Gorillaz burde være en sensation. Det virtuelle tegneserieband. Myten. De store sange. Det mærkelige univers. Hele pakken. I stedet stod man på Roskilde og så Damon Albarn vandre rundt med sin megafon og tænkte: Er det her stadig Gorillaz, eller har nogen bare givet en britisk multikunstner Orange Scene som sommerhus?
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Damon Albarn igen.
Jeg ved ikke, om manden efterhånden har købt et sommerhus i Roskilde, fået nøglebrik til backstage og står i kø til morgenmad med sit eget krus. Men han dukker op på festivalen med en regelmæssighed, der efterhånden føles mindre som booking og mere som en kommunal ordning.
Denne gang var det med Gorillaz. Eller noget, der lignede Gorillaz. Eller Damon Albarn and Friends: Tegnefilmseditionen. Det var lidt svært at afgøre.
For Gorillaz burde jo være en sensation. Det er hele pointen. Da projektet første gang landede i verden, var det mærkeligt på den rigtige måde. Et virtuelt band, en popkulturel hallucination, fire animerede figurer og Damon Albarns rastløse hjerne bag gardinet. Da de spillede Roskilde første gang, føltes det næsten uprøvet. Som om nogen havde besluttet at gøre MTV, britpop, hiphop, dub, tegneserier og eksistentiel tømmermændsang til én levende maskine.
18 år senere var det stadig mærkeligt.
Bare ikke på den fede måde.
Koncerten begyndte med en forventning om, at universet ville åbne sig. At man ville blive suget ind i den der særlige Gorillaz-zone, hvor det både er tegneserie, koncert, popshow og kollektiv forvirring. Men i stedet føltes aftenen mere som en løs samling enormt dygtige musikere, gæster og idéer, der havde glemt at aftale, hvem der egentlig styrede rummet.
Albarn var centrum, selvfølgelig. Det er han altid, også når han teknisk set har opfundet et band, hvor hovedpersonerne burde være tegnefilm. Men denne gang virkede han mindre som dirigent og mere som diva. Han brokkede sig undervejs over en anden koncert, der kunne høres fra scenen. Fair nok, lyd på festivaler er kaos. Men der er noget imponerende lidt charmerende over at stå på Roskilde og virke fornærmet over, at Roskilde lyder som Roskilde.
Det mest sigende øjeblik kom, da et nummer måtte bremses, fordi en af rapperne fra De La Soul blev bedt om at gentage sit vers. Albarn havde mistet sit cue. Det kan ske. Selvfølgelig kan det ske. Men lige dér blev hele koncertens problem koncentreret i én lille scene. Det her skulle være et præcist maskineri. I stedet stod det og hakkede som en gammel iPod med lavt batteri.
Og ja, der var øjeblikke. Det ville være løgn at sige andet. De største sange kan stadig noget. Publikum sang med, når genkendelsen ramte. Der er stadig melodier i Gorillaz-kataloget, som er så stærke, at de næsten kan slæbe en koncert op ad bakken alene. Næsten.
Men tryllebundet? Nej. Det var publikum ikke. Der var hele tiden den der mærkelige festivaluro i kroppen omkring scenen. Folk kiggede rundt. Snakkede. Ventede. Sang lidt. Tjekkede måske, hvad de gik glip af andre steder. Det føltes ikke som et publikum, der var fanget i et univers. Det føltes som et publikum, der stod og kiggede på en dyr screensaver med liveband.
Det grundlæggende problem er måske, at Gorillaz i 2026 ikke længere føles som et band, men som en platform. Et format, hvor Damon Albarn kan placere gæster, sange og stemninger, uden at det nødvendigvis bliver til noget samlet. Og det er jo en udfordring, når hovedpersonen i princippet er en tegneseriefigur, men manden på scenen opfører sig, som om det hele handler om hans egen dagsform.
Der er ingen tvivl om, at Damon Albarn er et musikalsk multitalent. Det har han bevist. Igen og igen. Blur, Gorillaz, soloprojekter, samarbejder, operating, afrikanske musikprojekter, alt muligt. Vi har forstået det. Manden kan musik. Manden kan idéer. Manden kan sikkert også bygge en ret interessant reol.
Men Roskilde Festival behøver måske ikke ringe til ham som den første næste gang, der skal bookes en stor aften. Ikke fordi han ikke kan levere. Men fordi det her føltes som en kunstner, der allerede havde været her for mange gange, med et projekt, der ikke længere selv virkede helt sikker på, hvorfor det var kommet.
Refleksion:
Gorillaz burde have været mærkeligt, stort og forførende. I stedet blev det rodet, selvoptaget og overraskende tomt. Som at se en genial idé gå rundt på scenen og lede efter sin egen adgangskode.
