Boganmeldelse: Nogen der kender nogen

Der findes næppe et mere effektivt spørgsmål ved et middagsselskab end: Hvor bor du? Pludselig har man placeret hinanden på et kort over indkomst, familie og forbindelser. En adresse kan nå at præsentere et menneske, før mennesket selv får ordet. Laura Ringos Nogen der kender nogen ved præcis, hvor meget magt der ligger i den lille samtale.

Laura Ringo er født i 1990 og opvokset på Falster. Hun debuterede med ungdomsromanen Cremasterrefleksen i 2017 og vandt senere Blixenprisen for Papirbryllup. Hun har også skrevet voksenromanerne Fødedygtig, Grundtvig er død og Efter kort tids sygdom og har tidligere arbejdet som højskolelærer.

Bogens fortælling bevæger sig gennem adresser på Falster, i Odense, Aarhus og København. Værelser, kollektiver, midlertidige løsninger og højskoler bliver holdepladser i et liv med uddannelse, arbejde, kærlighed og skrivning. Man når lige at lære et sted at kende, før noget ændrer sig, og næste flytning melder sig. Det er ikke bare bogens emne. Det er dens rytme.

Ringo er stærkest, når hun lader uligheden bo i de konkrete detaljer. Vennen Mathias bliver også udlejer. En plads i København bliver mulig gennem en venindes forældrekøbte andel. Et kollektiv tilbyder fællesskab, men også fnat, skimmel og rengøringsaftaler, som ingen helt kan få til at fungere. Det er både sjovt og ubehageligt præcist. Hjælp kan være oprigtig og varm, samtidig med at den minder én om, hvem der har råd til at hjælpe.

Den slags scener gør mere for bogens boligkritik end mange debatindlæg. De viser, hvordan økonomi bliver til en følelse i kroppen: taknemmelighed, skam, lettelse, frygten for at skulle pakke sammen igen. Fortælleren er heldigvis heller ikke en fejlfri repræsentant for alle dem, der står udenfor. Hun sammenligner sig med andre, træffer dårlige beslutninger og prøver at skabe et rum, hvor hun selv bestemmer. Det gør hendes blik mere interessant.

Campingvognen ved Testrup Højskole er et af bogens bedste billeder. Her står skriveambitioner og undervisning side om side med fællesbad, fysisk arbejde og toilettømning. Det er en vidunderligt usexet udgave af drømmen om at finde sit kunstneriske ståsted. Man må gerne forestille sig et liv med litteratur. Man skal bare huske, at der også er en tank, der skal tømmes.

Efterhånden får fortællingen mere vægt. Litterære muligheder skaber ikke automatisk boligtryghed, og relationerne bliver mere komplicerede, når sygdom og omsorg flytter ind i dem. I bogens senere del bliver muligheden for en andel på Amager knyttet til netop de forbindelser, som fortælleren ellers er så vred over. Det er bogens fineste modsigelse: Netværk er både en skæv fordeling af muligheder og mennesker, der faktisk passer på hinanden.

Alligevel har Ringo en tendens til at forklare sin pointe en gang for meget. Boligprogrammernes drømme, generationsforskelle og privilegiet ved at kende nogen bliver gennemgået i satire, essayistiske afstikkere og direkte spørgsmål. Flere af passagerne er skarpe. Men når en scene allerede har vist os uretfærdigheden, kan den efterfølgende forklaring føles som en ekstra understregning under noget, der stod lysende klart.

Montagen har også sin pris. Nogle personer når at blive interessante, før den næste adresse overtager fortællingen. Jeg savner indimellem, at bogen bliver hos dem lidt længere. Til gengæld ville en mere velordnet fortælling måske også være mindre tro mod det liv, den skildrer. Midlertidigheden er jo netop pointen. Det er svært at slå rødder, når man hele tiden skal holde øje med næste opsigelse.

Og hvad så?

Nogen der kender nogen er morsom, vred og mest af alt menneskelig. Den får fire stjerner, fordi dens adresseform og sans for hverdagens afhængigheder er stærkere end dens til tider insisterende politiske forklaringer. Det er ikke en bog, der løser boligkrisen. Den gør noget mere litterært: Den viser, hvad krisen gør ved et menneskes forestilling om at høre til.

Og selv når fortælleren nærmer sig et sted, hun kan kalde sit eget, forsvinder uroen ikke bare. Man kan godt få nøglen og stadig ligge vågen og vente på, at nogen beder om den tilbage.