Det starter altid med ironi. Et par venner, et par øl og en akavet-agtig stemning på vej til en festival, man ikke helt ved om man elsker eller elsker at grine af. “Vi Elsker!” lyder mere som en ironisk kærlighedserklæring skrevet i comic sans end et seriøst festivalnavn. Men det er det, der er det geniale. For efter en dag i Rødovre med et tætpakket lineup kun med musik jeg kender (men ikke vil indrømme jeg kan lide), storsmilende politi, et fodboldhold på scenen og en mand, der faked at spille violin på en gearkasse, så er man faktisk... solgt. Ikke ironisk. Rigtigt.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Kærlighedens logistik
Lad os lige starte med det kedelige – som på en eller anden måde blev det imponerende: der var næsten ingen toiletkøer. Jeg har været til Roskilde, til NorthSide, til Distortion og den mytisk skrækkelige Syd For Solen. Jeg har set ting. Men aldrig har jeg set en festival med så smidig infrastruktur. Madboderne var alsidige, der var plads nok til at danse (eller flygte), og betjentene smilede og tog billeder med gæsterne, som om de også var lidt starstruck af hele 90’er-feberen. Det var, som om alle havde fået besked på at huske, hvorfor de laver det her. Og det kunne mærkes.
Bag det hele står Riffi.
En mand, der virker som om han er faldet ud af en alternativ version af “Løvens Hule”, hvor idéen om “en fest for folket” blev pitched med armbevægelser større end både budget og realiteter. Og alligevel – eller måske derfor – fungerer det. Riffi er på scenen, bag scenen, ved mikrofonen og i hjertet af hele konceptet. Han er lidt Dyne-Larsen, lidt Branson, lidt Brixtofte (på den begejstrede, pre-skattegælds måde). Det kræver nosser at stå midt i sin egen festival og sige: “Skal vi lave det her til et krydstogt næste gang?” – og få publikum til at klappe. Men det gør han. Og vi klapper.
Koncert-perler og pausepjat
Mel C leverede aftenens stærkeste sæt. Spice Girls-hitsene landede præcis som de skulle, men det var hendes duet uden Bryan Adams ("When You're Gone") der stjal mit hjerte. Vokalen var endelig placeret, hvor den skulle være – i modsætning til den oprindelige indspilning, hvor hun af uforklarlige årsager synger som om nogen har skruet hende ned på fjernbetjeningen. Cut’n’Move skabte en decideret fest, og Zindy Laursen har stadig nok stage appeal til at få en parkeringsplads i Rødovre til at ligne Madison Square Garden. Rednex... ja, de er stadig Rednex. Absurd, fjollede og herligt uironiske i deres kaos. At se en mand i brun vest blive skubbet rundt på en gearkasse mens han lod som om han spillede violin, hvorefter forsangeren spillede død på samme kasse – det er ikke noget, du tror du vil se. Men når du gør det, føles det som kunst.
Desværre faldt energien med Paul Oakenfold. Ikke bare fordi han var oldschool – men fordi han simpelthen virkede som om han gerne ville hjem. Jeg har aldrig før hørt nogen spille “Levels” af Avicii i sin fulde længde midt i et DJ-set. Det føltes som en synd. Især da han begyndte at pakke tasken halvvejs inde i sit eget sæt. Det blev lidt som at se en onkel til familiefesten, der insisterer på at spille musik fra sin egen teenageårrække – på en CD.
Lad os bare sige det sådan her…
Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Men det var ikke det her. Og det er ment som et kæmpe kompliment. “Vi Elsker!” er ikke lavet til musiksnobber, hipster-tvivlere eller Pitchfork-læsere. Det er lavet til dig, din mor, din kollega fra HR og din teenageven, der stadig tror Rednex er fra Texas. Og det fungerer. Ikke kun fordi det er sjovt, billigt og velfungerende. Men fordi det ved, hvad det er. En nostalgifest uden ironisk distance – eller måske med, men kun i starten. Den smelter væk. Man overgiver sig. Og står pludselig med armene i vejret og råber “Spice up your life!” med folk man aldrig har mødt før.
Festivalen får ingen stjerner af mig. Ikke fordi den ikke fortjener det – men fordi det her er uden for skala. Det er en stemning, en fællesskabsfølelse, en fest med selverkendelse og absurditet i perfekt balance. Og jeg tror faktisk, Scatman John kiggede ned fra skyerne og nikkede godkendende.
Festivalsæsonen er officielt i gang. Og jeg elsker det. Uironisk.
