Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
Man mærker Valbyparken, før man for alvor hører den. Det tørre græs, sensommervarmen og det fine støv, der rejser sig fra stierne og langsomt finder vej til sko, hud og hals. Syd for Solen er en festival, der på papiret spænder bredt, men som alligevel har en tydelig musikalsk temperatur. Her er plads til både dansksproget melankoli, ny rap, eksperimenterende R&B og en genforening, mange har ventet næsten et årti på. Lørdagen gav os fem vidt forskellige oplevelser – fra den bløde begyndelse til den store nostalgiske afslutning.
Jeg havde ærligt talt håbet på et lille popbrag. I stedet fik jeg noget, der mest føltes som en 90’er-fitnessvideo med festivalarmbånd og en halvvejs overbevist trommeslager. Mel C på Wonderfestiwall 2026 burde have været lørdagens store internationale øjeblik. Det blev i stedet en koncert, der stod og svedte lidt i sin egen nostalgi.
Jeg stod med en festivaløl og gode intentioner, da The Cardigans gik på Wonderfestiwall fredag omkring kl. 18. Det burde have været et lille popmættet frikvarter med svensk elegance og fællessang i solskæret. I stedet blev det en koncert, hvor man hele tiden kunne mærke, hvad publikum kom for — og hvad bandet selv ville noget andet med.
Kan en superheltefilm stadig føles som en film og ikke bare som en franchise, der har fået adgang til for meget strøm? Spider-Man: A Brand New Day forsøger i hvert fald at svare ja. Tom Holland vender tilbage som Peter Parker, og efter årene med multivers, støj og digital konfetti er det næsten befriende, at serien igen tør være lille nok til at føles menneskelig.
Jeg havde ærligt talt forventet et spil, der ville læne sig så tungt op ad Bond-mytologien, at det knækkede i ryggen af egen vægt. I stedet har IO Interactive lavet noget langt mere interessant: et spil, der kender sin smoking, men også ved, hvornår den skal smøges op. 007 First Light er både storladen og legesyg, og det føles som om dansk spiludvikling lige har taget en verdensfranchise ved kraven og sagt: “Bare rolig, vi har styr på det.”
Hvad gør man, når Christopher Nolan kaster sig over Homers Odysseen med et uhørt skuespiller ensemble og IMAX-kameraer over hele linjen? Man sætter sig i biografsædet, spænder hjelmen og håber, at overmodet bliver til stor kunst i stedet for bare stor lyd. The Odyssey er ikke lavet til at småsnakke med os. Den vil noget mere stædigt, mere højstemt, mere risikabelt — og det er præcis dér, filmen får sin kraft.
Roskilde Festival handler selvfølgelig om musik. Det siger vi, fordi det er nemt, og fordi det står øverst på plakaten. Men den egentlige ånd på festivalen bor ofte alle mulige andre steder: i mudderet, i lejrene, i køerne, i natten og på de vægge, man først opdager, når man holder op med at løbe efter næste koncert.
Clipse på Orange Scene burde have været en af de der bookinger, man senere kunne sige, man stod midt i. Pusha T og Malice. Brødrene. Myten. Coke-rap med museumsstatus og stadig frisk stank af asfalt. Men et sted mellem de skarpe rim, de tunge beats og et publikum, der gerne ville overbevises, begyndte det hele at føles lidt som at få læst den samme seje SMS op 27 gange.
Fredag på Roskilde kan være en mærkelig størrelse. Nogle er klar fra morgenstunden, andre bevæger sig stadig rundt, som om kroppen først lige har forstået, at den er på festival. Mille stod midt i det hele på Arena med en selvsikkerhed, der klædte hende. Koncerten skulle lige have publikum med, men da den fandt sit rum, var der meget at holde af.
Regnen silede ned over Roskilde, og Arena var fyldt til bristepunktet. Nogle stod i ly under teltdugen, andre lod sig langsomt gennembløde uden helt at give op. Det kunne være blevet en tung eftermiddag. I stedet blev Guldimund en påmindelse om, hvor meget der kan ske, når en koncert ikke prøver at fylde alt, men bare tør være tæt på.
Jeg havde ikke regnet med at bruge ordet hyggelig om Napalm Death. Det føles næsten som at kalde en vinkelsliber for omsorgsfuld. Men på Eos skete der noget mærkeligt. Midt i støjen, growlet og de politiske giftpile stod Mark “Barney” Greenway i blå seler og lignede verdens mest venlige mand, lige indtil han åbnede munden og lød som civilisationens sidste hosteanfald.
Gorillaz burde være en sensation. Det virtuelle tegneserieband. Myten. De store sange. Det mærkelige univers. Hele pakken. I stedet stod man på Roskilde og så Damon Albarn vandre rundt med sin megafon og tænkte: Er det her stadig Gorillaz, eller har nogen bare givet en britisk multikunstner Orange Scene som sommerhus?
Lørdagen er altid noget særligt på en festival. Kroppen er mør, stemmen er slidt ned til et rustent nik, og man har efterhånden lært genvejene mellem scenerne lidt for godt at kende. Til gengæld er det også her, man holder op med at jagte programmet og i stedet lader festivalen komme til sig. Og det gjorde den. Lørdagen bød på en af årets mest omtalte bookinger, et gensyn med ægte californisk punk og en københavnsk trio, der beviste, at man ikke behøver store gimmicks for at få Helviti til at koge.
Man skal passe på med at gøre grin med Scooter. Det lyder som en joke, men det er det ikke. Jeg mener det næsten religiøst. For der står man, voksen, træt og nogenlunde civiliseret, og tror, man har udviklet sig. Og så går H.P. Baxxter på scenen, og hele ens personlighed bliver nulstillet af ild, hardstyle og tysk ravekommando.
Mit værste mareridt har altid været prøvebilledejakkesættet: fadøl, fællesskrål, 90’er-nostalgi og voksne mennesker, der danser som om dankortet først lukker i morgen. Men på Festegnen skete der noget irriterende. Det fungerede. Ikke hele tiden. Ikke uden nogle næsten kriminelle sidespring. Men nok til, at man måtte indrømme, at Vestegnen faktisk har fået sin egen festival.
Hvor meget historie kan en silo egentlig rumme, før den begynder at føles som et helt samfunds dårlige samvittighed? Jeg har set frem til sæson 3 af Silo med den slags forventning, man normalt reserverer til noget, der både kan gøre en glad og en smule mistænksom. Serien har aldrig råbt højest, men den har haft den sjældne evne at blive hængende i kroppen. Og ja, den kan stadig udvikle sig — også selv om den i princippet foregår i en betonklods under jorden.
Hans Philip passede næsten for godt ind på Heartland. Solen, melankolien, de bløde bevægelser, det lyttende publikum. Det hele lå rigtigt. Måske var det også problemet. Koncerten var behagelig og nærværende, men den kom aldrig rigtig ud af sin egen pæne temperatur.
Heartland er ikke bare en festival, man går rundt på. Det er en festival, man langsomt falder ind i. Mellem træer, scener, madboder, samtaler og sommerlys opstår der en særlig form for ro, hvor selv en meget varm dag kan føles som noget, der er tænkt godt igennem.
Guldimund stod på Greenfield i en varme, der gjorde alting lidt mere besværligt. Også de stille sange. Alligevel var der øjeblikke, hvor musikken fik plads nok til at folde sig ud, og hvor hans små hverdagsdramaer pludselig stod meget klare i den åbne luft.
Der var varmt foran scenen. Så varmt, at publikum langsomt trak ud under træerne, som om kroppen vidste bedre end viljen. Men LP stod der alligevel. Midt i solen, midt i lyset, med en stemme, der ikke bad om opmærksomhed. Den tog den bare.
Der findes koncerter, som ikke behøver at overbevise nogen. De skal bare åbne sig langsomt og lade publikum træde ind. The Minds of 99 på Heartland var sådan en koncert. Ikke overraskende. Ikke overgjort. Bare stærk, klar og båret af en sommernat, der næsten gjorde arbejdet sammen med dem.
Jeg sad med en lunken morgenkaffe klokken 9:30 og tænkte, at det her måske var en af den slags morgener, hvor man burde have haft popcorn i stedet for. For He-Man: Masters of the Universe er ikke lavet til kølige hoveder og analytisk afstand; den er lavet til barndommens støvede actionfigurer, til 80’ernes synthstøv og til den del af hjernen, der stadig bliver glad, når et sværd lyser op i mørket.
Jeg sad med den der særlige fornemmelse i kroppen, som opstår, når et rum virker bekendt på den forkerte måde. Gule tapeter, fluorescerende lys og et summende lydspor, der ikke beder om lov, men bare trænger ind under huden. Kane Parsons’ spillefilmsdebut BACKROOMS er ikke interesseret i at råbe højt; den sniger sig, og netop derfor bliver den hængende.
Jeg sad med fornemmelsen af, at nogen havde lagt en fugtig, tung hånd på nakken af hele serien — ikke voldsomt, bare vedholdende. Cape Fear på Apple TV er ikke ude på at opfinde frygten igen; den ved godt, at den kommer med et helt bagkatalog af skygger, især fra 1962 og Scorseses version fra 1991. Men den gør noget klogt: Den tager sig tid. Ti episoder til at lade paranoiaen sætte sig i væggene, i ægteskabet, i de små pauser, hvor ingen siger det, de burde.
Fire dage med legender, nu-metal-nostalgi, svensk dødsmetal og bands, man enten vil dø på en bakke for eller aldrig helt har forstået. Vi har samlet navnene, kaosset og de koncerter, der sandsynligvis kommer til at definere årets Copenhell.
