Der er noget vildt beroligende ved at se syv mænd skabe kontrolleret kaos på en scene, uden at nogen forsøger at forklare dig hvorfor. The Brian Jonestown Massacre spiller ikke koncerter – de holder seancer. Og i Amager Bio denne maj-aften, var vi mange, der havde sagt ja til at lade os besætte af støj, skævhed og tamburinkærlighed.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Anton Newcombe lignede en mand, der var stået op direkte fra en drøm og havde taget hele bandet med. Efter 35 år er BJM stadig det tætteste vi kommer på en spirituel rockkult, hvor repetitionen er ritualet, og guitarpedalerne er præsterne.
Scenen var tæt pakket: tre 12-strengede guitarer, et hav af pedalboards, en rytmesektion der holdt det hele fra at implodere – og selvfølgelig Joel Gion, der ikke spiller tamburin som et rytmeinstrument, men som en ceremoni. Han er halvt maskot, halvt messende shaman. Og publikum elsker det.
Lyden var voldsom og hypnotisk. Væggene i Amager Bio føltes som om de kunne give efter når som helst, men alligevel var der noget ekstremt præcist over det hele. Ikke stramt, men bevidst. Som en drøm, hvor man ved man drømmer – og bliver i den alligevel.
Da “Anemone” kom, var det som at få serveret et glas rødvin i et rum af absint. Den slæbende, svævende melodi fik salen til at føles vægtløs, og Anton sang med en mærkelig form for resignation, som om det var første og sidste gang han sang den. Det var det ikke. Men det føltes sådan.
Mellem numrene? Ikke meget snak. Ikke noget Anton Newcombe-raseri, som man ellers næsten forventer (og måske håber lidt på). Bare koncentreret spilleglæde og en overraskende kollektiv ro. Selv når det hele tippede over i jam – og det gjorde det – var det med en retning. En form for målrettet vildskab.
Det her er ikke musik for dem, der spørger: “Hvornår spiller de hittet?” eller “Skal vi ikke lige ud og hente en øl?” Det er musik for dem, der går til koncert med hele kroppen. For dem, der ved, at støj ikke er støj, men tekstur.
Refleksion:
BJM er stadig ligeglade med det pæne, det populære og det perfekte. De spiller, som de vil – og vi lytter, fordi vi ikke kan lade være. I en tid hvor meget musik er lavet til TikTok, er det befriende at være i selskab med et band, der stadig tror på albummets længde, sangens gentagelse og tamburinens kraft.
Amager Bio var det helt rigtige rum til deres lyd og deres energi. Og selvom koncerten nok ikke vil konvertere nye fans, så gav den os, der allerede er under indflydelse, præcis det, vi kom for: En psykedelisk rus, uden filter og uden undskyldning.
