Fra lavt niveau til højt niveau i konstant hård varme. Helvedes flamme tog fat om os. Fredag på Copenhell 2026 bød på Trivium i topform, et kollapset jubilæumsshow og en festival der balancerede kaos og højdepunkter.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
15 Years in Hell – ambition alene gør det ikke
Når man prøver at være for sej, lykkes det ikke altid.
Copenhell havde lagt mange kræfter i deres 15-års jubilæumsshow. Musikere havde øvet, festivalen havde promoveret, og idéen var egentlig sympatisk. Når man fylder 15 år, må man godt lave noget, der ikke ligner resten af programmet.
Fra publikums perspektiv begyndte det bare på et svært udgangspunkt. Et hovednavn blev aflyst, og i stedet fik vi... noget helt andet.
Supergrupper kan være fantastiske. Them Crooked Vultures er et godt eksempel på, at summen godt kan blive større end delene.
Det blev den bare ikke her.
Mange af optrædenerne havde en næsten forceret energi. Det var som om, alle konstant forsøgte at få koncerten til at køre hurtigere, end den egentlig kunne. Jeg kom til at tænke på en fyr, jeg så tidligere på dagen på en elcykel, hvor fartbegrænseren hele tiden slog til. Man ville gerne hurtigere frem, men noget holdt én tilbage.
DJ Noize var faktisk et af lyspunkterne. Hans scratch-shows viste meget fint, hvorfor han har været verdensmester. Det var et sjovt afbræk, som fungerede overraskende godt i metaluniverset.
Ashes of Billy & Friends ramte også plet med Ace of Spades og Everlong, hvor Daniel Aabenhus Herman leverede en hæs vokal, der klædte begge sange.
Duetten på Psychosocial var mindre vellykket. Ditte Krøyer gjorde det virkelig godt, mens Emma Acs aldrig helt fandt sin plads.
Det hele kom desværre til at minde lidt om et af de tv-programmer, hvor kendte mennesker griner lige en tand for meget af hinandens egne jokes.
Jeg elsker egentlig, at Copenhell tør eksperimentere. Festivalen har tidligere haft succes med blandt andet By Request-koncerterne, og det er fedt, at de ikke bare spiller sikkert.
Men den her idé blev aldrig så legendarisk, som den selv havde håbet på.
★☆☆☆☆☆
Trivium – årets øjeblik på Helviti
Hvis nogen spurgte mig, hvilken koncert der bedst samlede hele Copenhell fredag, ville svaret være Trivium.
Det føltes som et band, der kunne samle stort set alle generationer og alle hjørner af festivalpladsen.
De spillede absurd tight.
Matt Heafy er samtidig en fascinerende frontmand. Hans ansigt lever nærmest sit eget liv. Guitarfaces, store smil, intens mimik og den karakteristiske tunge ud over scenekanten gør, at man aldrig helt ved, hvad der kommer om fem sekunder.
Og man elsker det.
Koncerten havde bare ét problem.
Det var alt for varmt.
Fredagens hedebølge kombineret med ekstra pyroteknik gjorde, at vi til sidst måtte søge mod skyggen. Det er første gang, jeg har forladt en koncert, fordi scenen simpelthen producerede for meget varme.
Det siger egentlig alt.
For det, vi nåede at opleve, var sandsynligvis ugens største koncertoplevelse.
Publikum blev ét stort kogende fællesskab, bandet leverede uden en eneste sløv periode, og Helviti føltes præcis så eksplosiv, som navnet lover.
Årets øjeblik på Copenhell.
★★★★★★
Fredagens øvrige højdepunkter
Paleface Swiss beviste, at Schweiz kan andet end ure, banker og chokolade. Bandet lignede en flok surfere, publikum crowdsurfede, og støvskyen foran scenen gjorde det næsten nødvendigt selv at surfe gennem pitten.
A Perfect Circle leverede præcis den elegante tyngde, man forventer af et band med den pondus, mens både Anthrax og P.O.D. sørgede for, at fredagen sluttede med masser af erfaring og klassiske festivaløjeblikke.
