Jeg vidste godt, det ville blive godt. Men jeg havde ikke forventet en koncert, hvor Royal Arena forvandler sig til et popkulturelt sceneskift af lys, mekanik og manisk selviscenesættelse. Tyler, The Creator spiller ikke bare musik – han iscenesætter sig selv som sit eget hovedværk.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det starter med en trommende rytme og et sæt grønne containere, der ligner noget, Wes Anderson kunne have skitseret i et blackout. Ud af dem marcherer Tyler som en lemlæstet actionfigur: for stor uniform, for lille maske, for meget attitude. Publikum hyler. Ikke bare sådan et koncert-hyl, men et decideret forskrækket instinkt.
Han fyrer op under “St. Chroma”, og så er vi i gang. Det føles som en lydlig voldtægt af arenaens beton – på den bedst tænkelige måde. Han rammer hvert ord med kirurgisk præcision, mens lys, ild og koreografi danser rundt om ham som en hallucination med budget.
Under “Noid” mærker jeg bogstaveligt talt lyden i brystkassen – det er den slags bas, man ikke hører, men lever i. Publikum er med hele vejen. Det er ikke en koncert, hvor artisten skal bede folk om at synge – de har taget ejerskab fra første beat.
Pludselig bevæger Tyler sig op ad en bro, der sænker sig ned som en slags sci-fi-dronningeindgang. Han står oppe over os – nærmest hoverende – og fyrer “Sticky” af som en sirene. Der bliver kastet penge, der bliver skreget, og det hele føles som en slags parodi på kapitalisme og kaos, men uden moralsk løftet pegefinger. Det er bare grineren.
Og så skifter det hele.
Midt i arenaen folder en ny scene sig ud – som et pop-up-bogshus i overstørrelse. Tyler træder ind i det, sætter en plade på, og pludselig svæver “Earfquake” ud over os som en kærlighedserklæring til publikum. Han synger knap nok selv – det behøver han ikke – vi har det. Og han ved det.
Derfra får vi en slags Tyler-retrospektiv i fragmenter: lidt IGOR, lidt Flower Boy, lidt Goblin – alle perioderne smelter sammen, og det føles som at bladre gennem en dagbog, han har givet os lov at læse i smug.
Han stopper kort op foran det, der ligner en gammel plakat fra teenageårene, og man fornemmer, at der er noget på spil her. Ikke nostalgi, men accept. Af at tiden går, og at publikum har fulgt med. Vi er ikke på afstand – vi er med i transformationen.
“Sweet / I Thought You Wanted to Dance” bliver en slags funky ekstase midt i det hele – et øjeblik, hvor det hele bliver leg, hofter og varme blikke.
Og når man tror, det hele topper, brager “Who Dat Boy” ind og flår gulvet op. Der bliver moshet, skreget, skubbet – men aldrig uden kontrol. Tyler har os i sin hule hånd, også når han ryster os.
Han slutter med “I Hope You Find Your Way Home” – stille, smukt, afvæbnende. Ingen takketaler, ingen ekstranumre. Bare en mand, der har sat ild til vores indre på den bedst tænkelige måde og nu lukker døren bag sig.
Lad os bare sige det sådan her…
Det her var ikke bare en koncert – det var en installation. Et kunstværk, der blev spillet i realtid. En tour de force i selvkontrol og selvovergivelse. Jeg har aldrig set noget lignende. Og jeg har set meget.
