Ericka Jane indtog De Første Stråler med hvid kasket, englevinger, balloner og en T-shirt, der erklærede hende »LIGE SÅ LIGEGLAD«. Det var hun heldigvis ikke. Hun arbejdede for hvert blik og hvert løftet hoved, men mellem scenens store armbevægelser og publikums forsigtige nik opstod en afstand, som poppen aldrig fik lukket. Alt var gjort klar til festen. Det eneste, der manglede, var det øjeblik, hvor den faktisk begyndte.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Der findes popkoncerter, der begynder med en sang, og popkoncerter, der begynder med et moodboard. Ericka Jane havde taget begge dele med til De Første Stråler torsdag aften, men det var moodboardet, der først satte sig fast.
Den hvide kasket sad lavt over øjnene. T-shirten råbte »LIGE SÅ LIGEGLAD« med store sorte bogstaver. Om shortsene hang kæder, smykker og lange frynser, som gjorde selv en almindelig bevægelse til et lille sceneshow, og bag hende foldede en oplyst englevinge sig ud i lilla, gult og rødt lys. Senere dukkede en stor klynge balloner op i røgen.
Det lignede en fest, hvor pynt, fotograf og dresscode var på plads, mens halvdelen af gæsterne stadig stod som »måske« i Facebook-begivenheden.
Det visuelle sprog var til gengæld ikke svært at læse. Britney Spears, Gwen Stefani og Nelly Furtado er erklærede inspirationskilder, og Ericka Jane låner fra en tid, hvor en popsanger ikke nøjedes med at have sange. Hun skulle have farver, attitude, accessories, en lille smule fare og helst noget tøj, ens forældre ville have kaldt upraktisk.
Ericka Jane forstår den grammatik. Hun bærer den også uden det sædvanlige danske sikkerhedsnet af ironiske anførselstegn. Kasketten, englevingen og den hyperfeminine Y2K-æstetik er ikke en undskyldning for musikken. De er en del af projektet. Hun smiler, synger med hele kroppen og bevæger sig frem mod publikum, som om den mindre scene kan udvides ved ren viljestyrke.
Det er koncertens klare styrke. Hun mener det.
Problemet er, at det ikke er nok, at værten mener festen, hvis gæsterne bliver stående med jakken på.
Publikum holder rytmen og nikker med. Enkelte hoveder følger beatet, men bevægelsen breder sig ikke gennem pladsen, og de store omkvæd udløser aldrig den fælles reaktion, de tydeligvis er konstrueret til. De løftede arme bliver primært på scenen. Afstanden mellem performer og publikum bliver ikke fjendtlig eller pinlig; den bliver bare ved med at være der.
Og det er næsten værre. En dårlig koncert kan i det mindste skabe irritation. Her opstår mest en høflig venteposition.
Rammerne skal have deres del af forklaringen. Ericka Jane stod på De Første Stråler klokken 20.30, en time før Medina skulle samle hele festivalen foran den store scene. Publikum var spredt mellem mad, vin, venner og næste koncert, og en mindre festivalscene skal altid konkurrere med de akutte spørgsmål: Hvor er de andre, og hvem gider hente noget at drikke?
Men et stærkt festivalshow skal netop kunne gøre de spørgsmål mindre vigtige. Det skal skabe sit eget pres i rummet. Her peger sangene mod euforien uden at fremkalde den.
Det interessante er, at stort set samme kombination af englevinger, balloner og demonstrativ Y2K-pop tidligere på året blev fremhævet efter Ericka Janes koncert på SPOT Festival, hvor et i begyndelsen tyndt publikum endte med at danse. Showet kan altså åbne sig. Det gjorde det bare ikke denne torsdag i Valbyparken.
På Syd for Solen kom rekvisitterne derfor til at arbejde hårdere, end rekvisitter bør. Da ballonerne hænger samlet i scenetågen, er billedet både flot og afslørende. De fortæller os, at nu er festen her. Kroppen har bare ikke modtaget beskeden.
Der er noget sympatisk i, at Ericka Jane nægter at skrue ned. Dansk pop har i årtier haft en mærkelig mistanke om, at synlig ambition er mere pinlig end forsigtighed, især når ambitionen kommer med glitter og en meget tydelig idé om femininitet. Ericka Jane gør ikke sig selv mindre for at passe ind. Hun vil have det store omkvæd, det store billede og den store forløsning. Det skal hun have respekt for.
Men pop er en kollektiv aftale om at turde se en smule fjollet ud på samme tid. Artisten underskriver den først, og derefter skal publikum gøre det. På De Første Stråler stod Ericka Jane alene med kuglepennen.
Det var ikke en doven koncert. Det var heller ikke en ligegyldig koncert. Den havde en tydelig identitet, en fysisk engageret performer og flere billeder, der vil gøre sig fremragende på en telefonskærm. Men sættet forandrede ikke rummet omkring sig, og derfor blev det ved præsentationen af en fest i stedet for selve festen.
Billederne fortæller, at noget stort skete. Kroppen husker mest, at den stod og ventede.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
