Jeg gik på barsel og endte i en religiøs uldsekt

I stedet endte vi på Bette Café i Carlsberg Ghettoen.

Et lokale, hvor luften var så død, at Arbejdstilsynet burde have sendt en bedemand. Der hang en sødlig duft af babyafføring, sur mælk og noget økologisk, som ingen havde haft mod til at smide ud. På gulvet lå legetøj i forskellige stadier af opløsning. Omkring os sad mennesker, der havde betalt penge for at være der.

Jeg forstår ikke stedet.

Det har ikke gjort mig noget. Jeg hader ikke børn. Jeg har selv omkring 200. Det er mere eksekveringen, der gør mig vred. Indretningen. Menneskene. Den fuldstændige mangel på ambition om, at voksne mennesker også skal have det bare nogenlunde rart.

Vi var to mænd og omkring 40 kvinder. Alle strikkede. Ingen drak shots.

Undskyld. Nu blander jeg tidslinjerne sammen.

Der var selvfølgelig kaffe. En kop til omkring 70 kroner, hvilket jeg sådan set ikke har noget imod. Der skal trods alt koges noget vand, og bønner er jo heller ikke gratis. Men kunne man så i det mindste gøre sig umage?

Hvorfor går konceptet ud på at fylde et lokale med ragelse, smide nogle træklodser på gulvet og opkræve det samme for en cappuccino, som en italiensk familie bruger på aftensmad?

Det er en daginstitution uden pædagoger. Til gengæld har de en espressomaskine og en forretningsmodel.

Og så er der ulden.

Hvad fuck er der med uld?

Hvornår er uld blevet det enogtyvende århundredes ultimative statussymbol? Engang demonstrerede man økonomisk overskud med et schweizisk ur eller en tysk bil. Nu skal man åbenbart ligne en fåreavler, der har solgt sin gård til en kapitalfond.

Alle har uld på. Børnene har uld på. Forældrene har uld på. Jeg er ret sikker på, at en af barnevognene havde en lille strikket hue.

Jeg ved godt, at uld er praktisk. Det regulerer temperaturen, holder på varmen og kan sikkert også helbrede kræft, hvis man spørger den rigtige kvinde på Frederiksberg.

Men behøver det være en personlighed?

Jeg har stor forståelse for, at man skal finde sig selv som barslende menneske. Men behøver man glemme sig selv først? Og behøver resten af verden være vidne til processen?

Ingen drikker Monster. Alle er trætte.

Og alle taler med alle.

Det sidste er måske det mest mistænkelige.

Jeg har aldrig oplevet en befolkningsgruppe, der så ubesværet kan indlede en samtale med et komplet fremmed menneske, alene fordi de begge har fået et barn.

Hvad er det for en logik?

Jeg har også en iPhone. Det betyder ikke, at jeg går hen til folk i bussen og spørger, hvordan deres batteri har sovet.

Men i barselsverdenen er alle sociale barrierer ophævet. To mennesker mødes med hver sin baby, og pludselig er de sjælevenner. Man er i samme båd. Man forstår hinanden. Man kan diskutere bleer i 45 minutter uden på noget tidspunkt at udveksle navne.

Det minder mest om en religiøs sekt, hvor ingen ved, hvem der er præst, men alle har købt den samme dragt.

Og så kommer vi til mændene.

For hvad fanden er det egentlig, der er sket med mænd på barsel?

I årtier var barsel i praksis en kvindedomineret disciplin. Så kom lovgivningen, øremærkningen og den politiske ambition om, at fædre skulle tage en større del af ansvaret. Hvilket er glimrende. Jeg er stor tilhænger af, at mænd får lov til at være sammen med deres børn.

Men hvorfor har vi besluttet, at vi skal gøre det på præcis samme måde som vores koner?

Vi har fået en historisk mulighed for at gentænke, hvad det vil sige at være far. Og hvad har vi gjort?

Vi har købt uld.

Det er næsten imponerende.

Vi kunne have opfundet vores egne traditioner. Taget børnene med ud i verden. Lavet noget, der mindede bare en lille smule om det liv, vi havde, før vi begyndte at interessere os for, om et andet menneske havde lavet afføring.

I stedet har vi kopieret hele konceptet. Mødregrupper. Babyrytmik. Babymassage. Babymotorik. Babyyoga. Jeg venter stadig på, at nogen lancerer baby-mindfulness med en tidligere mellemleder fra Novo Nordisk.

Og så sidder vi der. Fem voksne mænd i uld og diskuterer middagslure.

Jeg oplevede det forleden på Hovedbiblioteket.

Jeg sad og passede mig selv, da fem mænd slog sig ned i nærheden. De var iført beskidte bukser, uldtrøjer og strømper med huller i. De lignede overlevende fra en ekspedition, hvor ingen havde fortalt dem, at de godt måtte tage hjem.

En af dem havde et hul i strømpen så stort, at jeg et kort øjeblik overvejede at ringe til kommunen.

Det skulle vise sig at være det mindst bekymrende ved oplevelsen.

For det, der fulgte, mindede mest om en torturscene fra Saw, hvis Jigsaw havde fået ansættelse i Sundhedsstyrelsen.

De talte om deres børns søvn.

Ikke om, hvorvidt børnene sov godt. Nej. Vi skulle igennem samtlige detaljer. Hvornår de var vågnet. Hvornår de var faldet i søvn. Hvor længe de havde sovet. Hvorfor de ikke havde sovet. Hvad det betød for resten af dagen. Og hvad de hver især havde lært om sig selv i processen.

Jeg har aldrig i mit liv hørt fem mænd være så engagerede i noget, der foregik, mens ingen af dem var til stede.

De andre lyttede med den alvor, man normalt reserverer til en general, der fremlægger situationen ved fronten.

Jeg sad tilbage med ét spørgsmål.

Hvornår holdt mænd op med at kunne føre en fucking samtale?

Og inden nogen begynder at skrive et debatindlæg om giftig maskulinitet, vil jeg gerne understrege, at jeg synes, det er fremragende, at mænd tager deres barsel alvorligt.

Men hvorfor skal det være så forbandet kedeligt?

Vi har fået retten til at være hjemme med vores børn. Ikke pligten til at blive personlighedsforladte.

Jeg siger ikke, at vi skal tage børnene med på stripklub. Jeg siger bare, at der må findes noget mellem Bada Bing og en mand i merinould, der fortæller om en afbrudt lur.

Og jeg ved godt, at der sikkert sidder en eller anden mand i Valby og tænker, at jeg er et primitivt røvhul, som ikke har forstået moderne faderskab.

Det har han muligvis ret i.

Men jeg har trods alt forstået, at en samtale bør indeholde mindst ét emne, som ikke kan måles i minutter eller gram.

Det mest irriterende er, at jeg faktisk elsker at være på barsel.

Jeg elsker at være sammen med min datter. At have tid til hende. At gå rundt i byen uden et møde, jeg skal nå, eller en mail, jeg skal svare på. At opleve et lille menneske opdage verden, som om ingen nogensinde har set en due før.

Det er fantastisk.

Det betyder bare ikke, at jeg har lyst til at diskutere duen med 40 fremmede mennesker i hjemmestrikkede bukser.

Og måske er det her, jeg bliver nødt til at erkende noget ubehageligt.

Det er ikke sikkert, at barselskulturen har et problem.

Det er muligt, at problemet er en 35-årig pensioneret DJ, der stadig forventer, at enhver social sammenkomst på et eller andet tidspunkt udvikler sig til en fest.

En pensioneret DJ på afveje

Det mest irriterende ved hele besøget var imidlertid, at min datter tilsyneladende havde en glimrende eftermiddag.

Hun var fuldstændig ligeglad med ulden, kaffen og det sociale sammenbrud, hendes far mente at være vidne til.

Hun var bare glad.

Og måske er en babycafé slet ikke indrettet til, at en pensioneret DJ på 35 skal have en interessant kulturel oplevelse.

Det er en ubehagelig tanke.

Jeg havde egentlig besluttet mig for aldrig at komme tilbage. Men på vej hjem faldt min datter i søvn i barnevognen, og jeg tog mig selv i at kigge på klokken.

Jeg begyndte at regne på, hvor længe hun burde sove. Om hun havde været vågen for længe. Om eftermiddagen ville blive ødelagt, hvis hun vågnede for tidligt.

Jeg overvejede endda at spørge nogen til råds.

37 minutter senere gik det op for mig, hvad der var sket.

Jeg var blevet en af dem.

Jeg manglede bare ulden.