Indiefolket var mødt op som til en stor familiebegivenhed: Mews sidste koncert med Jonas Bjerre som frontmand. Vemodigt, ja. Men også smukt, varmt og mærkeligt håbefuldt. For hvordan siger man egentlig farvel til et band, der har lydsat ens ungdom?
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Royal Arena var tæt på udsolgt lørdag aften, og selvom ingen sagde det højt, vidste alle godt, at det her var slutningen på noget vigtigt. Forårets sidste dag, skulle markere Mews sidste koncert på dansk jord. Blue Foundation åbnede med en værdig, drømmende opvarmning – passende, når man tænker på, hvor mange gange deres veje har krydset Mews gennem årene.
Så gik Mew på.
Efter en lidt sær ambient intro stod de der, som de altid har gjort: underspillede og dybt fokuserede. Jonas Bjerre sagde et par ord undervejs – taknemmelige, rolige, næsten undskyldende. Som altid virkede det mere som en følelse end en tale, og det var præcis dét, der gjorde det stærkt.
Setlisten var tætpakket og nøje opbygget. Publikum var med fra første tone og kulminerede i kollektiv eufori under “Snow Brigade”. At de også havde fundet plads til “That Time on the Ledge” – en sjælden b-side fra She Came Home for Christmas-singlen – føltes som en hilsen direkte til dem, der har været med fra starten. En stille, nærmest æterisk version, som Mew har for vane at give deres ældre sange.
Visuals – selvfølgelig kreeret af Jonas – forstærkede det drømmende udtryk, og det hele smeltede sammen til en oplevelse, hvor lyd og billede bar lige meget.
Johan Wohlert holdt aftenens længste takketale – med varme ord til Jonas og en antydning af, at Mew måske ikke helt er færdige, bare anderledes. Og ja, mellem ekstranumrene fik vi en forsmag: en storladen, Jonas-fri passage, hvor man kunne fornemme viljen til at finde en ny form. Det var flot. Men det bliver svært.
Silas Graae bag trommerne mindede os om, hvor meget groove og tyngde Mew har haft fra dag ét. Når de helt gamle numre blev spillet, trådte noget ungdommeligt og uspoleret frem – en renhed i både lyd og længsel.
Mew er stadig stadion-indie, når det er bedst. Men også en påmindelse om, at de største bands ikke nødvendigvis behøver følge med tiden – de behøver bare være tro mod det, de selv har skabt. Og det var de. Fra start til slut.
Lad os bare sige det sådan her…
En æra sluttede lørdag aften i Royal Arena. Det gjorde lidt ondt, men på den måde det skal: med taknemmelighed og sammenbidte smil. Mew har været soundtracket til en hel generations følelser – deres mørke, deres lys, deres stille desperation.
Fra hele Apropos-redaktionen: Tak for minderne, Mew. Og til Jonas – vi kommer til at savne din stemme, dit blik, dit rumskib. Det her farvel føltes som en sang: melankolsk, smuk og med en åbning mod noget nyt.
