TechBBQ 2025 (Bella Center)

TechBBQ er blevet noget, man åbenbart skal. Lidt ligesom Folkemødet, bare uden fadøl og ideologier. Og hvis du aldrig har hørt om det, så forestil dig 6.000 mennesker i Bella Center med navneskilte om halsen, der alle sammen gerne vil sælge noget til hinanden. Officielt er det “Skandinaviens største tech- og startupkonference”. Uofficielt er det en to-dages LinkedIn-feed, bare i fysisk form.

Der er scener med navne som Life Science, UrbanTech, European AI Summit, The Policy Lounge, Hero Academy og Board Summit, og programmet er spækket med paneler, keynotes og pitch competitions. Der er investorer på jagt efter den næste unicorn, startups der håber på funding, konsulenter der prøver at lande kunder, og politikere, der elsker at stå på en scene og sige, at Danmark er “førende” på et eller andet.

Og jeg? Jeg troede, jeg ville gå derfra med et par nye idéer. Måske endda en fornemmelse af, hvor teknologien bevæger sig hen. Jeg bildte mig selv ind, at der ville være talks, der sagde noget ærligt og klogt om AI, klima, digitalisering eller bare… fremtiden. At jeg kunne snuse til noget, der var større end buzzwords. At jeg ville møde nogen, der faktisk ville tale om substans.

I stedet fik jeg sokker og et mildt tryk i tindingen.

Det er den mærkelige dobbelthed: Man går ind i Bella Center med forventning om at blive inspireret – og går ud igen med følelsen af, at man lige har siddet til et gruppemøde i et mellemstort revisionshus. Jeg havde en idé om, at det kunne være et sted, hvor de små møder de store, hvor nogen siger noget skævt, hvor der opstår gnist. Men ret hurtigt finder man ud af, at de fleste er der af to grunde: at pjække fra arbejde uden dårlig samvittighed, eller at netværke sig vej til et nyt job.

Du kender følelsen, allerede når du går ind i Bella Center. Et inferno af akustik og aktiekapital. Du får en nakkeslynge med et badge, hvor dit navn står skrevet med industrifont, og dit firma er vigtigere end din fødselsdato. Og du mærker med det samme: Der er ikke nogen, der lytter – de scroller efter nye muligheder.

Man går rundt og støder ind i hinanden i midtergangen mellem UrbanTech-stande og AI-talks under European AI Summit. Jeg fik en flad cortado med tynd skum og blev mødt af fire pitchdeck-entusiaster, der havde opfundet en app, der kunne måle din klimaangst og sælge den som et API. Alle vil sælge noget. Men ingen har penge. Eller tid. Eller reelt behov. Det er som et cocktailparty uden alkohol – og hvor alle har skrevet et manuskript på forhånd, de ikke har tænkt sig at afvige fra.

Jeg fik gratis strømper hos Stripe. Det er åbenbart en ting. Og som jeg står der, kommer en ung fyr hen og spørger, om han må scanne mit badge. Ikke “hej”, ikke “hvad laver du”, bare klik – og så ved han, om jeg er investeringsklar, eller om jeg bare er en af dem, der er kommet for at drikke øl og tage billeder til deres startup-Instagram. Jeg svarer ikke. Jeg tager strømperne og går.

Det hele er et stort rollespil. En slags Tech LARP, hvor folk klæder sig ud som foundere og investorer, og hvor det vigtigste ikke er at få funding, men at se ud, som om man kunne. Det er alt det, du hader ved moderne arbejdsliv, destilleret i én stor oplevelse: præstationsretorik, selvoptimering, salgssprog, accelerationspsykose. Og ingen tør sige det højt.

Men lad os sige det højt.

Det, man ikke lærer på TechBBQ

Du lærer ikke, hvordan man bygger et produkt, nogen gider bruge.

Du lærer ikke, hvordan man siger nej til en investor med dårlig energi.

Du lærer ikke, at det er okay ikke at skalere.

Du lærer ikke, at impact ikke bare er en KPI, men et menneskeliv.

Du lærer ikke, hvordan man går ned med flaget og rejser sig igen.

Du lærer ikke, hvordan man arbejder med mennesker, der ikke ligner dig.

-

Du lærer hype.

Du lærer at sige “AI-first” uden at blinke.

Du lærer at bruge ord som “decoupled”, “monetisable”, “frictionless”, “customer journey”, uden at have rørt en linje kode eller talt med en rigtig kunde.

Du lærer at nikke til en keynote, mens du tænker på, hvordan du ser ud på de billeder, nogen tager bagerst i salen.

Talks, politik og øl

Der var sessioner under The Policy Lounge, hvor man egentlig troede, man skulle høre noget om EU-regulering eller digital konkurrence – og man gør jo det, til et punkt. Der var fx paneler med EU-parlamentarikere som Arba Kokalari, Kira Marie Peter-Hansen, Morten Løkkegaard og Niels Flemming Hansen, der diskuterede “The 28th Regime” som det næste skridt mod en gnidningsfri digital infrastruktur i Europa.

Jeg satte mig på bageste række og lyttede. Og da talken begyndte at glide over i LinkedIn-sprog og “harmonisering af den digitale værdikæde”, gik jeg over og hentede en øl. Det var midt på dagen, men jeg kunne ikke holde det ud. Øllen var lunken, talen lang, og applausen automatisk. Jeg drak den til ende under en snak om, hvordan man som startup bør tænke “regulatory readiness” allerede fra dag ét. Jeg ved ikke, om det var øllen eller sætningen, der slog mig ud.

Et netværk uden net

Der er networking-zoner. Der er matchmaking-apps. Der er QR-koder og business cards med NFC. Men det ægte netværk sker ikke. Det bliver aldrig til mere end “jeg kender nogen, du burde møde”-sætninger kastet over en lunken croissant. Alle har for travlt med at performe. Og det er ikke, fordi folk er idioter – de er bare fanget i en scene, hvor alle spiller med. Og ingen har overskud til at træde ud.

Der er heller ikke plads til tvivl. Ingen tør sige, at de har brug for hjælp. At de ikke har fundet product/market fit. At de kæmper. At de overvejer at droppe det hele og blive lærer. Du siger det ikke til en investor, og du siger det ikke til andre startups – og derfor sidder vi i en konferencehal med 6.000 mennesker og føler os… lidt alene. Sammen.

Alt andet fungerede skide godt

På overfladen fungerer TechBBQ altså. Scenerne virker. Dørene åbner. Der er toiletter og tech-support og storskærme og badges og shuttlebusser. Alt det logistiske er nogenlunde på plads. Det er bare ikke nok. For hvis det eneste, der fungerer, er det praktiske, og selve indholdet føles som LinkedIn på speed, så er vi ude i en slags konferenciel uncanny valley – hvor alting ligner noget men føles som ingenting.

Lad os bare sige det sådan her:

TechBBQ 2025 var ikke en techkonference. Det var en selvhjælpsmesse for håbefulde mellemledere i tidlige stadier af en krise. Jeg tog hjem med trætte fødder, tomme kalorier og en følelse af, at vi burde starte helt forfra: En konference, hvor man kun må tale om fejl. Hvor keynote speakers kun må vise ting, der ikke lykkedes. Hvor man må sige “jeg ved det ikke”. En konference uden slogans. Bare mennesker, der prøver.