Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Koncerten åbnede med “Reputation” fra det melankolske Twelve Carat Toothache-album. Det hele var badet i dramatisk lys og storladen stadionstemning, der virkede en smule uforløst – som om lysmanden havde fået besked på at skrue helt op for alt, men ingen havde fortalt Post Malone, at han skulle spille med.
Derfra røg vi hurtigt over i et greatest hits-ridt: “Psycho”, “Better Now”, “Candy Paint”, og selvfølgelig “I Fall Apart” – der stadig er et decideret TikTok-følelsesmonster, og her fungerede det. Publikum var med. Mobillysene var oppe. Stemningen var på nippet.
“Lemon Tree” blev spillet akustisk. Et øjeblik med ægte nærvær, hvor hele arenaen næsten stod stille. Og man blev mindet om, at Post Malone faktisk kan noget, når han skruer lidt ned for pyroteknikken og op for sin egen skrøbelighed.
Men netop det modsatte skete. I anden halvdel af showet kom flammerne, fyrværkeriet og den lidt for ivrige scenekoreografi. “Take What You Want” føltes som soundtracket til en burgerreklame for en festival, der ikke eksisterer. Og da Swae Lee dukkede op for at synge “Sunflower”, virkede det mere som en gimmick end som en ægte genforening.
Der var små glimt af charme: Post Malone tog selfies med folks telefoner, dansede som om han var alene i stuen, og jokede med, at “White Iverson” stadig er hans eneste rigtigt gode sang. Og det var faktisk sjovt. Publikum elskede det. Men under overfladen begyndte man at mærke, at det hele blev holdt sammen med gaffa og gode intentioner.
Refleksion
Post Malone er charmerende, jovial og ærlig. Men koncerten i Royal Arena blev en blanding af rockstjernedrømme og manglende retning. Det store stadionformat slugte nogle af de kvaliteter, der gør ham elskelig. Der var glimt af noget stort – men mest af alt var det en aften, hvor det hele virkede lidt for planlagt, lidt for blødt i kanten og lidt for hurtigt glemt.
