Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at blive. Bare lige se starten, mærke temperaturen, lave den klassiske festivalmanøvre, hvor man lader som om, man er et frit menneske med kontrol over sin aften. Men så stod Tobias Rahim dér. Glinsende, kontrolleret og komplet urimeligt klar til Orange Scene.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Tobias Rahim på Orange Scene var en af de bookinger, der på forhånd delte vandene på den meget danske måde. Altså ikke med drama, men med små skeptiske sætninger ud gennem næsen. Var han stor nok? Var det for tidligt? Skulle Roskilde ikke have haft et internationalt navn? Kunne man virkelig give Orange til en mand, der for få år siden stadig føltes som et fænomen i bevægelse?
Svaret kom ret hurtigt.
Ja. Selvfølgelig kunne man det.
For Tobias Rahim stod ikke på Orange som en, der havde fået lov. Han stod der som en, der havde ventet på, at scenen endelig indhentede ham. Og det er en forskel. Han gik på med sit band, indsmurt, glinsende, fysisk til stede på den der Rahim-måde, hvor man aldrig helt ved, om man ser en popstjerne, en performancekunstner eller en meget veltrænet mand fra en drøm, man har haft efter for meget naturvin.
Scenografien var velkendt. Det enorme guldgevir tronede over det hele som et symbol på alt det, Rahim-projektet gerne vil være: stort, mytisk, kropsligt, lidt kitschet og helt uden interesse for dansk beskedenhed. Han ville op. Op, op, op. Og Orange lod ham komme derop.
Rahims energi kan stadig være svær at læse. Er det distance? Selvironi? Total kontrol? Er det charmerende? Er det lidt irriterende? Ja. Måske det hele. Men det er også derfor, han virker. Han er ikke folkelig på den klassiske danske måde, hvor man lige skal vise, at man egentlig er en helt almindelig fyr, der tilfældigvis står foran 60.000 mennesker. Tobias Rahim virker mere som en, der har besluttet, at almindelighed er noget, vi andre kan tage os af.
Og fair nok. Nogen skal jo gøre det.
Det vigtigste var, at intet ved koncerten virkede tilfældigt. Den var stramt sat sammen, men ikke steril. Den havde de store armbevægelser, men også en forståelse for timing. Og timing var faktisk hele pointen. For flere steder på årets Roskilde kunne man mærke en ny festivalstrategi: spil de største sange tidligt, hold publikums opmærksomhed fast, lad være med at gemme guldet til folk er begyndt at tænke på natmad.
Et kvarter inde kom “Flyvende Faduma”. Først i en stemningsfuld version, næsten kun båret af guitar og fællessang. Publikum tog over, og Orange føltes pludselig mindre. Ikke lille. Bare tættere. Som om alle lige blev hevet ind i den samme sang på samme tid. Kort efter foldede nummeret sig ud i sin fulde version med regnbuelys over scenen, og dér skete det, som de bedste Orange-øjeblikke kan gøre: Enten fik man sine forventninger indfriet, eller også opgav man modstanden.
Og inden man nåede at lande igen, stod Birthe Kjær på scenen.
Birthe. Kjær.
Det var så absurd og så rigtigt, at man næsten blev vred over, at ingen havde gjort det før. Hun sang “Den Danske Sommer”, eftersigende sin første optræden på Roskilde Festival, og publikum råbte hendes navn, som om hun altid havde hørt hjemme på Orange. Og det havde hun måske også. Ikke som ironi. Ikke som gimmick. Men som et af de der sjældne øjeblikke, hvor dansk kulturhistorie lige taber sin håndtaske og begynder at danse.
Hun var fabelagtig. Selvfølgelig var hun det. Birthe Kjær har den slags scenenærvær, der ikke behøver forklare sig. Hun kommer ind, og pludselig står hele pladsen og opfører sig, som om dansktop og festivalmytologi altid har delt garderobe.
Det mest bemærkelsesværdige var næsten, hvad der ikke skete. Birthe Kjær var koncertens eneste gæst. I en tid, hvor danske hovednavne ofte udvikler sig til P3 All Stars med konstant ind- og udskiftning af venner, features og folk, der lige var i området, var det befriende. Tobias Rahim lod koncerten være sin egen. Han havde ikke brug for flere navne. Han havde brug for ét perfekt kort, og han spillede det.
Koncerten sluttede, som den skulle. Med festfyrværkeri, store fagter og den slags Orange-finalefølelse, der næsten er for nem at gøre grin med, fordi den virker. Og det gjorde den. Det virkede.
Selvfølgelig kan onde tunger sige, at årets Roskilde-program indimellem lignede en lidt udvasket udgave af 2018. Og ja, man kunne godt savne mere vildskab i bookingerne hist og her. Men Tobias Rahim føltes ikke som nostalgi, genbrug eller sikker dansk hyggebooking. Han føltes som en artist, der ramte scenen på præcis det tidspunkt, hvor både han og festivalen var klar.
Refleksion:
Tobias Rahim blev ikke bare stor nok til Orange. Han gjorde Orange mindre omkring sig. Ikke ved at larme mest, men ved at forstå sit eget format bedre end de fleste. Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at blive. Det var dumt. Det her var True Orange Feeling.
