David Byrne var en af de bookinger på Roskilde, der fik programmet til at se klogere ud, bare ved at stå der. En levende legende, ja, men heldigvis ikke på den der museumsmåde, hvor man betaler for at se en mand mindes sig selv. På Arena fik vi noget langt mærkeligere og bedre: en koncert, der opførte sig som en forestilling.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
David Byrne var måske den mest spændende booking på hele Roskilde Festival. Ikke nødvendigvis den største, mest larmende eller mest algoritmevenlige. Men den mest interessante. Den slags navn, der får festivalprogrammet til at rette ryggen lidt. Som om Roskilde lige hvisker: bare rolig, vi kan stadig finde på noget.
Arena var proppet. Så proppet, at spørgsmålet meldte sig ret hurtigt: Var teltet egentlig for småt? På papiret kunne David Byrne sagtens have båret Orange Scene. Han har sangene, historien, bagkataloget, myten og den der særlige aura af mand, der både har opfundet noget og stadig virker oprigtigt nysgerrig på, hvad der sker, hvis man flytter en trommeslager tre meter til venstre.
Men alligevel føltes Arena rigtigt. Måske netop fordi koncerten ikke kun handlede om størrelsen. Den handlede om bevægelse. Om detaljer. Om at se mennesker på en scene gøre noget sammen, mens de hele tiden flyttede sig, skiftede plads og blev en del af en større mekanik, der aldrig føltes mekanisk.
Byrne havde samlet et roterende orkester, hvor musikerne konstant bevægede sig rundt i nøje koreograferede mønstre. Ingen stod stille ret længe. Det var ikke bare et band. Det var et lille mobilt samfund med rytmesans. Instrumenter, kroppe og sange gled ind og ud mellem hinanden, som om nogen havde taget idéen om en koncert og tænkt: hvad nu hvis vi også gjorde den fysisk?
Det var fascinerende at se. Ikke på den anstrengte måde, hvor man sidder og klapper af konceptet, fordi man føler, man bør. Mere på den måde, hvor man pludselig opdager, at man har stået i ti minutter og fulgt en percussionist krydse scenen, som var det en vigtig subplot i en arthousefilm. Hvilket det måske også var.
Publikum bar også præg af, at David Byrne er en kunstner med en helt særlig historie. Der var dem, der havde fulgt ham siden Talking Heads. Dem, der kom for det enorme bagkatalog. Dem, der sikkert havde læst en lang artikel om ham i et magasin med mat papir. Og så dem, der bare gerne ville høre den der sang, de engang fik med på computeren, dengang Windows XP stadig føltes som fremtiden. Det er faktisk smukt. Lidt kaotisk, men smukt.
Setlisten balancerede elegant mellem Talking Heads-klassikere og Byrnes eget materiale. Det kunne let være blevet en parade af “nu spiller vi den, I kender”, men koncerten føltes aldrig som karaoke for gamle fans. Sangene blev bundet sammen af små fortællinger, og nogle gange historier om historierne. Byrne stod ikke bare og præsenterede numre. Han åbnede små rum omkring dem.
Det er måske det, han gør bedre end de fleste. Han spiller ikke bare sange. Han bygger et system, man får lov at træde ind i. Et univers med regler, bevægelse, humor og præcision. Genrerne flød ubesværet sammen, og hele aftenen føltes mere som én samlet performance end en række enkeltstående numre. Som koncertformatet efter en tur hos en meget mild, meget musikalsk arkitekt.
Og så var der slutningen. De symbolske rulletekster. Publikum stod der, som om vi netop var trådt ud af en film, vi ikke helt vidste, vi havde været med i. Det kunne have været for cute. Det kunne have været for meget. Men det passede. For hele koncerten havde allerede insisteret på, at en koncert ikke behøver være en lige linje fra sang til sang. Den kan også være en fortælling, en koreografi, en idé med puls.
Refleksion:
Nogle kunstnere spiller deres sange og håber, at historien følger med. David Byrne gør det omvendt. Han bygger historien først, og så begynder musikken at bevæge sig rundt inde i den. Arena var måske for lille. Men den var også præcis lille nok til, at vi kunne se maskineriet blinke, svede og danse.
