Jess Glynne kom på scenen efter en voldsom omgang vejr, hvor Tinderbox stadig var ved at finde balancen igen. Det var en utaknemmelig opgave, ja. Men også en chance. Hun havde hitsene, stemmen og publikum foran sig. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig den forløsning, pladsen havde brug for.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Jess Glynne havde en ret enkel opgave på Tinderbox: få folk tilbage i kroppen.
Efter varme, storm, regn og en aflyst Charlie Puth-koncert stod publikum klar til at blive samlet op igen. Ikke nødvendigvis imponeret. Bare vækket. Hun havde sangene til det. Hun havde stemmen til det. Hun havde scenen til det.
Alligevel føltes koncerten, som om den aldrig helt nåede over til os.
Det var ikke fordi, publikum var imod hende. Tværtimod. Man kunne mærke, at folk gerne ville. Der var en tydelig længsel efter at komme videre fra vejret, regnen og den lidt mærkelige pause, hvor festivalen kortvarigt havde været mere beredskabsøvelse end musikfest. Folk ville danse. De ville synge. De ville have aftenen tilbage.
Jess Glynne har også materialet til det. Det skal siges tydeligt. Hun er ikke kommet ud af ingenting. Hun har været stemmen på nogle af de store britiske dancepop-øjeblikke fra 2010’erne, og hendes katalog ligger et sted mellem soul, pop og elektronisk radiovenlighed. “Rather Be”, “My Love”, “I’ll Be There”, “These Days” og “Hold My Hand” er sange, der for længst har bevist, at de virker i høretelefoner, radioer, butikker, taxature og på dansegulve, hvor ingen længere spørger om lov.
Men live på Tinderbox skete der for lidt.
Ikke fordi alt var dårligt. Det var det ikke. Der var et professionelt setup. Der var et band. Der var hits, som folk kendte. Og Jess Glynne kan synge. Stemmen er ikke problemet. Problemet var snarere, at koncerten aldrig rigtig fik en krop. Den stod der foran os som noget, der på papiret burde fungere, men alligevel ikke blev levende nok til at gribe fat i pladsen.
Hun virkede ikke rigtig nærværende. Ikke fraværende på en arrogant måde, men som om hun ikke helt kom ud over scenekanten. Der manglede kontakt. De små øjeblikke, hvor en artist får publikum til at føle, at lige præcis denne koncert kun kunne ske her, på dette tidspunkt, med disse mennesker foran sig. Det fik vi aldrig. Det hele føltes en anelse lukket omkring sig selv.
“I’ll Be There” burde have åbnet noget. “These Days” burde have været et fælles åndedrag. “123” og “Silly Me” burde have løftet tempoet og gjort pladsen lettere. Men numrene kom og gik uden at sætte sig rigtigt fast. Publikum tog imod, men uden at blive revet med. Man kunne næsten høre, hvordan sangene gerne ville være større, end koncerten gav dem lov til at være.
Det er måske det mest frustrerende ved koncerten: potentialet var der. Jess Glynne har en stemme, der på de rigtige tidspunkter kan være både varm, ru og stærk. Men her virkede hun ikke som en kunstner, der nød at stå midt i alt det uforudsigelige, en festival også er. Vejr, ventetid, trætte mennesker, mudder, distraktioner, folk der kommer og går. Den slags kræver, at man enten tager rummet eller omfavner kaosset. Hun gjorde ingen af delene for alvor.
I stedet blev koncerten hængende i en form for pæn professionalisme. Ikke pinlig. Ikke katastrofal. Bare mærkeligt uforløst. Som en popmaskine, der kørte, men uden helt at tænde lyset i kabinen.
Først hen imod slutningen skete der noget. “Rather Be” gjorde det, “Rather Be” næsten altid gør. Den samlede folk. Pludselig var der mere bevægelse, flere smil, mere genkendelse. Publikum fik endelig den dansefest, de havde ventet på, og man kunne mærke, hvor stærkt et nummer det stadig er. Det var et øjeblik, hvor koncerten kortvarigt fandt sin mening.
Men det kom for sent.
For selv om publikum havde en fest i de minutter, blev det aldrig til en egentlig fest på scenen. Jess Glynne virkede stadig ukomfortabel, og helheden hang ikke sammen. Koncerten manglede flow. Den manglede overskud. Den manglede den der simple, men afgørende fornemmelse af, at nogen på scenen virkelig vil os noget.
Det er muligt, at tidspunktet var svært. Det er muligt, at vejret havde stjålet noget af energien. Og det er muligt, at en mere lukket koncertsal ville have klædt hende bedre end en stor festivalplads, der stadig stod og rystede vandet af sig. Men en festivalartist skal netop kunne bygge bro mellem det uperfekte og det store. Her blev broen aldrig færdig.
Jess Glynne kom med hitsene. Publikum kom med viljen. Tinderbox kom med en scene, der efter stormen havde brug for at blive vækket. Men koncerten blev aldrig den genstart, aftenen kaldte på.
Refleksion
Jess Glynne havde materialet til at løfte Tinderbox efter stormen, men ikke nærværet til at samle det. Der var glimt, især mod slutningen, men alt for længe føltes koncerten som noget, der foregik på scenen uden rigtigt at nå ud til pladsen. Hitsene var der. Stemmen var der. Men festen blev desværre stående et sted mellem regnen og scenekanten.
