Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
Jeg havde egentlig forventet et sødt lille Nintendo-spil, du smiler ad i fem minutter og så lægger væk igen. I stedet fik jeg en digital ø fuld af mennesker, der opfører sig som om nogen har sluppet dem løs midt i en kaffepause og glemt at give dem voksenlogik med. Tomodachi Life: Living the Dream til Nintendo Switch er tilbage som et mærkeligt, charmerende socialt laboratorium, hvor du både leger gud, vært og ufrivillig psykolog.
Jeg havde forventet, at Farveblind ville larme. Det gør de også. Men Micro Pleasures gør noget mere sjældent: Den larmer med mening. Tre mænd i jakkesæt, et studie på Tagensvej, en distortion-knap og en idé om, at små glæder måske er den eneste skattepligtige indtægt, vi har tilbage. Jeg havde regnet med energi. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville sidde med pladen på fjerde gennemlytning og tænke, at det her er året, hvor dansk musik holdt op med at undskylde sig selv.
Der er værker, man ikke bare genbesøger. Man går ind i dem igen, som man går ind i et rum, hvor nogen engang har sagt noget vigtigt. Another Brick in the Wall, Part 5 i Royal Arena er sådan en oplevelse. Stor, mørk, præcis og båret af musik, der stadig har støv, vrede og menneskelig ensomhed siddende i sig.
Jeg har altid haft en svaghed for sommerens biografmørke. Det er dér, man går ind med sol på næsen og kommer ud med popcornsrester i skødet og en mærkelig trang til at diskutere moral, nostalgi og CGI med fremmede. I år lokker programmet med alt fra Miranda Priestly til He-Man, fra Nolan i storladent format til en Spider-Man, der måske endelig husker, hvorfor Marvel fik succes førhen.
Jeg stod i Royal Arena den 10. april og kiggede ned på en orkestergrav, der var hevet op lige under lærredet, som om nogen havde besluttet, at biografen godt måtte få lidt muskler. Star Wars: The Last Jedi blev ikke bare vist. Den blev spillet. Af et symfoniorkesteret Stockholm Concert Orchestra. Med John Williams’ musik helt fremme i lydbilledet. Og ja, det var en anderledes fornøjelse på den gode måde.
Jeg havde egentlig regnet med endnu en pæn, velmenende serie om mennesker, der taler sig gennem livet med terapeutisk glans i øjnene. I stedet fik jeg en sæson, der igen minder mig om, hvor svært det er at være menneske, når ens sorg ikke kan ryddes op med et godt råd og en kop kaffe. Shrinking på Apple TV+ holder sit niveau i sæson 3, og det gør den med en blanding af varme, skævhed og den slags humor, der prikker til én, mens man smiler.
O Days 2026 ligner en festival, der har forstået noget væsentligt om sig selv – og tør skrue op for det. Det er ikke nødvendigvis de mest kommercielle navne, der giver programmet tyngde, men måden bookingerne taler sammen på. Med Disclosure, Joy Orbison, Nia Archives, Mall Grab, Buraka Som Sistema, The Dare, Swimming Paul og Tripolism peger årets lineup mod noget klubbet, præcist og usædvanligt velkurateret. Læs med for at forstå netop hvorfor.
The Moment er i sin kerne en film om, hvor svært det er at skabe noget råt, autentisk og personligt i en verden, hvor labels, brandpartnere og kapital altid står klar til at gøre kunst til strategi. Det er en fortælling om en kunstner, der kæmper for at beholde ejerskabet over sin egen kreation, samtidig med at den vokser sig så stor, at den næsten ikke længere kan styres. BRAT bliver i filmen ikke bare en succes, men et monster af mening, hype og penge – og Charli XCX står midt i det hele og forsøger stadig at genkende sig selv i det.
Man kunne mærke det fra første trommeslag: Det her var ikke en hyggeaften. SPLIT:TED og ZIMA gik på Rust, som om de allerede havde spillet der ti gange før – og det mest provokerende var næsten, hvor ubesværet det så ud. Spørgsmålet var ikke, om de kunne. Spørgsmålet var, hvem der gik derfra med mest kant.
Der findes koncerter, og så findes der shows. Jason Derulo har for længst valgt side.Royal Arena blev på Last Dance Tour forvandlet til et popteater, hvor ild, dansere og LED-flader var lige så centrale som melodierne. Og måske er det netop pointen. Når man har 17 år med radiohits i bagagen, er det ikke nok at stille sig op og synge dem. Man må iscenesætte dem. Og det gør Derulo – kompromisløst.
Der er koncerter, der bliver spillet – og koncerter, der sker. Holdo i Ideal Bar var det sidste: mørk, tæt og fysisk. Elektronisk musik uden forklaringer, uden distance. Bare kroppe i bevægelse og en rastløs energi, der nægtede at slippe rummet.
Jeg havde egentlig glemt, hvor langsomt et spil kan være – og stadig føles intenst. Metroid Prime 4: Beyond er ikke interesseret i at please nogen algoritme eller holde dig konstant underholdt. Det vil have din tid, din tålmodighed og din opmærksomhed. Og hvis du giver det, får du noget, der føles sjældent i 2025: et spil, der tør stole på stilhed, struktur og tyngde.
Der er popgrupper, der spiller koncerter, og så er der Kalaset, der afholder emotionelle stævnemøder med deres publikum. I Falkonersalen den 20. november virkede det som om alle under 30 kendte hvert ord – og som om bandet uden at sige det højt forsøgte at bevise, at dansk indiepop stadig kan være både storladen, sårbar og fuld af ungdommelig alvor.
Ingen CGI, ingen glamour – bare skov, savanne og to mænd, der finder glæde i jagt, mad og hverdagens absurditeter. Nak & Æd har underholdt, provokeret og inspireret i 16 sæsoner. Programmet minder os om, at nogle oplevelser bedst nydes med ro, respekt og et skævt smil.
Det var som at stå midt i et ritual. Ikke en koncert, ikke et farvel, men en slags elektronisk ceremoni, hvor tre mænd, der engang lød som fremtiden, for en sidste gang forsøgte at indhente den.
Todd Rundgren gæstede Amager Bio tirsdag aften med et show, der bevægede sig mellem storladne guitarsoloer, teatralske fagter og blæserarrangementer så aparte, at man måtte overgive sig. En koncert, der mindede os om, at alsidighed ikke behøver at betyde ufokus — når det bliver udført af en, der har levet hele musikhistorien på én gang.
Jeg havde virkelig håbet, at Spike Lee og Denzel Washingtons første samarbejde siden Inside Man ville være et comeback. Men Highest 2 Lowest føles som et prestigeprojekt med hukommelsestab – en film, der vil være samfundskommentar, thriller og musikvideo på én gang. Og mister sig selv i forsøget.
Deathloop foregår som en morderisk Groundhog Day, hvor hovedpersonen Colt balancerer mellem hukommelsestab og den forbandelse, at være den eneste, som husker, hvad der foregår. Et eksistentielt paradoks forklædt som et actionspil.
Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
Vi stiller os op foran lyset, tager billedet og hashtagger #installationart, men hvad var det egentlig, vi oplevede? Copenhagen Contemporary er blevet det sted, hvor samtidskunst og SoMe-kultur clasher så hårdt, at man ikke ved, om man skal tage stilling – eller bare tage billedet.
Med en blanding af historisk autenticitet, blodige kampe og magtspil er Shogun en unik og fængslende TV-serie. Disney+ leverer et sandt mesterværk, der både underholder og udfordrer.
En stripper fra Brooklyn møder en russisk rigmandssøn – og så starter eventyret. Eller tragedien. Anora ligner et kærlighedseventyr, men ender som noget helt andet: råt, rørende og ægte.
Det starter med et flag, en fanfare og et forsøg på at overbevise os om, at det her er vigtigt. Captain America: Brave New World er Marvels seneste skud i bøssen, og det rammer… et eller andet sted langt væk fra målet. Det her er ikke en ny verden. Det er den gamle, pakket ind i CGI og dialog så flad, at man savner en reklamepause.
Teenagelivet er en krig, og Adolescence er frontberetningen. Netflix’ nyeste serie tager dig med ind i et univers, hvor ungdommen ikke er glansbilleder og solnedgange, men en storm af følelser, forbudte drømme og fejl, der føles som verdens undergang.
I en underjordisk silo, langt fra den ødelagte verden ovenfor, lever tusindvis af mennesker uden at kende sandheden. Apple TV+’s Silo er en betagende sci-fi-thriller, der kombinerer mystik, paranoia og knivskarp verdensopbygning i en fortælling, der griber fra første afsnit
