestemt og til 10 €, der fik både hjertet og maven med. Og det føltes langt mere autentisk end danske madboder, hvor alt skal være et koncept for at holde i et kvartal. Her så vi unge kokke med øjne, der glødede – ærligt, autentisk og lødigt.

Talk‐scenen – “Think Tank” – var en form for linnet typei med filosoffer, klima-nørder og iværksættere, der über‐seriøst diskuterede +4 °C‑verden, ungdomsactivisme og biodiversitet. Vi fandt hurtigt baren igen. Man er jo ikke kommet for at få dårlig samvittighed.

Festivalområdet føltes som en grøn tech-demo forklædt som folkefest: plastikfri toiletter, flismåtter, næsten ubegrænsede cykelpladser og direkte opfordringer til at tage toget. Alt var kontantløst, hver betaling inkluderede en NGO-donation, og sikkerheden blev varetaget af en “Safer”-app – som en digital livmoder.

Frivillige gik rundt med hørepropper og skilte, og det hele virkede gennemtænkt. Som om nogen havde spurgt: hvordan føles det at være til festival, hvis man ikke er en 25-årig mand i Rains og bøllehat?

Folk drak vin til 65 kroner glasset, røg cigaretter ved et kompostskilt og dansede alligevel. Der var ingen moralpegefingre – bare en oprigtig tro på, at man godt kan feste uden at ødelægge jorden. We Love Green var ikke bare en festival. Det var en prototype.

La musique “Musikken”

‍Air

‍Da vi ramte Air på deres medbragte container-scene-bur, var det som at træde ind i et fransk filmsæt: minimalistisk, intime toner og strejf af vin med prut. De åbnede med klassikere som Moon Safari og La Femme d’Argent – men da Charli XCX trådte op til “Cherry Blossom Girl”, eksploderede universet i smaragdneon.

Hun klædte vokalen i brat-energi, hele LED-væggen billedede hendes Brat aesthetic – og selv Air-mandskabet så ud til at spærre øjnene op. Det spidsede sig til, da hun glidende skubbede Bret Easton-agtig attitude ind i sangens drømmende lydlandskab. Air forsøgte at genfinde pusten efter det – men rollen som smooth elevatorsound blev aldrig helt nået igen. Intet ville fange den der energi igen.

Parcels

Parcels i regnvejr var som at åbne en solskinspose i et stormslidt telt. Deres tight funk og 70’er-groove – mixet mellem synthpop og disco-soul – ramte alt fra Lightenup til Ifyoucall og Safeandsound med sådan en magnetisk selvtillid. På regnvåde planker kørte de Yougotmefeeling, mens mørke skyer truede, men stemmen fra scenen blev aldrig doven – det var varmt, selvom himlen var grå. Pludselig sprang trommer og bas i Overnight-stil, og publikum blev trukket mod første række, selv fortabt i mudder. Guitarlicks og tre-stemmige vokaler sørgede for, at hvert beat føltes som en solstråle midt i regnen.

Rygterne om Troye Sivan var i luften da han dukkede op som surprise-gæst. Den der pludselige stilhed foran scenen– den usikre susen – blev afbrudt af et kollektivt gisp og et crescendo af jubel. Om det var ham eller “bare forventning”, fornemmede vi en statsløs overraskelse, og alle blev trukket mod midten i noget der lignede følelsesladet mudderballet .

Parcels viste hvorfor deres live-shows er en global triumf. Det var som at se en body of work blive omdannet til en regnbold af energi – varm, svedig, uovertruffen. Publikum dansede, sang med og smeltede sammen med regnen i en symbiose, der fik regndråberne til at føles som konfetti. En feel-good form for rave, pakket ind i soul og pop, der åbnede smil og tændte håb.

Gesaffelstein

Så blev det mørkt. Altså rigtigt mørkt. Ikke “det er aften nu”, men sådan en slags sort, der føltes orkestreret. Og så trådte han frem – Gesaffelstein. Maskeret, kold, som om han ikke havde sagt et ord til nogen siden 2014.

Le Dark Prince. Hans scenografi var lige så megaloman som lyden: en rødglødende pyramide, omkranset af sorte krystaller og røg, som om han var i færd med at påkalde noget, ingen andre havde adgang til. Det var techno med gravitas. Det føltes som en religiøs oplevelse, hvis religionen var industrielle basfrekvenser og total dominans. Det var fransk dekadence med dystopisk afterburn. Folk stod bomstille i de første ti minutter. Ingen dansede. Vi blev bare stående og modtog. En kvinde bag mig sagde “il est Dieu” – og for første gang i mit liv gav det mening at sige det om en mand i skulderpuder og latex.

Charli XCX

Og så var det tid til Charli.

Vi stod med regnslag klæbet til kroppen, promillen var perfekt, forventningerne idiotisk høje. Hun kunne næsten kun skuffe. Men det gjorde hun ikke. Hun gled hen over scenen som en popmessias på rave-retreat – badet i strob, sved og selvbevidsthed. Det var som om tusind unge kvinder i limegrønne hotpants og BRAT merch havde stillet sig i formation foran scenen som en slags popkulturel Opus Dei – deres selvopofrelse? At have stået der hele dagen, i regn, i bh, i håbet om at blive ramt af noget større.

De første beats fra Von Dutch piskede ud gennem højtalerne som en startpistol. Derfra var det bare ét langt BRAT-ekstase-maraton. Hun spillede 360 med en arrogance, der fik det til at føles som hendes private runway. Club classics ramte som en kollektiv hukommelse af torsdagsrave og TikTok, Sympathy is a knife skar sig igennem natten med sin våde, elektroniske desperation, og Guess – muligvis festivalens vildeste moment – satte ild til græsset under os. Det hele var koreograferet, men virkede spontant. Over the top, men ægte. Det var som at se sin veninde fra internettet blive Beyoncé for en aften – bare uden filter og med betydeligt flere hotpants.

Der var røv. Masser af røv. Hver anden LED-visning var et close-up, og ingen klagede. Det virkede. Fordi hun ejer det. Fordi det ikke var kalkuleret – det var indbygget.

Men lyden… lyden var ikke med os. Det var ikke Fred Again i Syd for Solen-panik, men det var tæt på. Vi stod ellers godt – midt i pitten, mellem hegn og øl – og alligevel druknede flere numre i crowd-bølger og regn. Når et omkvæd ramte, kunne du se tusind munde bevæge sig, uden at du hørte et ord. Og alligevel gav det mening. Foran scenen havde Charli opbygget sit eget rave-kloster: svedigt, selvstraffende, dedikeret. Hun krævede ikke, at alt var perfekt. Hun ville bare have, at vi var der. Og det var vi.

Der var et øjeblik, da hun kastede sig ud i I Might Say Something Stupid, hvor regnen stoppede. Ikke symbolsk. Faktisk. Det dryppede ikke mere. Publikum kiggede op, og hun kiggede ned. Og vi stod der. Alle sammen. Halvnøgne, halvvåde, helt lykkelige.

‍Refleksion uden refleksion

We Love Green forsøger at være en bedre verden. Og det lykkes næsten. Hvis altså man ser bort fra lyden til Charli, de teknisk set bæredygtige men reelt læbe-flænsende genbrugskrus, og den ironiske detalje, at der bliver fløjet DJ’s og technohelte ind for at spille på en scene bygget af brugte paller og god samvittighed.

Men det var alligevel noget. Det var ikke bare “en god festival”. Det var en form for voksen-efterskole for dem, der godt kan lide både strob og strukturel CO₂-neutralitet. En slags klimakompensationsrave i feltuniform. Jeg så folk kramme hinanden, mens de sorterede deres mademballage. Jeg så en pige med falske vipper tale meget engageret om skovbundens biodiversitet. Jeg så en gut i Balenciaga-poncho balancere fire genbrugskrus og spørge, hvor man afleverer savsmuld. Jeg så mig selv spejlet i det hele.

Måske er det fremtiden. Måske er det bare Frankrig.

Og måske har vi brug for begge dele.