Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Det er stadig noget særligt, når D-A-D spiller i hovedstaden. Men i Forum Black Box den 31. januar 2025 blev det ikke den triumf, mange havde håbet på. Bandet har ellers turneret solidt med deres nye album Speed of Darkness, og både pyroteknik og publikum var klar.
Der er serier, der forsøger at være subtile. Og så er der Outlander. Her er intet småt, og det er netop charmen. I syv sæsoner har Claire og Jamie kæmpet mod historien selv – imod imperier, sygdom, slaveri, vold, og mod den konstante risiko for at miste hinanden til tidens umættelige strøm. Men Outlander sæson 7 føles hverken som en gentagelse eller en udmattelse. Den føles som en kulmination. En smuk, brutal og ofte overstyret symfoni om kærlighed, traume og overlevelse i en verden, hvor intet bliver givet – og alt kan tages.
Når verden kollapser, hvad er det så, vi kæmper for? Er det sikkerhed? Frihed? Eller er det bare én anden person, vi nægter at miste? The Last of Us er ikke bare endnu en zombiefortælling. Det er et drama forklædt som genre, en kærlighedshistorie forklædt som overlevelse, og måske vigtigst: et portræt af menneskelighedens pris. HBO har skabt en serie, der ikke skræmmer os med monstre, men med alt det, de ikke kan tage fra os. Endnu.
Det starter som en joke. En underlig kvinde, en gratis kop te, en lidt for lang samtale. Men Baby Reindeer er ikke nogen joke – det er en emotionel tordentale forklædt som standup. En selvbiografisk, hudløs og ubehageligt tæt serie, hvor Donny Dunn (spillet af skaberen selv, Richard Gadd) ikke bare åbner døren til sit liv, men flår den af hængslerne. Det er Netflix, når de tør – og du ser det med kroppen.
Man ved, man er i gang med noget særligt, når man midt i afsnit tre sidder og googler kvantefysik klokken 23:41 – ikke fordi man vil forstå det hele, men fordi man gerne vil kunne nikke klogt, hvis nogen bringer serien op til en middag, man ikke er inviteret til.
Benny Jamz i tuxedo med pingvinhale. Ikke for at spille skuespil, men fordi han mente det. Og fordi DR’s Koncertsal er den slags rum, der kræver, at du enten dukker dig eller løfter dig. Han valgte det sidste.
Jeg havde egentlig bare sat et kryds ved Uro i programmet, fordi jeg huskede den video, hvor han og Suspekt “freestyler” over deres hit “Tænker ik på andre”. Tanken var at kigge forbi, høre et par tracks og så gå videre. Men solen stod skarpt, energien var umulig at ignorere – og pludselig stod jeg dér, svajende og fuldstændig opslugt.
Det er, som om en Malk de Koijn-koncert altid er lidt en genopstandelse. De dukker op med nogle års mellemrum, siger noget om bananer, snegle og universets dårlige WiFi, og pludselig står man igen og tænker: Nå ja, dansk rap kan faktisk godt være fuldstændig sin egen planet.
Der er noget utaknemmeligt over at være det første rigtige navn på Orange Scene efter dåben. Publikum er stadig ved at finde sig selv, deres venner, deres øl og den kø, de åbenbart har valgt at vie deres liv til. Wolf Alice gik på midt i det hele og gjorde noget næsten provokerende voksent: De skruede ikke op for kaosset. De gav os et pusterum.
Fra lavt niveau til højt niveau i konstant hård varme. Helvedes flamme tog fat om os. Fredag på Copenhell 2026 bød på Trivium i topform, et kollapset jubilæumsshow og en festival der balancerede kaos og højdepunkter.
Torsdagen var dagen, hvor Copenhell for alvor gik op i gear. Pladsen var tættere pakket, promillen en anelse højere, og festivalen begyndte at ligne sig selv. Programmet spændte fra moderne metalcore med AI-angst til brasiliansk thrash og en mand i kilt, der spillede guitar, som om tiden var holdt op med at eksistere.
White Lies gjorde egentlig meget rigtigt på Tinderbox. De spillede pænt, lød som et band med styr på deres mørke, britiske maskinrum og havde sangene med, som publikum var kommet for. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig farlig. Den stod flot og velordnet foran os, men kom ikke helt tæt nok på.
Turboweekend gik på scenen efter en dag, hvor Tinderbox-publikummet havde fået både hede, storm, mudder og aflysning i hovedet. Det kræver sit band at løfte sådan en plads. Og Turboweekend kæmpede. Lyden var god, energien var reel, og de danske tekster havde bid. Men koncerten fandt aldrig helt den bevægelse, der kunne få det solide til at blive stort.
Jess Glynne kom på scenen efter en voldsom omgang vejr, hvor Tinderbox stadig var ved at finde balancen igen. Det var en utaknemmelig opgave, ja. Men også en chance. Hun havde hitsene, stemmen og publikum foran sig. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig den forløsning, pladsen havde brug for.
Efter en dag med hede, storm, mudder og aflyst Charlie Puth var der brug for nogen, der kunne samle pladsen igen. Ikke forklare den. Ikke imponere den med smarthed. Bare samle den. Og så gik Thomas Helmig på scenen og gjorde det, han gør bedst: fik en festivalplads til at føles som ét stort dansk hjerte med hænderne over hovedet.
Jeg sad med den dér særlige fornemmelse af, at nogen havde åbnet en gammel skuffe og fundet både støv, skyld og et par overraskende gode jokes. Jonah Hills comeback som instruktør, Outcome, på Apple TV+, er en film, der ikke larmer sig til opmærksomhed, men sniger sig ind med et blik for menneskelig pinlighed, forsoning og den slags fortid, man helst ville lade stå i kælderen og mugne i fred.
Bremen Teater den 8. april 2026 føltes som et sted, hvor Mikkel Klint Thorius ikke bare kom forbi for at “prøve noget af”, men for at tage rummet i besiddelse fra første sekund. Jeg sad med den dér sjældne fornemmelse af, at der var styr på både timing, temperament og tempo. Ikke bare jokes. Ikke bare energi. Men et show, der vidste præcis, hvad det ville være.
Sammy Virji i Poolen var ikke kærlighed ved første drop, men den britiske DJ fik hurtigt vendt aftenen til en tung UK garage-fest i København. De første tyve minutter stod man mest og vurderede sceneafstand, crowd og format. Så begyndte sættet heldigvis at bevise, hvorfor Sammy Virji lige nu er et af de varme navne på den internationale klubscene.
Med sæson 2 af "Monarch: Legacy of Monsters" på Apple TV+ fortsætter jagten på forståelse og sameksistens med titanerne, der i denne omgang introducerer den nye skabning Titan X. Serien, der dygtigt balancerer mellem menneskelige dramaer og mytologiske monstre, formår at skabe en dybde, der står i kontrast til de mere actionfyldte film i MonsterVerse-universet.
Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvad mangler dansk livemusik egentlig?” så er svaret åbenbart kæmpesnav med Irina Olsen under et alien-hoved. Carl Knast leverede det, plus panfløjte, plus beskidt wifebeater, plus et niveau af kaos, der burde være ulovligt og alligevel føltes helt rigtigt.
En aften i Royal Arena, der lovede storhed og leverede storslåethed. Det var ikke bare en koncert, men en oplevelse, hvor det visuelle og auditive smeltede sammen i en symfoni af indtryk. Et imponerende orkester, håndplukket med musikere, der tydeligt var valgt ud fra et uendeligt budget. Antallet af mennesker på scenen? Umuligt at tælle.
En gruppe amerikanske Rangers står pludselig over for en fjende, der ikke spiller efter krigens normale regler: en gigantisk og tilsyneladende ustoppelig krigsmaskine. Midt i kaosset må en ung soldat forsøge at overleve en kamp, der virker tabt på forhånd. Men kan mennesker egentlig hamle op med en 30 meter høj robot?
Der var en særlig afslappet stemning i Royal Arena, da Eros Ramazzotti gik på scenen. Ikke fordi publikum var uengageret – tværtimod – men fordi alle allerede vidste, hvad de var kommet for. Man behøver nemlig ikke forstå italiensk for at forstå Eros Ramazzotti. Man skal bare have levet længe nok til, at hans musik på et tidspunkt har sneget sig ind i ens liv.
Fyldt sal, næsten som om hver stol var pakket med forventning og latterklar. Simon Talbot glider ind på scenen med en rytme som om han allerede har vundet alles opmærksomhed. Lysene skifter, musikken banker i takt med tempoet, og han navigerer sit univers af bevidste selvmodsigelser, groteske iagttagelser og bevægelseshumor. Publikum slår sig på lårene fra første sekund – måske lidt voldsomt, men hey, det er en udsolgt Bremen.
Nintendo har haft sport i blodet siden NES-dagene, og Mario har længe været firmaets mest pålidelige multiatlet. Baseball, golf, fodbold, OL – og måske mest naturligt af alle: tennis. Den aristokratiske disciplin møder en italiensk blikkenslager i rødt, og på mirakuløs vis fungerer det stadig. Spørgsmålet er ikke, om Mario kan serve. Spørgsmålet er, om du kan returnere.
