Sæson 7 af Black Mirror byder på seks nye afsnit, der balancerer mellem teknologisk satire, sci-fi-eksperimenter og meta-kommentarer. Desværre er resultatet ujævnt, og seriens evne til at spejle virkeligheden svækkes, når idéerne stikker af fra både relevans og resonans.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Afsnit 1. Common People
Hvis du nogensinde har mistet overblikket over dine streaming-abonnementer, så vent til du skal betale for skole, mad og ilt – i “Basic”, “Plus” eller “Ultimate”-pakker. Common People er Black Mirror, når det bider sig fast og nægter at give slip. En fremtid, der føles alt for tæt på, og som rammer lige ned i nutidens tech- og kapitalismekritik med en blanding af tør satire og rendyrket desperation.
Chris O’Dowd leverer en nedtonet, men knugende præstation som manden, der bare prøver at holde sig oven vande i et samfund bygget op som et mobilabonnement. Afsnittet holder tempo, tone og troværdighed i perfekt balance – og man sidder tilbage med den der klassiske Black Mirror-følelse af “det her er måske ikke fiktion ret meget længere.” Klart sæsonens stærkeste. Og mest skræmmende.
Afsnit 2. Bête Noire
Det starter som et intenst, psykologisk spil mellem to kvinder: Maria, en fødevareforsker og Verity, en gammel skolekammerat, der pludselig dukker op som ny kollega. Der er noget ulmende ubehageligt over stemningen – på den gode måde. Tænk Single White Female møder Black Mirror, tilsat miso og corporate labs.
Men så... ja, så taber afsnittet fuldstændig grebet til sidst. Og som om én slutning ikke var forvirrende nok, er der to – som om afsnittet selv var i tvivl om, hvilket niveau af “langt ude” det ville lande på. Det, der begyndte som en skarp psykologisk thriller, ender i en form for ufrivillig Twin Peaks-light med AI og spøgelseslogik. Et afsnit, der gerne vil sige noget stort, men mest af alt mumler det hele væk i tåget symbolik og underlig pacing.
Afsnit 3. Hotel Reverie
Tænk Weekend at Bernie's, men med Oscar-vindere og deepfake-teknologi. I Hotel Reverie forsøger et filmselskab at genoplive gamle stjerner med AI og skabe nye film – og hvem har vel ikke savnet flere monologer fra digitaliserede lig? Præmissen er skræmmende aktuel og kunne have været en knivskarp kommentar på tidens Hollywood-kannibalisme. Men det hele snubler hurtigt.
Problemet er hovedrollen – en karakter så usandsynlig og klodset, at man halvvejs begynder at heppe på algoritmen i stedet. Hendes interaktion med det afdøde cast er så akavet, at man får flashbacks til cringey amatørteater. Det hele ender som en ironisk metakritik på AI-genererede film, bare uden at det var meningen. En idé med potentiale, kvalt i flade replikker og følelsesmæssig vakuum.
Afsnit 4. Plaything
En spirituel efterfølger til Bandersnatch med et tungt drys LSD og 90’er-nostalgi. Vi følger Cameron, en tidligere spiljournalist, der falder ned i kaninhullet via computerspillet Thronglets – et glitchy univers befolket af AI-væsner med bevidsthed. Det starter stærkt, legende og lovende, med den helt rette mængde digital paranoia. Bevares, skribenten her får da flashbacks til en tid med floppy drives, CD-ROM og pixeleret grafik, men så kommer afsnittet i tanke om, at det også skal være "dybt". Og det er her, det begynder at svæve – bogstaveligt og billedligt – væk fra enhver form for jordforbindelse. Det bliver meta på den måde, hvor man begynder at savne en pauseknap til selve afsnittet. Brooker går all-in på idéeksplosioner, men glemmer at forankre dem i noget, vi kan spejle os i. Resultatet? En syretrip-version af Black Mirror, der fascinerer – men ikke for alvor rammer.
Afsnit 5. Eulogy
En sci-fi-drøm, der kunne være taget direkte ud af Blade Runner 2049 og Her – dog uden den egentlige handling, selvfølgelig. Vi følger Phillip, en mand der bliver kontaktet af et tech-firma for at genskabe minderne om sin afdøde ekskæreste via AI. For hvad er vel bedre end at genopleve sine gamle forhold gennem teknologisk magi, når man ikke kan få en ordentlig samtale i virkeligheden?
Visuelt er det en fryd for øjet – neon, svævende teknologi, og en stemning, der får dig til at tro, du er på en futuristisk ferie. Men tempoet? Det er så langsomt, at du næsten får tid til at overveje at skrive din egen nekrolog. Heldigvis har de fået Paul Giamatti med, og han spiller Phillip så godt, at man næsten glemmer, at der ikke sker særlig meget. Hans blanding af kynisme og sårbarhed giver afsnittet den dybde, der ellers ville have været helt fraværende. Uden ham? En smuk, men helt tom skal.
6. USS Callister: Redemption
Et glædeligt gensyn med Black Mirrors mest kulørte univers – denne gang med nye karakterer, ny konflikt og flere CGI-effekter end nogensinde før. Det er flot, underholdende og spækket med referencer til både Star Trek, gaming industrien og sig selv.
Men dybest set er det popcorn med glimmer: sprødt, farverigt og hurtigt glemt. Hvor originalen havde en skarp samfundskommentar om magt, køn og eskapisme, virker Redemption mest som fanservice med budget. Og det er egentlig helt okay – så længe man ikke forventer, at det vil sige noget vigtigt. For det gør det ikke. Det vil bare gerne være sjovt. Og det er det heldigvis noget af tiden.
Og hvad så?
Sæson 7 har sine momenter – og især *Common People* beviser, at Black Mirror stadig kan ramme hårdt og præcist. Men resten af sæsonen kæmper med at finde balancen mellem innovation og relevans. Når serien mister forbindelsen til virkeligheden, mister den også noget af sin gennemslagskraft.
Afsnit | Vurdering
Common People | ★★★★★☆
Bête Noire | ★★★☆☆☆
Hotel Reverie | ★★☆☆☆☆
Plaything | ★★★☆☆☆
Eulogy | ★★★☆☆☆ (+1 for Giamatti)
USS Callister: Redemption | ★★★☆☆☆
Til sammen må det vel give en total på tre stjerner.
