Torsdagen var dagen, hvor Copenhell for alvor gik op i gear. Pladsen var tættere pakket, promillen en anelse højere, og festivalen begyndte at ligne sig selv. Programmet spændte fra moderne metalcore med AI-angst til brasiliansk thrash og en mand i kilt, der spillede guitar, som om tiden var holdt op med at eksistere.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Bring Me The Horizon – flot pakket ind, men lidt for meget softwareopdatering
Måske var Bring Me The Horizon festivalens største navn. Måske også det mest omdiskuterede.
Det giver egentlig meget god mening.
Prøv at sætte deres første plade på og derefter et af de nyere hits. Det er næsten umuligt at tro, at det er det samme band. Udviklingen er imponerende, men den deler også vandene.
Produktionen var gigantisk. Scenen var bygget op som en enorm kirke, og visuelt var der virkelig tænkt over tingene. Hele koncerten kredsede om en kunstig intelligens, der... ja, selvfølgelig ikke var en kunstig intelligens. En fake dystopi, som virkede til at fascinere en del af publikum.
For mig fyldte den bare for meget.
Det begyndte lidt at føles som højtalerstemmen i en forlystelse i Djurs Sommerland. Den samme stemme igen og igen og igen, indtil man mest af alt havde lyst til at trykke på "skip intro".
Bandet spillede godt. Oli Sykes virkede engageret, og man kunne mærke, at de gerne ville levere et stort show.
Men når musikken toppede, blev det nogle gange næsten boyband med nedstemte guitarer. Kombinationen af popmelodier, kæmpeproduktion og AI-univers ramte mig aldrig helt.
Flot? Ja.
Overbevisende? Ikke helt.
★★★☆☆☆
Papa Roach – den slags koncert, man glemmer, hvor mange hits den egentlig har
Hvis man i starten af 00'erne var mere til Eminem end Slayer, har man sikkert også hørt Papa Roach.
Men det ville være uretfærdigt at reducere dem til et nu metal-levn.
Bandet har eksisteret siden 1993, udgivet elleve album og ligner stadig nogen, der oprigtigt elsker at spille koncerter.
Jacoby Shaddix var en ustoppelig frontmand. Han havde publikum i hånden fra første nummer og brugte nærmest hele koncerten på at piske endnu mere energi ud af folk.
...To Be Loved, Getting Away With Murder og selvfølgelig Last Resort fungerede præcis, som de skulle.
Inden finalen smed bandet et nu metal-medley ind med større hits end deres egne. Det virkede en smule som det stunt Mötley Crüe også har lavet, hvor man pludselig spiller alle andres sange. Lidt mærkeligt, men publikum elskede det, og det byggede egentlig meget fint op til Last Resort.
Nogle gange behøver det ikke være mere kompliceret.
★★★★☆☆
Sepultura – torsdagens knockout
Brasiliens Metallica?
Det vil nogen sikkert mene.
Godt nok var der ikke meget Cavalerabrødreskab tilbage i besætningen, men det ændrede ikke på, at Sepultura kom for at spille.
Og hold da op.
Der var smæk på fra første sekund, publikum var klar, og på det her tidspunkt af torsdagen var en del sikkert også blevet hjulpet godt på vej af festivalens mange øl.
Det gjorde bestemt ikke stemningen dårligere.
Koncerten havde præcis den intensitet, man håber på, når et band med så lang en historie går på scenen. Alt virkede rutineret uden at blive rutine.
De sluttede med Roots Bloody Roots, som åbenbart bare er sangen alle vil høre. Flere omkring mig virkede næsten overraskede over valget, fordi flere af de øvrige numre faktisk havde været endnu vildere undervejs.
Det, vi forventede, og det, vi fik, var ikke nødvendigvis det samme.
Men det blev en af ugens absolut bedste koncerter.
★★★★★★
Black Label Society – kilt burde være obligatorisk på Copenhell
Zakk Wylde er en levende karikatur af sig selv.
Og det er ment som en kæmpe kompliment.
Han har spillet med Ozzy Osbourne, er nu en del af Pantera og har spillet på alle store scener i verden.
Internettet er fyldt med memes af Wylde, der snurrer rundt med guitaren i sine karakteristiske butterfly-loops. De kom naturligvis også denne torsdag.
Ellers var hans scenefremtoning egentlig ret afdæmpet.
Det behøver den heller ikke være mere.
Den karakteristiske guitarsound gør næsten arbejdet selv, og sammen med de ikoniske bullseye-guitarer bliver han hypnotiserende at kigge på.
Han stod på scenen iført kilt og lædervest.
Jeg foreslår, at det bliver officiel dresscode på Copenhell fra næste år.
På et tidspunkt spillede han solo med sin guitarist, hvor de begge havde guitaren på ryggen samtidig. En fuldstændig unødvendig "because we can"-øvelse.
Og netop derfor var den fantastisk.
Kom snart igen.
★★★★☆☆
Torsdagens øvrige højdepunkter
Der var også stærke oplevelser fra Rival Sons, som endnu engang beviste, hvor sikkert de bevæger sig mellem klassisk hardrock og moderne stadionlyd.
Gatecreeper leverede dagens tungeste mur af lyd, mens Die Spitz gav festivalen et skud kaotisk punkenergi.
Og så skal Nordic Elite Wrestling selvfølgelig også nævnes. Der findes ganske enkelt ikke mange festivaler, hvor man kan gå direkte fra death metal til professionelle wrestlingkampe uden at blinke. Det er også Copenhell.
