Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Tag til Danish Coffee Festival, hvis du er nysgerrig på kaffehåndværk, maskiner og mikrokosmosset omkring moderne kaffekultur – og har lyst til at blive inspireret. Bliv hjemme, hvis du primært drikker kaffe for vanens skyld og foretrækker en god kop uden at skulle kunne forklare den i haiku-form, og du ikke har en stærk mening om kastanjenougattoner.
Alter Bridge har efterhånden eksisteret så længe, at de er blevet deres egen reference. Ikke som et nostalgisk revival-projekt, men som et band, der roligt har fortsat, mens verden har travlt med at opdage og glemme nye navne. I K.B. Hallen den 24. januar blev det tydeligt, at Alter Bridge ikke længere står i skyggen af Creed, supergrupper fra 00’erne eller tankstationernes klassiske rockhylder. De er bare et band, der ved præcis, hvad de laver — og hvem de spiller for.
Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg var færdig med spil, der prøver at slå mig ihjel for sjov. Men så kom Silksong. Og pludselig sad jeg der igen – med svedige håndflader, kaffe på bordet og en følelse af, at verden udenfor kunne vente. Det er et spil, der ikke beder om din tid, men kræver din tålmodighed. Og når du endelig rammer rytmen, er det som at huske, hvorfor du overhovedet begyndte at spille.
Jeg troede, jeg var færdig med hævnspil. Færdig med samuraifortællinger og mænd i slowmotion, der råber til himlen, mens blodet sprøjter i æstetiske buer. Men Ghost of Yōtei føles anderledes. Det lugter af stål og regn, føles som et zen-digt forklædt som blodbad og formår, på en eller anden måde, at gøre hævn smuk. Det er sjældent, et spil får mig til at sænke tempoet og bare kigge. Men her sidder jeg, midt i et japansk bjergpas, med controlleren i hånden og fornemmelsen af, at det ikke bare er fjender, jeg bekæmper, men mig selv.
Jeg havde aldrig hørt om Nordic Race, før vi meldte os til. På papiret lignede det en crossfitters vådeste drøm og en familiefars mareridt. Jeg så for mig pumpede mænd i bar overkrop, der kravlede over brændende biler, mens publikum kastede proteinbarer efter dem. I stedet blev det en dag med overraskelser – og den konstante frygt for at få klippet “skammens armbånd” af håndleddet.
Enten er du der for at pjække. Eller også er du der for at finde arbejde. Jeg ved ikke, hvad jeg selv lavede på TechBBQ, men jeg gik derfra med et par gratis strømper og en eksistentiel kvalme, jeg stadig ikke er kommet mig over.
Path of Exile 2 er tilbage med beta 0.3.0 – og det føles som juleaften for en Casual Gamer Dad. Vi, der er vokset op med gaming men nu jonglerer bleer, kaffe og børneskrig, får endelig et spil, hvor pauseknappen er lige så vigtig som loot. Spillet er massivt, uendeligt – og perfekt til far, der gamer på lånt tid.
Vi starter altid samme sted, når vi skal til Bornholm: ved Torvehallerne. Kaffe, proviant og en fast redaktionsregel om, at man aldrig må spise mad på færgen – vi behøver ikke forklare hvorfor, men lad os bare sige, at et par buffeter har ødelagt flere gode udflugter. Derfra går det som smurt: gennem det svenske landskab til Ystad, på færgen, og så føles det næsten nemmere end at finde en buffet på Fisketorvet.
Det begyndte med mudder op til anklerne og bukser, der klistrede som en dårlig beslutning. Efter de første 25 kindkys med folk, man måske kendte engang fra et tidligere liv på en mørk natklub, nåede jeg knap at tage første slurk naturvin, før hele pladsen begyndte at dirre af forventning. Man må give publikum på festivalen ti stjerner for at være åbne for at opleve noget nyt – for lad os være ærlige, 99 % var der for at se Justice klokken 22.40. Og da de gik på, stod det klart: Det her var ikke bare endnu en koncert. Det var en rave-messe, forklædt som festival.
Eric Bana vender tilbage som en martret ISB-agent med leverproblemer og følelsesmæssig bagage pakket ind i dunjakke og whiskyånde. Untamed ligner et Instagram-filter på et familiedrama: visuelt overvældende, men indvendigt er alle ved at gå i opløsning. En stille, langsom krimi, der ikke råber højt – men som bliver hængende.
Nu er det anden gang på under en måned, jeg ser Charli XCX – sidst i Paris, smadret af et himmelsk skybrud, og her i Roskilde under stor regn. Det føles, som om gud har bedt os om at opleve hende i stormvejr – og jeg er godt klar til at råbe “AMEN.”
Det lignede noget stort. Noget tænkt. Noget med trappe, budskab og dansere og Orange Scene. Men da konfettien havde lagt sig, sad jeg tilbage med en følelse af… vent, hvad var det egentlig, jeg lige havde set?
Langt fra fadøl og Fynske fællessange gemmer Tinderbox på en scene, der føles som en hemmelig EDM-verden for de dedikerede – og den gør det på internationalt niveau.
Hun kom ikke – og det gjorde vi så heller ikke.
De er hverken døde eller genopståede. Bare vedholdende. 14 albums dybe, stadig vrede, stadig poppede, stadig politiske — og stadig iført eyeliner og læderjakker, som om verden ikke er gået videre. Måske fordi den ikke har det.
Efter tre sæsoner med sved, råb og Michelin-drømme vender The Bear tilbage med en fjerde omgang, der forsøger at bygge videre på kaosset, men mest af alt føles som en ret med de samme ingredienser som før – velkendt, men nu med en lidt flad smag.
Man blev helt forpustet. Men ikke på den fede måde – mere som når nogen råber jokes, laver armbevægelser og spiller dancepop samtidig, og man sidder og tænker: Er det her en koncert? Er det satire? Eller er det bare en mand, der virkelig, virkelig gerne vil underholde?
Jeg havde glemt, hvor meget jeg savnede Mnemic. Eller måske havde jeg bare glemt, hvordan det føles, når et band ikke prøver at være noget, men bare er noget. Gendannelsen kunne have været kikset. Men det var det ikke.
Da 28 Days Later udkom i 2002, genopfandt den zombiegenren med en rå realisme og et dokumentarisk filmsprog, der siden blev ikonisk. 22 år senere samler instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland tråden op med 28 Years Later, den tredje og foreløbigt sidste film i trilogien. Resultatet er en uforudsigelig og temmelig modig afslutning, der nægter at levere de forventede chok – og i stedet insisterer på et mere filosofisk blik på det samfund, der står tilbage efter kollapset.
Hvis du er ligeglad med finurlig prosa og glansbilleder, så scroll direkte ned til Musikken – det er jo dét, du egentlig er her for. Men hvis du har lyst til lidt festival-hygge uden at blive ramt af 200 bannerannoncer fra Scanlines, så læn dig tilbage og nyd turen. Det bliver rodet, personligt og alt for langt. Lidt ligesom en god festival. Hyg dig.
Indiefolket var mødt op som til en stor familiebegivenhed: Mews sidste koncert med Jonas Bjerre som frontmand. Vemodigt, ja. Men også smukt, varmt og mærkeligt håbefuldt. For hvordan siger man egentlig farvel til et band, der har lydsat ens ungdom?
Der er noget vildt beroligende ved at se syv mænd skabe kontrolleret kaos på en scene, uden at nogen forsøger at forklare dig hvorfor. The Brian Jonestown Massacre spiller ikke koncerter – de holder seancer. Og i Amager Bio denne maj-aften, var vi mange, der havde sagt ja til at lade os besætte af støj, skævhed og tamburinkærlighed.
Det starter altid med ironi. Et par venner, et par øl og en akavet-agtig stemning på vej til en festival, man ikke helt ved om man elsker eller elsker at grine af. “Vi Elsker!” lyder mere som en ironisk kærlighedserklæring skrevet i comic sans end et seriøst festivalnavn. Men det er det, der er det geniale. For efter en dag i Rødovre med et tætpakket lineup kun med musik jeg kender (men ikke vil indrømme jeg kan lide), storsmilende politi, et fodboldhold på scenen og en mand, der faked at spille violin på en gearkasse, så er man faktisk... solgt. Ikke ironisk. Rigtigt.
Man kan sige meget om ungdommen, men man kan i hvert fald ikke sige, at vi ikke tør føle noget. Det føltes næsten upassende overhovedet at række ud efter sin øl, da Rumle Kærså stod på scenen og bad 1.500 mennesker om at lukke øjnene. For vi var der ikke for at drikke. Vi var der for at blive ramt.
Deres lyd er som en fælles puls – og i sommer rammer den Refshaleøen. Bicep medbringer deres ambitiøse AV-show CHROMA til O Days, og vi glæder os til et sansebombardement af visuals, bas og følelsesmæssige lag.
