Det er, som om en Malk de Koijn-koncert altid er lidt en genopstandelse. De dukker op med nogle års mellemrum, siger noget om bananer, snegle og universets dårlige WiFi, og pludselig står man igen og tænker: Nå ja, dansk rap kan faktisk godt være fuldstændig sin egen planet.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Malk de Koijn på Orange Scene i silende regn lyder på papiret som noget, der enten bliver legendarisk eller vådt på den irriterende måde. Det blev lidt begge dele. Mest legendarisk. Men også meget vådt.
Der er noget særligt ved Malk de Koijn på Roskilde. Ikke bare fordi de er et af de få danske navne, der kan stå på Orange uden at virke som nogen, der er blevet lånt en alt for stor jakke. Men fordi de stadig lyder som et band, der ikke burde kunne findes. Deres sprog er ikke bare tekst. Det er et system. Et lille fjollet, avanceret, selvlysende apparat, hvor rimene kommer før meningen, og hvor meningen så alligevel indhenter én lidt senere, iført snorkel og fangedragt.
Danmarks måske bedste rapgruppe har aldrig lydt som nogen andre. Flowet kommer før logikken. Ordlegen før forklaringen. Referencerne ligger oven på hinanden som gamle faneblade i en browser, man ikke tør lukke, fordi man er bange for at miste noget vigtigt. Og alligevel er det ikke ekskluderende. Det er måske det mest underlige ved dem. Malk de Koijn er ekstremt indforståede og ekstremt inkluderende på samme tid. Som at blive inviteret ind i en intern joke, man ikke forstår, men stadig griner af, fordi rytmen er god.
De indtog scenen med overskud. Ikke sådan et desperat “vi ejer Orange”-overskud. Mere et “vi har været her før, men vi har også taget nogle mærkelige hatte med”-overskud. Et af koncertens største mysterier var, om Geolo G bevidst havde ladet prismærket hænge fra sin kasket, eller om det bare var en fejl. Det blafrede der, meget stolt, som en lille detailhandelsinstallation midt i dansk hiphops mest kosmiske cirkus. Når man bruger mental energi på et prismærke under en koncert, ved man, at man er det rigtige sted.
Kostumerne skiftede løbende. Fangedragter, superheltekostumer, håndklæder med hætter. Alt virkede fuldstændig naturligt, hvilket siger en del om, hvor langt ude Malk de Koijns univers egentlig er. Andre kunstnere ville ligne nogen, der var faret vild på vej til sidste skoledag. Her føltes det bare som sceneuniformer fra Langstrand. Selvfølgelig. Hvad skulle de ellers have på? Sort blazer?
Musikalsk var de tre skarpe. Tight, tydelige og med den timing, der stadig gør dem til noget helt særligt i dansk hiphop. Deres måde at rappe på er ikke bare teknisk. Den er elastisk. Ordene hopper, vælter, griner og lander alligevel på beatet, som om nogen har snydt lidt med tyngdekraften. Geolo G lød fænomenalt, måske en smule mindre skinger end tidligere, men stadig med den der helt særlige stemme, der lyder som en tegnefilm, der har læst filosofi og drukket for meget kaffe.
Desværre var vejret imod dem. Regnen silede ned over Orange, og selvom gruppen gjorde alt, hvad de kunne for at invitere til en form for omvendt regndans, blev den bare ved. Det var ikke dramatisk regn. Det var arbejdsom regn. Regn med overenskomst. Frivillige måtte bygge et improviseret regnslag over DJ-pulten, og undervejs haltede lyden også. Der kom en teknisk pause, som heldigvis blev camoufleret elegant med et shoutout til lydfolkene. Smart. Hvis systemet knirker, så gør det til en del af showet.
Setlisten kom godt rundt i karrieren. Sneglzilla-numrene fik naturligvis den største respons, som de skulle. Det er stadig dér, mange publikummer har deres indre Malk de Koijn-kompas siddende. Men det var ikke kun nostalgi. En rolig “Kosmisk Kaos” gav kollektiv gåsehud på en efterhånden gennemblødt Orange-plads. Så stod vi dér, våde og lidt dumme, og mærkede noget, der på mystisk vis både var rørende og fuldstændig absurd. Det er en meget Malk de Koijn-agtig kombination.
Regnen og de tekniske problemer trak oplevelsen en smule ned. Det ville være åndssvagt at lade som om, alt spillede perfekt. Det gjorde det ikke. Men det interessante var, hvor lidt det egentlig ødelagde. De tre bananer lod sig ikke slå ud. De stod i kaosset og lignede nogen, der havde taget højde for, at universet selvfølgelig ville prøve at blande sig.
Refleksion:
Malk de Koijn føltes endnu en gang som et band, der bare dukker op for at minde alle andre om, at de stadig står helt alene i dansk hiphop. Ikke fordi alt var perfekt. Men fordi ingen andre kan få regn, tekniske problemer, prismærker, superheltekostumer og kosmisk ordgymnastik til at føles som én samlet idé. Det var vådt. Det var mærkeligt. Det var meget dem.
