Se, hvad jeg har bygget

Jeg vil se, om den har fået styr på login. Før jeg lader agenten omskrive noget, tjekker jeg, om appen overhovedet peger på det rigtige Firebase-projekt. Der er ingen grund til at skifte låsen, hvis man står ved den forkerte opgang. Det burde tage fem minutter.

Næste gang jeg kigger på uret, er klokken to. Jeg kan ikke helt redegøre for, hvad jeg har lavet den sidste time og tre kvarter. Jeg kan heller ikke redegøre for, hvad agenten har lavet, før jeg har læst dens ændringer. Lige nu sidder jeg og glor på en markør, der blinker ved siden af ordet Tænker.

Så siger det kling. Buildet er grønt. Appen kan bygges uden fejl, og agenten fortæller mig, at løsningen er bedre end før. Jeg har ikke engang prøvet at logge ind endnu, og jeg er allerede i det humør, hvor jeg gerne vil have, at nogen kigger mig over skulderen. Der er bare ikke nogen, der venter på det her produkt. Hvis der fandtes en venteliste, stod jeg både øverst og nederst.

Jeg tror, jeg har fået mig en Tamagotchi igen. Hvis du ikke er gammel nok til at have haft en: Det var et lille elektronisk æg fra 1996 med et digitalt kæledyr på en skærm. Man skulle fodre det og fjerne dets lort, og glemte man det længe nok, kunne det dø. Min kodeagent kan godt klare sig uden mig. Den behøver ikke engang bippe. Jeg går selv ind og ser til den.

Det er næsten værre, når den virker. Hvis login virker, kan vi jo lige så godt få invitationerne til at virke. Og når de virker, skal vi vel have en side, hvor man kan se, hvem der har accepteret dem. Der er stadig ingen at invitere. Men nu kan jeg se, at de ikke har svaret.

I Meet the Sad Wives of AI fortæller Alessandra Ram om sin mand, der ringer fra et hotelværelse klokken to om natten for at vise hende noget i Claude Code. Hun er hjemme med deres datter. Hunden skal stadig ud. Flere af kvinderne i hendes reportage beskriver mænd, der er bange for at gå glip af det skifte, de regner med vil definere resten af deres arbejdsliv. Imens er der stadig nogen, der skal få hverdagen til at hænge sammen. Jeg ved godt, hvem jeg holder med i den scene. Jeg ved også godt, hvorfor han ringer.

Jeg er selv godt og grundigt træt af at høre mænd fortælle mig, hvad de kan med AI. Især dem, der ikke kan tale om andet. Det er en holdning, jeg har lettest ved at give udtryk for, når det er en anden, der har computeren åben. I World Economic Forums 2026-rapport udgjorde kvinder i gennemsnit 19,3 procent af AI-ingeniørerne i de 19 undersøgte økonomier, ifølge LinkedIn-data. Omtrent fire ud af fem var altså mænd. Det er en bestemt faggruppe, ikke alle os, der siger, at vi arbejder med AI. Det er i øvrigt en dejligt rummelig sætning. Den kan både betyde, at du udvikler en sprogmodel, og at du har bedt Claude om at bygge en rumraket af papmaché. Jeg vil gerne se begge dele. Jeg vil bare ikke sidde i den sidste.

Jeg arbejder med AI til daglig, og jeg ville nødig undvære kodeagenter som Codex og Claude Code. De kan ændre filer, køre tests og hjælpe mig med at prøve idéer af, jeg ellers ville have parkeret. Jeg kan også løfte kodehjelmen bagefter. Når jeg gennemgår et login, er jeg mindst lige så interesseret i, hvad en bruger ikke har adgang til, som i, om vedkommende kan komme ind. Det første kan du ikke se på en skærmoptagelse af det andet.

Selv Anthropic, firmaet bag Claude, har undersøgt forskellen på at få kode til at virke og at forstå den. I et forsøg med 52 udviklere, de fleste relativt nye i faget, fik gruppen med AI-hjælp i gennemsnit 50 procent rigtige i den efterfølgende test. Gruppen uden fik 67. Forskellen var størst på spørgsmål om fejlfinding. Det var en kort opgave med et ukendt Python-bibliotek og en AI-assistent, ikke en test af Claude Code. Men forskerne undersøgte noget, der sjældent får plads i en demo: Hvad har du selv forstået af det, du lige fik til at virke?

Jeg har kigget under motorhjelmen på nok flotte prototyper til at vide, at jeg ikke ville betro dem alle sammen mit fornavn. Hvilke data har løsningen adgang til? Hvad sender den videre? Hvad sker der, når den tjeneste, den er afhængig af, ikke svarer? Er den stadig billigere, når vi regner kontrol, rettelser og drift med? Du behøver ikke have skrevet hver linje selv for at svare. Du kan til gengæld ikke nøjes med at spørge den samme agent, der lige har fortalt dig, at alt ser glimrende ud.

Og hvad er det egentlig, vi er blevet hurtigere til? Hvis Jytte i marketing nu kan sende 42 sider i stedet for fire, og ingen læste de fire, er det eneste sikre fremskridt, at der nu er 38 sider mere, ingen læser. Den fejl er let at få øje på i Jyttes rapport. Den er sværere at få øje på, når man selv har valgt skrifttypen.

For nylig så jeg en Instagram-story med en pointe nogenlunde som denne: Har du også brugt tusind timer på et interface, ingen nogensinde kommer til at bruge? Så bliver du ked af at høre, at det næste store er no UI: Du beder softwaren om det, du vil have gjort, i stedet for at lede efter den rigtige knap. Jeg ved ikke, om vi er færdige med knapper. Jeg ved bare, at jeg har brugt urimeligt meget af mit voksne liv på at kæle for nogle, ingen mennesker nogensinde kommer til at trykke på.

Vis mig resten

Jeg tror, noget af det, der gør det så svært at stoppe, er, at jeg på én aften kan få lov at føle mig som en mand, der kan bygge hvad som helst. Den følelse er ægte nok. Det er ekspertisen, jeg kan komme til at tage på forskud. Hvis jeg bare ville se, om noget kunne lade sig gøre, har jeg lavet et eksperiment. Det må godt være det hele. I det øjeblik jeg beder andre om at bruge det, skylder jeg dem at kunne forklare, hvad jeg beder dem om at stole på.

Næste gang nogen siger «se, hvad jeg har bygget», vil jeg stadig gerne se det. Vis mig, hvad der sker, når noget går galt. Fortæl mig, hvem der ville savne det, hvis du slukkede. Jeg kan godt tage den første fremvisning. Jeg kan forklare, hvordan mit login virker. Det sværeste spørgsmål er stadig, hvem fanden der skulle logge ind.