P3’s dragbingo på Syd for Solen 2026: Dagens største bitch

De fleste festivaler har et område, man kun opdager, fordi man egentlig var på vej efter noget andet. En bar. Et toilet. Den ven, der skrev »vi står ved det lyserøde«, som om en hel festival ikke er bygget af ting, der kunne beskrives sådan.

På Syd for Solen fører den slags upræcise logistik torsdag eftermiddag hen til P3’s lille område. Det ligger i solen, beskedent i størrelse og uden det apparat af hegn, scenetårne og sikkerhedsvagter, der normalt fortæller os, at nu skal vi være imponerede. Her ligger bingopladerne klar, og opgaven er tilsyneladende enkel: Torsdagens største bitch skal findes.

Det tager ikke lang tid, før ordet »enkel« må trækkes tilbage.

Gæster på tværs af køn bliver kaldt frem og kaster sig ind i konkurrencen med twerk, sang og det særlige ansigtsudtryk, man får, når man både fortryder sin beslutning og ved, at man kommer til at tale om den resten af året. Rundt om dem vokser latteren. Ikke den høflige latter, man giver en konferencier, mens man leder efter udgangen. Den slags latter, der bøjer kroppen sammen og får fremmede til at se på hinanden for at kontrollere, at de faktisk lige oplevede det samme.

Banko er ellers en af de mest nøgterne danske kulturformer. Tal bliver råbt op. Brikker bliver lagt på pap. Nogen vinder en kurv, der indeholder kaffe, chokolade og en spegepølse med administrativ udstråling. Det er et system udviklet til forsamlingshuse, termokander og mennesker, der ved, hvor deres kuglepen er.

Dragbingo beholder reglernes skelet og giver resten en fjerboa på.

Mellem numrene bryder fællessang ud. Folk råber, danser og blander sig, længe før nogen har en fuld række. Det bemærkelsesværdige er ikke kun, at showet er morsomt. Det er, hvor hurtigt afstanden mellem dem, der optræder, og dem, der ser på, forsvinder. På få minutter er publikum ikke længere en pæn halvcirkel af festivalgæster med hver sin smag og sociale strategi. De er medskyldige.

Det er en tilstand, mange koncerter arbejder meget hårdt for at fremkalde. Artister beder os klappe, hoppe, sætte os ned, rejse os igen og holde telefonens lys i vejret, indtil en koncert undertiden kan minde om et firmaarrangement med bas. Ved P3’s dragbingo behøver ingen tigge om deltagelsen. Den spreder sig, fordi præmissen er klar: Her må man gerne komme til at se dum ud. Det gør de andre også.

Og det er måske torsdagens mest generøse tilbud.

Valbyparken er denne dag fuld af synlige grupper. Dragqueens, Nørrebro-typer, børnefamilier, popfans og de gæster, der har klædt sig, som om en streetstylefotograf hvert øjeblik kan springe ud af en busk. På festivalens store områder går de side om side. Ved bingopladerne bliver forskellene til materiale i den samme fest.

Humoren er flabet, men ikke ond. Den rammer selvhøjtideligheden, kønsrollerne og den velopdragne danske refleks, der normalt får et voksent menneske til at svare »ellers tak«, når nogen foreslår twerk foran fremmede. Ingen bliver gjort til grin for at mene festen alvorligt. Tværtimod belønnes de for det.

Det er forskellen på camp og almindelig udklædning. Camp ved godt, at noget er overdrevet, men bruger ikke erkendelsen som undskyldning for at holde igen. Man kan godt se det kunstige og samtidig lade sig rive med. Faktisk er det hele pointen.

Derfor bliver P3’s lille område mere end en pause mellem koncerterne. Det viser, hvad festivalfællesskab kan være, når det ikke skal fotograferes fra en drone eller formuleres i en pressemeddelelse. Fællesskab er ikke bare mange mennesker på samme græs. Det opstår, når de tør risikere noget over for hinanden, også selv om risikoen denne gang blot er en elendig dans og et kærligt tilråb fra en dragqueen.

Man kunne indvende, at seks stjerner er en voldsom karakter til et bingospil. Det er korrekt. Men anmeldelsens opgave er ikke at måle budgettet eller tælle antallet af lastbiler bag scenen. Den skal vurdere, hvor præcist en oplevelse opfylder sit eget løfte.

Dragbingoen lover grin, deltagelse og en midlertidig fritagelse fra den person, man normalt prøver at ligne. Den leverer det hele, før resten af pladsen har nået at beslutte, hvad den skal have at drikke.

Hvem der faktisk blev kåret som torsdagens største bitch, er mindre vigtigt. Titlen gik i praksis til hele området. På festivalens mindste plet lykkedes dagens største forvandling: Publikum holdt op med kun at være publikum.

Læs også torsdagsportrættet fra Syd for Solen 2026.

‍