Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Det var som at blende Italo Brothers, fjollet Melodi Grand Prix-metal og en Rammstein-light æstetik i en Temu-blender uden låg. Alt fløj rundt, men ingenting landede. Jeg stod mest og tænkte: Hvem er det egentlig, det her er for?
Der var ikke mange mennesker, men der var kirsebærtræer. Og så var der Beabadoobee, der spillede som om hun ikke havde brug for flere. Det føltes ikke som en festival – og det var måske netop det, der gjorde det rart.
Det er befriende at opleve, hvordan countrygenren langsomt bliver udfordret og udviklet. Den klassiske opfattelse af country som hvide gamle mænds domæne er ved at blive rystet, og nye stemmer, især unge sorte kvinder som Tanner Adell, bringer en friskhed og relevans, der er værd at følge tæt.
Det regnede. Vi var klar. Og The Streets skulle spille. Men da vi endelig kæmpede os gennem menneskehavet fra Magic Box mod hovedscenen, gik det op for os, at alle andre var på vej væk. Vi trådte ud på pladsen – og stod næsten alene. Det føltes som at dukke op til en housewarming, hvor værten har glemt at invitere gæsterne, men stadig skænker drinks og fyrer op under anlægget.
Jeg har set Gloryhammer før. Det var mærkeligt dengang, og det er stadig mærkeligt nu. Deres koncert på Copenhell føltes som et Dungeons & Dragons-rollespil, der aldrig blev rigtig farligt – bare fjollet. Og ikke på den fede måde.
Jeg ved godt, det er nemt at håne Bullet For My Valentine. Men da jeg stod der foran scenen og så deres forsanger dukke op i læderjakke og V-udskæring som var han på vej til casting i en genindspilning af Twilight, måtte jeg overgive mig til det: Der er en særlig slags cringe, der er så overbevist om sin egen sejhed, at det bliver underholdende.
Hvis dit band lyder som noget, man får penicillin for, er du allerede godt i gang. Sylosis er et navn, der skriger udslæt og helvedesild – og det viser sig at være en slags kvalitetsstempel.
Hun er 57 år gammel og bar overkroppen som en kampklar alien. På et tidspunkt måtte en bredskuldret sikkerhedsvagt hjælpe Skin op fra moshpitten, og da hun igen stod på scenen, pegede hun ned på ham og sagde: “If you wanna have sex later, I’m in.” Det var der, jeg vidste, at det her ikke ville blive nogen kønsløs nostalgi-koncert.
Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
DreamWorks’ første live-action-remake af en animationsklassiker lever op til forventningerne – og lidt til. How to Train Your Dragon (2025) er både en tro genskabelse og et levende værk i sig selv. Små ændringer, store følelser og skuespil i top gør filmen til noget, der føles både velkendt og nyt – uden at føles som en tom kopi.
Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
Der er noget sært rørende ved at se Tom Cruise tage afsked. Ikke med et brag, men med et kram. Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two føles som en afskedssalut fra en mand, der har løbet for vores underholdning i snart 30 år – og som stadig nægter at gå stille ud. Men måske skulle han have taget en maske mere på.
MagicBox på Tinderbox er ikke bare en scene – det er en følelsesmæssig rutschebane med stroboskoplys og 130 BPM. Afrohouse’en peaker i år, og lineuppet oser af global, rytmisk eufori. Jeg har håndplukket de fem DJ’s, du ikke må misse, og peget på den ene dag, hvor du ikke må forlade MagicBox – samt én booking, der mest af alt føles som en joke, ingen rigtig griner af.
Man ved, man er i København, når nogen finder på at bygge et lydstudie midt i et boutiquehotel. Og man ved, det virker, når det er Jacob Bellens og Martin Skovbjerg (ja, ham fra AV AV AV og den slags visuals, der føles som et anfald af skønhed), der står bag.
Sæson 7 af Black Mirror byder på seks nye afsnit, der balancerer mellem teknologisk satire, sci-fi-eksperimenter og meta-kommentarer. Desværre er resultatet ujævnt, og seriens evne til at spejle virkeligheden svækkes, når idéerne stikker af fra både relevans og resonans.
En episk aften med Billie Eilish, hvor hendes musik og tilstedeværelse fyldte Royal Arena med en intens energi, der berørte hver eneste sjæl.
Der findes festivaler, hvor du skal have ørepropper i og albuerne fremme. Og så findes der O Days. En slags kulturel detox for voksne mennesker med hang til æstetik, fransk elektronika og naturvin. Velkommen til Refshaleøens bedst klædte samlingspunkt, hvor ingen skråler med på “Smuk som et stjerneskud”, og hvor selv skraldespandene ser ud til at være designet af en tidligere Louisiana-kurator.
Fredag på Roskilde. En af de dage, hvor man kan mærke, at festivalen satser benhårdt på, at man føler noget. Om det ender i begejstring, forvirring eller noget midt imellem, må tiden vise. Én ting er sikkert: Saint Levant skal bevise, at han kan løfte scenen, Olivia Rodrigo skal eje Orange, og Electric Callboy skal smadre hjernen på dem, der ikke vidste, de var til metal med blinklys.
Et Roskilde før Roskilde. Onsdag den 2. juli på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Lørdag på Roskilde 2025 er en mærkelig, smuk, forvirrende cocktail af kæmpe navne, queer energi, TikTok-stjerner, depressiv onkelrock og en trillion trommer på Amapiano-beats. Det bliver den slags dag, hvor man lige så godt kan lade fornuften blive i teltet – og bare prøve at følge med.
Velkommen til Apropos’ kærlighedserklæring til Wonderfestiwall på Bornholm 2025. En festival hvor hav, himmel, ruiner og grønne bakker smelter sammen til en scene, der føles som noget, man næsten ikke tror eksisterer. Her handler det ikke om at være størst, hurtigst eller vildest. Det handler om at gøre tingene rigtigt – på bornholmsk vis. Så ja, vi elsker Wonder. Og her er, hvad du ikke må misse:
Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
Den 17. juli 2024 blev Lunden i Horsens forvandlet til et klangrum for to af tidens stærkeste livebands. Mew og The War on Drugs mødtes i det åbne, grønne amfiteater – og lod deres melankolske lyduniverser spejle hinanden i sommerlyset.
Silvana Imam trådte ind på scenen i Lille VEGA den 6. april 2025 med en tilstedeværelse, der straks fyldte rummet. Hendes blik var fast, stemmen klar, og budskabet utvetydigt. Det var ikke bare en koncert; det var en erklæring.
Royal Arena lugter af opvarmet nachos og nostalgi. Fred Durst tropper op i neongul t-shirt og pink shorts og ligner en far, der lige har opdaget rave. Det er både charmerende og lidt akavet. Som koncerten selv.
