Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
En terapeut dropper filteret og siger præcis, hvad han mener – med uventede resultater. “Shrinking” blander humor og hjertevarme i en rørende fortælling om sorg, venskab og forandring.
Mortal Kombat har altid levet af et enkelt, næsten barnligt løfte: at vold kan være koreograferet med stil og selvironi. Det er en arv, der går tilbage til spillene og til 1995-udgaven, instrueret af Paul W. S. Anderson, og videre til 2021-filmen, som i det mindste havde nok skæv energi til, at man ikke helt faldt i søvn med det samme. Derfor var der faktisk en lille forventning til 2’eren. Den rest blev, ærligt talt, ikke behandlet pænt.
Elektronisk musik har altid haft den dér særlige evne til at gøre nationale grænser lidt overflødige. Tripolism er et godt eksempel: Bryn, Frederik og Rasmus har på få år bevæget sig fra det danske miljøs mere indforståede kredsløb til lineups, hvor Coachella ikke bare er en drøm, men en gentagen adresse. På O Days stod de så i Orangeriet en lørdag eftermiddag og beviste, at verdensformat også kan lugte af solvarm græsplæne og festivalstøv.
Hvad nu hvis Robin Hood ikke var en helt, men bare en mand, der er blevet så vant til sin egen vold, at han kalder den skæbne? Michael Sarnoskis The Death of Robin Hood tager den gamle myte, vrider den hårdt i hænderne og efterlader noget mørkere, mere menneskeligt og ærligere. Hugh Jackman står midt i det hele, flankeret af Bill Skarsgård og Jodie Comer, og resultatet er langt mere eksistentielt end eventyrligt.
Wonderfestiwall er en af de festivaler, hvor man næsten skal minde sig selv om, at der faktisk også er musik. For først står man bare dér og kigger ud over Hammershus, klipperne, havet og solnedgangen og tænker: Hvad fanden laver vi her? På den gode måde. Og så går der fem minutter, og nogen råber, at Kesi spiller senere.
Jeg kan huske dengang, hvor det var tydeligt, når bands blev kendt på Myspace. De havde en særlig energi, som fulgte dem ind på scenen. Onsdag aften i Lille Vega lærte jeg, hvad der sker, når man er blevet kendt gennem YouTube.
Jeg nåede hurtigt til den del af Saros, hvor tommelfingeren arbejder mere end hjernen. Dash til højre. Skyd. Dash tilbage. Gentag. Det er ikke en klage, bare en fysiologisk observation. Når spillet klikker, føles det stramt og hurtigt. Når det ikke gør, føles det som at blive slæbt gennem samme korridor med en ny farve på væggene.
Jeg havde ikke set det Boiler Room-set. Det føltes næsten pinligt at indrømme, som at møde op til eksamen uden at have læst pensum, men med solbriller på og en Red Bull i hånden. Til gengæld havde jeg hørt folk sige sætningen nok gange, til at den begyndte at lyde som et adgangskrav til Arena: “Har du set det der Boiler Room-set?”
Efter mere end tre års ventetid vender Stranger Things tilbage med sin femte og afsluttende sæson. En finale, der lover svar, forløsning og et sidste opgør i Hawkins – og som leverer på skala, effekter og fanservice. Men jo større serien er blevet, jo sværere har den haft ved at holde fast i sin kerne. Sæson 5 er et ambitiøst, ofte underholdende, men også rodet farvel til et univers, der engang levede af mystik, enkelhed og ægte uhygge – og som nu kæmper med vægten af sin egen succes.
Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
Jeg har set mange bands i Royal Arena, men sjældent et, der på samme tid kunne virke så velsmurt og så improviseret. OneRepublic har milliarder af streams på samvittigheden, men opfører sig stadig som en flok gamle klassekammerater, der bare lige skulle mødes og spille lidt. Det er både deres styrke og deres svaghed.
Jeg har altid identificeret mig selv som gamer. Ikke den slags gamer, der råber i headset eller samler trofæer – men den eksistentielle slags, der spiller for at overleve hverdagen. Fra min barnlige længsel efter en Stone of Jordan i Diablo II til mine over tusind timer i Call of Duty under lockdown, har gaming altid været mit frirum. Men da jeg blev far, blev gaming noget nyt. Det blev terapi. Et fristed, hvor jeg kunne sidde med min søn på skødet, controlleren i hånden og mærke, at vi faktisk var i sync for første gang den uge. Og så kom Astro Bot.
Jeg ved ikke, hvad der er mest absurd: at jeg har set en K-pop-anime-musical to gange på én uge – eller at jeg elskede den. KPop Demon Hunters er muligvis den bedste film, jeg har set i 2025, og det føles som en indrømmelse, jeg bør skrive under pseudonym. Jeg gik ind i den med samme forventning, som man har, når en ven insisterer på, at man “bare lige skal se en YouTube-video.” Og jeg gik ud igen med tårer i øjnene og tinnitus af trap-beats.
Først og fremmest: stor respekt til Wonderfestiwall for international booking i den kaliber. Anastasia på plakaten er både stort og nostalgisk – faktisk kunne hun lige så godt have været hovednavnet på Tivolis lineup til Fredagsrock. Hun var nærværende, energisk og det stik modsatte af et udspilet show. Med otte musikere på scenen blev der ikke sparet på noget.
Vi gik forbi Arena for at nå Tyla. Det gjorde vi så ikke. For Nine Inch Nails hev os ind som en magnetisk kraft, og pludselig stod vi midt i en maskinel messe for vrede, melankoli og lysdesign.
Damon Albarn har efterhånden flere Roskilde-stempler i sit pas end nogen anden nulevende brite. Blur, Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen – og så den her: Africa Express. Som en form for humanitær musikstormagt med Albarn som FN-generalsekretær og sitrende øjne. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg oplevede – men jeg vil gerne stemme på det.
Der var ikke mange mennesker, men der var kirsebærtræer. Og så var der Beabadoobee, der spillede som om hun ikke havde brug for flere. Det føltes ikke som en festival – og det var måske netop det, der gjorde det rart.
Det er befriende at opleve, hvordan countrygenren langsomt bliver udfordret og udviklet. Den klassiske opfattelse af country som hvide gamle mænds domæne er ved at blive rystet, og nye stemmer, især unge sorte kvinder som Tanner Adell, bringer en friskhed og relevans, der er værd at følge tæt.
Det regnede. Vi var klar. Og The Streets skulle spille. Men da vi endelig kæmpede os gennem menneskehavet fra Magic Box mod hovedscenen, gik det op for os, at alle andre var på vej væk. Vi trådte ud på pladsen – og stod næsten alene. Det føltes som at dukke op til en housewarming, hvor værten har glemt at invitere gæsterne, men stadig skænker drinks og fyrer op under anlægget.
Jeg har set Gloryhammer før. Det var mærkeligt dengang, og det er stadig mærkeligt nu. Deres koncert på Copenhell føltes som et Dungeons & Dragons-rollespil, der aldrig blev rigtig farligt – bare fjollet. Og ikke på den fede måde.
Jeg ved godt, det er nemt at håne Bullet For My Valentine. Men da jeg stod der foran scenen og så deres forsanger dukke op i læderjakke og V-udskæring som var han på vej til casting i en genindspilning af Twilight, måtte jeg overgive mig til det: Der er en særlig slags cringe, der er så overbevist om sin egen sejhed, at det bliver underholdende.
Hun er 57 år gammel og bar overkroppen som en kampklar alien. På et tidspunkt måtte en bredskuldret sikkerhedsvagt hjælpe Skin op fra moshpitten, og da hun igen stod på scenen, pegede hun ned på ham og sagde: “If you wanna have sex later, I’m in.” Det var der, jeg vidste, at det her ikke ville blive nogen kønsløs nostalgi-koncert.
Det startede med et brag og sluttede med tinnitus. Jeg havde ikke regnet med, at tre mennesker fra Singapore skulle gøre mig lykkeligere end nogen storladen stadionkoncert. Men her står vi så: med hjertet oppe i halsen og Wormrot plantet som et monument i mit grindcore-kartotek.
Der er noget sært rørende ved at se Tom Cruise tage afsked. Ikke med et brag, men med et kram. Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two føles som en afskedssalut fra en mand, der har løbet for vores underholdning i snart 30 år – og som stadig nægter at gå stille ud. Men måske skulle han have taget en maske mere på.
MagicBox på Tinderbox er ikke bare en scene – det er en følelsesmæssig rutschebane med stroboskoplys og 130 BPM. Afrohouse’en peaker i år, og lineuppet oser af global, rytmisk eufori. Jeg har håndplukket de fem DJ’s, du ikke må misse, og peget på den ene dag, hvor du ikke må forlade MagicBox – samt én booking, der mest af alt føles som en joke, ingen rigtig griner af.
