Boganmeldelse: De truer med en partybus

Der findes gode veninder, og så findes der veninder, der lejer en partybus og inviterer mænd fra hele dit kærlighedsliv med til din polterabend.

Det er et ret vidunderligt ondt udgangspunkt for en roman. Ikke fordi en partybus i sig selv er specielt skræmmende – selv om kombinationen af Breezers, LED-lys og fællessang bestemt har potentiale – men fordi Susan Knorrenborg bruger bussen som en maskine, der langsomt fratager hovedpersonen retten til at bestemme sin egen historie.

Lykke er praktiserende læge i Brønshøj og skal giftes med Jesper. Samme morgen har hun været i Sverige for at forsøge at afslutte sin årelange affære med kokken Tom. Da hun kommer hjem, venter veninderne med festen. Undervejs stiger tidligere kærester og relationer på med gaver og anekdoter fra deres fælles fortid. Hver ny passager åbner et nyt tilbageblik, og meget hurtigt står det klart, at den Lykke, vennerne fejrer, ikke helt er den Lykke, vi som læsere er blevet lukket ind til.

Det er romanens egentlige motor. Ikke spørgsmålet om hvorvidt Lykke bliver afsløret, men hvem der overhovedet har ret til at fortælle et menneskes liv.

For Lykke er selv meget optaget af fortællingen om Lykke.

Hun har opdelt sit liv med næsten imponerende disciplin. Jesper hører til ét sted. Tom et andet. Veninderne får bestemte versioner. Familien nogle andre. Gamle kærester husker ting, hun selv har redigeret anderledes. Og fordi romanen bliver fortalt af Lykke selv, er vi hele tiden tæt på hendes forklaringer, undskyldninger og små interne revisioner af virkeligheden.

Det er her, Knorrenborgs fortællerstemme bliver rigtig god.

Lykke lyver ikke kun for andre. Hun er også fremragende til at formulere sine egne motiver på en måde, der næsten får dem til at lyde rimelige. En beslutning bliver til en omstændighed. En løgn bliver til hensyn. Et dobbeltliv bliver til noget, der på mystisk vis bare er vokset frem omkring hende.

Man får lyst til både at give hende et kram og konfiskere hendes telefon.

Knorrenborg gør heldigvis ikke Lykke til et moralsk regnestykke, hvor utroskab automatisk betyder minus hundrede point og dårlig person. Romanen er langt mere interesseret i de små forskydninger, der gør det muligt for et menneske at handle imod sine egne forestillinger om sig selv.

Lykke er læge, og det er ikke tilfældigt. Hun er trænet i at observere, diagnosticere og forestille sig konsekvenser. En lille detalje kan i hendes hoved vokse til en katastrofe. Professionelt frygter hun at overse noget afgørende. Privat overser hun til gengæld med stor energi det, der ikke passer ind i den version af livet, hun har besluttet sig for.

Det giver hendes jeg-stemme en fin dobbelthed: Hun er både skarp observatør og et menneske, hvis blik ikke altid kan stole på sig selv.

Også romanens struktur arbejder med den usikkerhed. Partybussens gaver fungerer som små døre ind til fortiden. En skjorte, en håndbold, en relation eller en gammel historie virker først som en harmløs festanekdote, men får en anden betydning, når Lykke fortæller sin version. Den hvide skjorte er særligt effektiv, fordi den viser, hvordan én genstand kan tilhøre flere menneskers helt forskellige erindringer.

Det er egentlig en enkel pointe: Vi siger ofte “kan du huske dengang?”, som om erindring var noget, man delte.

Det er den selvfølgelig ikke.

Knorrenborg er bedst, når hun lader den slags konkrete ting bære betydningen. Jespers skæve terrasse er et andet godt eksempel. Han bygger den til brylluppet, og den hælder ind mod huset. Det er svært ikke at se den som et billede på forholdet: hjemmelavet, upræcist, bygget i god tro og stadig noget, man faktisk kan stå på.

Det er langt mere interessant end jagthyttens hemmelige romantik med Tom.

For affæren med Tom lever netop af, at den ikke behøver kunne bære et hverdagsliv. Den eksisterer i et afgrænset rum, hvor regninger, sygdom, opvask og dårlige terrasser ikke rigtig får adgang. Lykke kan fortælle sig selv, at Tom ikke ønsker mere. Men efterhånden bliver det mindre klart, om det er sandt, eller bare den fortælling, hun selv har brug for.

Romanen er god til de steder, hvor ansvaret flytter sig frem og tilbage mellem mennesker. Tom er ikke uskyldig. Jesper er ikke bare den perfekte forsmåede mand. Veninderne er ikke en græsk korgruppe, der skal forklare læseren, hvad man moralsk bør mene. Især Annika kan både beskytte Lykke og fortælle hende, at hun har opført sig elendigt.

Det er en mere interessant forestilling om venskab end idéen om, at loyalitet betyder ubetinget opbakning.

Nogle gange er den mest kærlige sætning trods alt: Jeg bliver her, men det der var altså noget lort.

Humoren hjælper meget. Humoren er bedst, når den vokser ud af menneskers adfærd frem for ud af konstruerede punchlines. Lykkes far kan ødelægge både en sovs og en stemning. En bodeling bliver så smålig, at en kogebog nærmest må lide fysisk under det. Små genstande og pinlige menneskelige handlinger får lov at afsløre karaktererne.

Det er en humor, der gør dem mere menneskelige, ikke mindre.

Og derfor mærkes det også, når romanen indimellem mister tilliden til sine egne scener.

Der kommer passager om køn, diagnoser, forhold og utroskab, hvor teksten forklarer en pointe, jeg allerede syntes, romanen havde vist bedre. Det samme gælder dele af midterpartiet. Buskonstruktionen er elegant, men hver ny mand giver mulighed for endnu et langt tilbageblik, og på et tidspunkt tager partybussen så mange afkørsler ind i Lykkes ungdom, at man begynder at savne en chauffør med køre-hviletidsregler.

Det er ikke fordi afstikkerne er ligegyldige. Tværtimod bygger de den Lykke op, som slutningen senere kan rive i. Men nogle kunne være kortere.

Det samme gælder Annika, som enkelte steder bliver en smule for nyttig som den karakter, der kan formulere den moralske nuance, romanen ellers selv er så god til at vise. Når bogen stoler på genstandene, konflikterne og Lykkes modsætninger, er den bedre end når nogen får til opgave at opsummere pointen.

Til gengæld holder Knorrenborg fast i noget afgørende helt til slutningen: Lykke bliver ikke reduceret til sin værste handling.

Det betyder ikke, at hun bliver frikendt.

Det er en vigtig forskel.

Romanen har hele tiden mulighed for at ende i den type forløsning, hvor sandheden kommer frem, alle råber, nogen græder, og læseren bagefter kan sætte et moralsk flueben i den rigtige rubrik. Så nemt slipper hverken Lykke eller vi.

Konsekvenserne kommer ujævnt. Nogle mennesker ved noget, andre noget andet. Mistanke viser sig ikke at være det samme som viden. Kærlighed viser sig heller ikke automatisk at være tilgivelse. Slutningen efterlader relationerne åbne på en måde, der passer godt til resten af bogen: Ingen får monopol på, hvad historien betyder.

Og dér viser De truer med en partybus sig at handle om noget lidt større end utroskab.

Den handler om vores trang til at være redaktører på vores eget liv.

Vi laver alle sammen en autoriseret udgave. Den til kollegerne. Den til familien. Den til vennerne. Den til den person, vi elsker. Og måske især den udgave, vi selv kan holde ud at leve med.

Lykke er bare ualmindeligt ambitiøs i disciplinen.

Lad os bare sige det sådan her…

De truer med en partybus er meget morsom, men dens bedste kvalitet er, at humoren aldrig får lov at rense Lykke for ansvar. Knorrenborg gør hende forståelig uden at gøre hende uskyldig og lader samtidig de mennesker, hun har såret, være andet end rekvisitter i hendes udviklingshistorie.

Det er præcis derfor, romanen bliver siddende lidt længere end den første, meget morsomme idé om en polterabend fra helvede.

For måske er det mest ubehagelige ikke at få sin fortid samlet i en partybus.

Det er at opdage, at de andre også kan huske den.

Læs Apropos Magazines anmeldelse her (5/6 stjerner).