Der er noget utaknemmeligt over at være det første rigtige navn på Orange Scene efter dåben. Publikum er stadig ved at finde sig selv, deres venner, deres øl og den kø, de åbenbart har valgt at vie deres liv til. Wolf Alice gik på midt i det hele og gjorde noget næsten provokerende voksent: De skruede ikke op for kaosset. De gav os et pusterum.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Orange Scene efter åbningskoncerten er altid lidt som et hjem efter en stor fest, hvor ingen helt har besluttet, om man skal rydde op eller åbne en ny flaske. Folk driver rundt. Nogle leder efter mad. Andre leder efter mennesker, de allerede har mistet. Der er begejstring, forvirring og den der festivaloptimisme, hvor alle siger, at vejret er perfekt, selvom de står i en kø, der har udviklet sin egen infrastruktur.
I år gjorde et strømsvigt det heller ikke nemmere. Køerne voksede, orienteringen smuldrede, og Orange Scene skulle ligesom finde sin puls igen efter åbningen. Midt i alt det gik Wolf Alice på.
Det kunne næsten kun blive mærkeligt.
I stedet blev det meget rart.
Orange var langt fra fyldt. Det var faktisk lidt overraskende. På papiret burde Wolf Alice kunne trække flere folk. Et af Storbritanniens mest interessante indiebands fra det seneste årti, Mercury Prize-vindere, store sange, international tyngde, hele pakken. Men måske var det netop den lidt åbne plads, der klædte koncerten. For Wolf Alice er ikke et band, der lever af at tromle publikum ned med stadionmanøvrer og “kom så Roskilde”-råb hvert tredje minut.
De er bedre, når de får lov til at bygge langsomt.
Og det gjorde de. Uden at virke dovne. Uden at blive for pæne. Deres musik har den der britiske evne til at lyde velkendt uden at være retro på den trælse måde. Ikke en pose nostalgi med Union Jack på. Mere en stemning, man godt kender, men som stadig flytter sig. Drømmepop, støj, indierock, små sammenbrud og Ellie Rowsells vokal, der nogle gange næsten stod alene i luften, før bandet igen væltede ind omkring hende.
Der var ikke mange store armbevægelser. Heldigvis. Orange Scene kan godt få bands til at overkompensere, som om alle pludselig tror, de skal spille finale i Melodi Grand Prix for mennesker med campingarmbånd. Wolf Alice gjorde det modsatte. De lod sangene tage pladsen. Ikke hele pladsen. Bare nok.
“The Last Man on Earth”, “How Can I Make It OK?” og “Smile” fungerede som små pejlemærker undervejs. Ikke fordi de blev pustet kunstigt op til Orange-format. Mere fordi de blev spillet med den ro og præcision, der gør bandet interessant. De har en sjælden tillid til materialet. De står ikke og prøver at sælge sangene som brugte sofaer på DBA. De spiller dem, og så må man selv møde op i dem.
Det hele føltes lidt som første uge efter sommerferien. Man genkender bygningerne, menneskene og rutinerne, men alting er stadig en smule forskudt. Orange Scene havde ikke helt sat sig endnu. Publikum var ikke helt samlet. Festivalen var stadig ved at starte op i kroppen. Og Wolf Alice passede mærkeligt godt ind i den tilstand.
Da “Don’t Delete the Kisses” lukkede koncerten, faldt det hele på plads. Eller også faldt det netop ikke på plads, hvilket næsten var bedre. Nummeret har altid haft den der ubehageligt præcise følelse af en indre monolog, man ikke havde bedt om at få sat musik til. Gamle beskeder. Mennesker, man aldrig fik skrevet tilbage til. Den lille mentale domstol, der åbner fem minutter efter, man troede, man havde det fint.
Hvis man tror på Merkur i retrograd, kan man sikkert give den skylden. Jeg giver Wolf Alice skylden.
Refleksion:
Wolf Alice fyldte ikke Orange Scene ud med store fagter. De gjorde noget mere risikabelt: De stolede på sangene. Det var ikke en koncert, der væltede festivalen, og det var heller ikke meningen. Det var et pusterum. En smule luft i systemet. Og midt i Roskildes første store kaos var det faktisk ret meget værd.
