Alter Bridge har efterhånden eksisteret så længe, at de er blevet deres egen reference. Ikke som et nostalgisk revival-projekt, men som et band, der roligt har fortsat, mens verden har travlt med at opdage og glemme nye navne. I K.B. Hallen den 24. januar blev det tydeligt, at Alter Bridge ikke længere står i skyggen af Creed, supergrupper fra 00’erne eller tankstationernes klassiske rockhylder. De er bare et band, der ved præcis, hvad de laver — og hvem de spiller for.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Der findes bands, som altid har lydt som noget, man kunne købe på en tankstation. Ikke som en fornærmelse — bare som et faktum. Hvis man stadig kunne købe CD’er på tanken i 2026, ville Alter Bridge uden tvivl stå dér mellem Dire Straits’ Brothers in Arms og en samlingen Rock der rocker. Dengang bandet blev dannet, gav den reference perfekt mening. Spørgsmålet er egentlig bare, om den stadig gør.
Alter Bridge er et af de mærkelige tilfælde, hvor spinoff-bandet har kørt længere end moderbandet. Creed eller ej — kronologien flyder sammen. I 00’erne var rockscenen proppet med supergrupper og sidespring: Audioslave ud af Rage Against the Machine, Velvet Revolver ud af resterne af Guns N’ Roses, og Myles Kennedy var på et tidspunkt også i spil dér. Rocken har altid været en fætter-kusine-branchesammenkomst, og Alter Bridge er et af de klareste eksempler på, hvordan den slags kan blive mere end et parentesprojekt.
Musikalsk er det rendyrket, klassisk rock. Creed-arven hænger stadig i luften: store omkvæd, radiofokus og en tydelig sans for det melodiske. Alter Bridge har dog altid været mere niche — flere soli, mere teknisk overskud, mindre radiopolering og et publikum, der aktivt vælger netop den kombination.
Kombinationen er de gode til. Myles Kennedy synger fænomenalt — det er ikke nyt — men Mark Tremonti er aftenens egentlige kraftcenter. Når han denne aften synger på Burn It Down, er det en af de øjeblikke, hvor koncerten løfter sig fysisk, og gåsehuden melder sig helt uden ironi. Balancen mellem de to frontfigurer fungerer overraskende godt. Det er svært at udpege en klar overlegen; niveauet er højt hos begge, og der er tydeligt plads i lydbilledet til dem samtidig.
Publikum var svært at kategorisere. Om det er far-/bedstefar-rock, eller om Alter Bridge har ramt en mere tidløs åre, er uklart. Men fælles var dedikationen. Alle sange virkede relevante, og der var ingen tydelig dødtid i sættet.
Det mest mærkelige øjeblik opstod midtvejs, da publikum selv initierede en organiseret, lettere akavet sit-down. Den klassiske manøvre, hvor alle sætter sig ned for derefter at eksplodere op igen på et givent cue. Bandet havde intet med det at gøre, hvilket næsten gjorde det sjovere. Et fælles ritual uden afsender.
Produktionen var skarp. Lyden stod klokkeklart på alle elementer, guitarerne havde plads, og bunden var tung uden at mudre. Lysshowet var præcist og effektivt, og den store skærm leverede visuals — om end den på et tidspunkt knækkede midt i en tekstlinje, hvilket utilsigtet gav det hele et let hjemmelavet præg.
Ekstranumrene blev indledt med Blackbird. Beatles’ Blackbird. Roligt, afdæmpet og næsten drillende. Og derefter Blackbird igen. Denne gang Alter Bridges egen. To Blackbirds, samme aften — og ja, det var helt så selvbevidst, som det lyder.
Alter Bridge leverede præcis det, man håbede på. Intet revolutionerende, men ekstremt solidt udført. Hvis man stadig kunne købe dem på en tankstation i dag, ville man nok gøre det — og ikke fortryde det på motorvejen hjem eller mod Gardasøen.
