Klubkultur og mode: Hvem får egentlig lov at høre til?

På Victoria and Albert Museum i London blev klubtøjet i 2013 rykket ind på museet. Udstillingen Club to Catwalk viste, hvordan 1980’ernes dansegulve var med til at forme moden. Det er næsten den perfekte ironi: Tøj skabt til at bryde regler endte sirligt placeret bag glas. Men historien fortæller noget vigtigt om, hvem der får lov til at definere god smag.

I klubber som Blitz og Taboo var et outfit ikke bare pæn indpakning. Det kunne være en erklæring om køn, begær eller retten til at være mærkelig uden at undskylde. Designeren og performeren Leigh Bowery gjorde kroppen til et eksperiment, mens New Romantic, goth og high camp gav plads til identiteter, som hverdagen ikke altid rummede.

Det var også et værksted. Designkollektivet Bodymap, grundlagt i 1982 af Stevie Stewart og David Holah, blandede strik, strækstoffer og grafiske mønstre. Ifølge V&A var forbindelsen mellem designere, musikere og klubgæster en del af motoren. Man skabte ikke først en stil og fandt bagefter et publikum. Man udviklede den sammen.

Så ændrede musikken spillereglerne. Da acid house og rave fik fodfæste sidst i 1980’erne, begyndte mere afslappet, dansevenligt tøj at konkurrere med de teatralske klubkostumer. V&A beskriver blandt andet løse T-shirts og arbejdstøjslignende dragter. Stil opstår også af noget så uprætentiøst som behovet for at kunne bevæge sig.

Men klubmode bliver en fattig fortælling, hvis kun Londons kendte designere får ordet. I New York udviklede sorte og latinamerikanske LGBTQ+-miljøer ballroomkulturen, hvor dans, performance og påklædning blev en måde at tage plads på. De såkaldte houses var både konkurrencefællesskaber og selvvalgte familier. Her kunne et look handle om anerkendelse og tryghed, ikke bare om at blive fotograferet.

Det er forskellen mellem at have en stil og at høre til, der fascinerer mig. En særlig jakke kan købes. Følelsen af at stå et sted, hvor andre forstår, hvorfor du har taget den på, kan ikke bestilles med næste dags levering. Modeindustrien kan kopiere silhuetten hurtigere end fællesskabet bag den.

Alligevel skal nattelivet ikke romantiseres. Klubdøren kan være alt andet end åben. Londons Blitz var ifølge Aesthetica kendt for en selektiv dørpolitik under Steve Strange. Kreativ frihed for dem, der kom ind, eksisterede altså sammen med et ret kontant nej til dem udenfor. En subkultur kan både beskytte sine egne og gøre adgang til et privilegium.

Derfor er den dyreste eller mest opsigtsvækkende klubuniform ikke nødvendigvis den mest interessante. Et sted, hvor alle forventes at se unikke ud på præcis samme måde, har bare opfundet en dresscode med bedre markedsføring. Det afgørende er, om tøjet giver plads til mennesker, eller om mennesker sorteres efter tøjet.

Mode kan sagtens lade sig inspirere af klubkultur uden at stjæle dens sjæl. Men så må fascinationen række længere end til et par støvler eller en bestemt silhuet. Historierne om, hvem der skabte udtrykkene, og hvilke rum de blev skabt i, skal følge med. Ellers bliver oprør hurtigt til en stemning, man kan købe.

Og hvem kommer så ind?

Jeg forstår fristelsen til at ville ligne nogen, der hører til. Tøj kan føles som en adgangsbillet, selv om der ikke står noget trykt på den. Men de mest betydningsfulde klubmiljøer skabte ikke blot trends. De gav mennesker mulighed for at være synlige på deres egne betingelser.

Det er en langt mere krævende ambition end at finde de rigtige sko. Og måske også den, der er værd at tage med hjem, når musikken stopper.