Amalie Smiths Levende udfordrer skellet mellem natur og kunstigt liv

En menneskelignende figur kan bestå af keramik, tekstil, naturmaterialer, affald og genstande fra hverdagen. Hvilken del gør den kunstig? Det fremstillede materiale, den kunstneriske bearbejdning eller vores beslutning om, at liv skal kunne dokumentere en bestemt oprindelse?

Den uro er central i Amalie Smiths Levende, som åbnede 26. september i Kunsthal Charlottenborgs nordfløj. Udstillingen består ifølge kunsthallen af nyproducerede værker skabt til rummene og forbinder naturvidenskabelig forskning med litteratur, skulptur, lyd og tekstil. Den kan opleves frem til 21. februar 2027.

Smith arbejder i forvejen på tværs af medier. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015, men Levende bruger ikke faglighederne som pyntelige mærkater på en konferencemappe. De forskellige former undersøger samme konflikt: Vi betragter gerne liv som noget oprindeligt og kunstighed som noget tilført, selv om vores kroppe og omgivelser for længst er viklet ind i teknik, bearbejdning og menneskeskabte materialer.

Fem store montrer former udstillingens struktur. De er tilpasset døråbningerne mellem kunsthallens rum og fungerer som arkivkasser med materiale fra forskellige perioder og sammenhænge. Arkivet lover normalt kontrol. Det placerer én ting her og en anden dér, så verden holder op med at ligne den skuffe, man smider alle kablerne ned i.

Hos Smith bliver selve sorteringen imidlertid usikker. De hybride figurer samler materialer, som vores sprog ellers holder adskilt: natur og affald, håndværk og teknologi, krop og ting. Nogle er indhyllet i 3D-strikkede tekstiler udviklet af kunstneren. Her mødes strik og teknologi i den samme figur. Figuren bliver derfor ikke et simpelt billede på mennesket, men et argument imod forestillingen om den rene, afgrænsede krop.

Det samme sker i Radio Levende fra 2026, skabt sammen med komponisten og musikeren Simon Brinck. Lydværket består af femkanals-lydfiler i flere lag med musik, reallyde, nyskrevne sange og uddrag fra researchsamtaler med naturvidenskabelige forskere. Dele af værket afspilles i de første fem rum, mens lagene mødes i et specialdesignet lytterum i det sjette.

Forskerstemmerne kunne let være blevet facitlisten, der kom ind og ryddede op efter kunsten. Men forskersamtalerne indgår i et værk, som også rummer sang, reallyde og musik. Forskningens beskrivelser forsvinder ikke, men de bliver hørlige som én måde at nærme sig livet på. Radioformatet gør viden til noget, der cirkulerer mellem stemmer, frem for en dommer, der fløjter forsøget af.

Der ligger også en risiko i denne blanding. Samtidskunst kan få naturvidenskab til at fungere som lånt prestige, hvor ord som forskning og kunstigt liv skaber alvor uden nødvendigvis at skabe indsigt. Levende har dog et konkret værn mod den fælde: For mig ligger styrken i forbindelsen mellem materialerne, rummenes organisering og lydens lag. Det abstrakte skal have en krop.

Tekstværket Hjertet tror, det skal pumpe for evigt kan både læses i udstillingen og tages med hjem. Dermed forlader en del af Levende kunsthallens arkiv og fortsætter blandt læserens egne ting. Det passer præcist til udstillingens tese. Grænsen mellem levende og kunstigt findes ikke kun i laboratoriet eller science fiction. Den bliver produceret hver dag, når vi beslutter, hvilke kroppe, materialer og stemmer der tæller som naturlige.

Sorteringen er selv en menneskelig opfindelse

Levende giver ikke vores kategorier fred. Når affald kan indgå i en figur, forskningssamtaler kan blive musikalsk materiale, og digital strik kan ligne omsorg, bliver det kunstige ikke livets modsætning. Det bliver en del af de betingelser, vi allerede lever under. Spørgsmålet er derfor mindre, om vi kan fremstille liv, end hvorfor vi stadig har så travlt med at holde det fremstillede ude af definitionen.