Man kan sige meget om ungdommen, men man kan i hvert fald ikke sige, at vi ikke tør føle noget. Det føltes næsten upassende overhovedet at række ud efter sin øl, da Rumle Kærså stod på scenen og bad 1.500 mennesker om at lukke øjnene. For vi var der ikke for at drikke. Vi var der for at blive ramt.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Store Vega var ikke mørklagt. Det var slukket. Som om nogen havde hevet stikket til virkeligheden og sat os ind i noget andet – et rum af bark, håb og ungdomshjerter, der dunkede i takt med trommerne. Og da Rumle med sin drengestemme – som vi, der har været med længe, stadig kan høre klinge ’Wonderwall’ i fra Voice Junior – sagde, at vi var bundet sammen af rødder, ja, så lød det ikke som en metafor. Det lød som en ældgammel sandhed, vi havde glemt.
Der er noget næsten naivt ved Aphaca. Men det er den slags naivitet, man får kuldegysninger af. Den slags mod, det kræver at tro på fællessang og fællesskab i en tid, hvor algoritmerne ellers har lært os at scrolle uden at føle noget som helst.
Musikalsk spænder de vildt – fra tårevåd folk til rave og funk i hop-sammen tempo. ‘Klip klap sandaler’ kunne lige så godt være opfundet af MGMT på dansk efterskole. Og ‘Smelter under månen’ kommer til at klistre sig fast i nakkehårene på en generation, der nok har grinet af deres forældres Coldplay-citater, men alligevel længes efter noget, der mærkes ægte.
Der var guitarer, der skreg som våde drømme fra 80’erne. Der var basgange, der sad som rygradsreflekser. Der var øjeblikke, hvor Rumle bare sagde én sætning – “Du kigger på mig ét sekund …” – og det føltes som en kollektiv indrømmelse af, at vi alle sammen har ventet på at blive set.
Og det er måske det mest imponerende: Aphaca kan få en sal fuld af folk til at glemme, at de er til koncert. Det føles som en samtale. Eller en procession. Eller en første forelskelse, hvor man ikke aner, hvad man skal stille op med al den intensitet.
Deres vibe er ikke noget, der kan fanges i en anmeldelse. Den skal opleves. På en bro i Århus. I et gårdrum på Christianshavn. Eller på Roskilde, hvor de nok ender med at eksplodere i fællesgråd og konfetti.
Aphaca drømmer. Men de gør det højt, beskidt og med en overraskende selvtillid. De virker stadig som et band, der har det sjovt, men også som nogen, der har forstået, at de faktisk betyder noget for folk. Det er ikke så lidt.
Lad os bare sige det sådan her…
Aphaca lyder ikke som fremtiden. De lyder som det, vi har glemt at længes efter. Noget der larmer, men lytter. Noget der danser, men ikke for galleriet. En stemme, ikke for én generation, men for alle os, der stadig har noget i hjertet, der kan åbnes.
