Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Der er noget ved MØ, som føles som hjem. Hjem i en slags kaotisk ungdomsenergi, der nægter at vokse op, men alligevel lyder præcis, som den skal i en hal over Christiania en kold fredag aften i marts.
Sabrina Carpenter gik fra Disney-stjerne til TikTok-dronning – og nu til en næsten overperfekt popperle i Royal Arena. Men hvor meget glitter kan en aften egentlig bære, før man længes efter lidt skævhed?
Forestil dig, du går i biografen for at se Bill Murray og Pete Davidson. De står i traileren, de er på plakaten, de er på dine sociale medier. Og så er de med i… tre scener? Velkommen til Riff Raff, en film der beviser, at marketingafdelingerne har overtaget manuskriptskrivningen.
Hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan det ville se ud, hvis en joint røg tilbage, og så begyndte at tvivle på meningen med filmindustrien – så har du The Studio. Seth Rogen spiller med i en serie om at miste grebet om netop det, man aldrig helt havde fat i.
Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
Han har haft læderjakken længere, end du har haft rygrad. Lenny Kravitz trådte ind i Royal Arena med guitaren som en forlængelse af hoftebenet og solbrillerne limet til ansigtet. Det var rock, det var retro, det var… lidt som at være til koncert med et spejlbillede af sig selv fra 2002.
Der er aftener, hvor man går til koncert, og der er aftener, hvor man bliver omfavnet af en hel verden. Emma Sehested Høegs optræden i DR Koncerthuset var det sidste. En forestilling, et show, en koncert – og noget, der minder om en samtale med én, der tør sige alt det, du selv kun tænker i badet.
Han hedder Ripley. Tom Ripley. En karakter så glat, at han kunne glide gennem et italiensk palæ uden at efterlade spor. Nu er han tilbage i sort-hvid på Netflix – og det føles både koldt, smukt og fuldstændig forførende.
Vi stiller os op foran lyset, tager billedet og hashtagger #installationart, men hvad var det egentlig, vi oplevede? Copenhagen Contemporary er blevet det sted, hvor samtidskunst og SoMe-kultur clasher så hårdt, at man ikke ved, om man skal tage stilling – eller bare tage billedet.
Med en blanding af historisk autenticitet, blodige kampe og magtspil er Shogun en unik og fængslende TV-serie. Disney+ leverer et sandt mesterværk, der både underholder og udfordrer.
En stripper fra Brooklyn møder en russisk rigmandssøn – og så starter eventyret. Eller tragedien. Anora ligner et kærlighedseventyr, men ender som noget helt andet: råt, rørende og ægte.
Det starter med et flag, en fanfare og et forsøg på at overbevise os om, at det her er vigtigt. Captain America: Brave New World er Marvels seneste skud i bøssen, og det rammer… et eller andet sted langt væk fra målet. Det her er ikke en ny verden. Det er den gamle, pakket ind i CGI og dialog så flad, at man savner en reklamepause.
Der er serier, der starter som et langsomt optræk til et eller andet. Og så er der Paradise. Den starter som en trykbølge. Ikke fordi der sker noget voldsomt i første scene – men fordi det hele emmer af noget forkert. Der er for meget pænt. For meget hvidt stakit. For mange grillpølser og smil. Og som altid, når nogen smiler lidt for meget i en amerikansk forstad, ved man godt, at det her kommer til at gå galt.
Teenagelivet er en krig, og Adolescence er frontberetningen. Netflix’ nyeste serie tager dig med ind i et univers, hvor ungdommen ikke er glansbilleder og solnedgange, men en storm af følelser, forbudte drømme og fejl, der føles som verdens undergang.
I en underjordisk silo, langt fra den ødelagte verden ovenfor, lever tusindvis af mennesker uden at kende sandheden. Apple TV+’s Silo er en betagende sci-fi-thriller, der kombinerer mystik, paranoia og knivskarp verdensopbygning i en fortælling, der griber fra første afsnit
En terapeut dropper filteret og siger præcis, hvad han mener – med uventede resultater. “Shrinking” blander humor og hjertevarme i en rørende fortælling om sorg, venskab og forandring.
Du klikker på en artikel om, hvordan man dyrker tomater i lejlighed. Bum – hele siden er et banner for White Lotus. Du scroller forbi reality-videoer, neglesvamp og ensomhedsbannere, og har glemt, hvorfor du overhovedet klikkede. Du læser ikke – du bliver forstyrret.
Normalt løber vi kun rundt i mudder, hvis det er på en festival. Men denne gang skal vi til OCR – Obstacle Course Racing på Reffen. Og nej, vores OCD hjælper os intet her.
Der er nogen, der siger, de ikke fatter det. At man står midt i en koncert, med verdens største band på scenen, og alligevel filmer hele lortet på en telefon, man aldrig kommer til at se optagelserne fra. Men måske er det ikke fordi vi er idioter. Måske er det bare, fordi koncerten aldrig handlede om musikken. Ikke længere.
Det lyder som en joke, men det er det ikke: De mest ærlige, fandenivoldske og eksperimenterende stemmer i 2025 findes ikke i boghandlen. De findes i vertikale videoer med Lo-fi beats og en 22-årig, der læser poesi ind i sin telefon.
