Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
Det føltes lidt som at være 17 igen. Ikke på den dér fesne nostalgiske måde, men som da man virkelig ikke vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen – og elskede det. Teufel Bash var ikke poleret, ikke pænt og ikke planlagt til sidste decimal. Og netop derfor ramte det noget, de store festivaler for længst har glemt: følelsen af at være lige midt i noget råt og ægte.
De to franske mænd bag Justice har smadret hotelværelser, vundet Grammyer og lavet en opera uden publikum. Nu spiller de på O Days Festival – og jeg håber stadig, nogen råber “We Are Your Friends”, selvom det er 20 år siden, det var sejt.
Jeg vidste godt, det ville blive godt. Men jeg havde ikke forventet en koncert, hvor Royal Arena forvandler sig til et popkulturelt sceneskift af lys, mekanik og manisk selviscenesættelse. Tyler, The Creator spiller ikke bare musik – han iscenesætter sig selv som sit eget hovedværk.
Kesi gik på scenen som en mand, der havde inviteret hele byen til sin egen kroning – og alle mødte op, klar til at bukke. Royal Arena var udsolgt, det var lørdag aften, og dansk hiphop lignede pludselig noget, man kunne tage alvorligt med champagne i glasset. Det lugtede lidt af milepæl. Og det var det også.
Aarhus summede af musikalsk nysgerrighed, da SPOT Festival 2025 åbnede med en dag, der favnede alt fra følsom pop til eksperimenterende jazz og rå metal. Publikum blev mødt af en bred palet af nye navne, og hvis én ting stod klart: den danske musikscene er ikke i stå – den bobler.
Tinderbox er den slags festival, hvor du både kan råbe med på Basket Case, tude til Love on the Brain, og glemme dit livs dårlige beslutninger i et pariserhjul over Odense. Det er ikke bare en musikfestival – det er en slags sensorisk eksplosion, hvor pop, rock og techno blander sig med fadøl, glimmer og solskin på dåse.
The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom tør noget, de fleste spil ikke gør: at stole på din fantasi. Der er ikke ét rigtigt svar – kun dine egne. Det er frihed som leg, hvor selv de skøreste løsninger virker, fordi de er dine. Man starter forvirret og ender forelsket.
Når torsdagen føles som mandagTorsdag på Roskilde er lidt af en hængeparti. First Days er forbi, og Orange har åbnet – men programmet føles, som om det stadig venter på at vågne. Du har sol i nakken, lidt for lidt søvn og brug for noget, der kan bringe dig tilbage i kroppen. Det her er ikke dagen med flest must-sees – men her er seks navne, der kan overraske, forføre eller i det mindste holde dig væk fra campen et par timer.
Onsdag på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Mark Tremonti gik på scenen uden store armbevægelser, men med en Gibson over skulderen og en klar mission: at lade musikken tale. Og det gjorde den – i en koncert, hvor teknisk kunnen og følsomhed fandt hinanden i sjælden harmoni.
Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
Tænk hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvem du var – men alt omkring dig stadig duftede af penge. En mand, en tagterrasse, en garderobe som en Net-a-Porter-drøm og en fortid, der klæber til dig som et vådt lagen. Det er præmissen i Surface, Apple TV+’s silkebløde psykologiske thriller med Gugu Mbatha-Raw i centrum og San Francisco som kulisse. Men hvad gør en kvinde, når selv hendes egne minder virker iscenesatte?
Der var lagt i kakkelovnen til endnu en skarp sæson af White Lotus – denne gang i Thailands solkysede paradislokationer. Men selvom cocktailsene er kølige og kameraet smyger sig elegant omkring silhuetter og skænderier, føles det hele lidt for pænt. Som at se en storm på afstand, der aldrig rigtig bryder løs.
Nogen burde tage Marvels hovedkvarter og kaste det direkte ind i en blender med Succession, Jackass og lidt kantet samfundssatire. Og vupti: Ud kommer The Boys – stadig den mest groteske, morsomme og ubehageligt velfungerende serie om magt, moral og mænd i latex, der har svært ved at holde pikken i bukserne.
Der er noget smukt i dumhed. Det skal bare være den rigtige slags. Den, der ikke prøver at være klog. Den, der ikke pakker sig ind i ironi eller prestige-tv-ambitioner. Og det er netop det, Reacher sæson 3 gør: Den står stolt i bar overkrop og skriger “U-S-A” med en sprængladning i hånden. Og vi klapper. Med én hånd. Den anden holder telefonen.
Filmen åbner med George (Michael Fassbender) på en natklub. Musikken pulserer, lyset er lavt og flimrende, og alt føles netop så uigennemskueligt, som det skal i en film som denne. Han er der for at mødes med en kilde. Det er en af den slags åbningsscener, hvor man straks mærker tonen: alt har betydning, og ingen siger, hvad de mener.
Du klikker på en artikel om, hvordan man dyrker tomater i lejlighed. Bum – hele siden er et banner for White Lotus. Du scroller forbi reality-videoer, neglesvamp og ensomhedsbannere, og har glemt, hvorfor du overhovedet klikkede. Du læser ikke – du bliver forstyrret.
Heartland at Noma. Titlen alene lugter af konceptuelt bullshit og naturvin med lidt for meget holdning. Men midt i det prætentiøse inferno – ja, måske netop på trods af det – fik jeg mit livs største musikalske oplevelse.
Der er noget ved MØ, som føles som hjem. Hjem i en slags kaotisk ungdomsenergi, der nægter at vokse op, men alligevel lyder præcis, som den skal i en hal over Christiania en kold fredag aften i marts.
Sabrina Carpenter gik fra Disney-stjerne til TikTok-dronning – og nu til en næsten overperfekt popperle i Royal Arena. Men hvor meget glitter kan en aften egentlig bære, før man længes efter lidt skævhed?
Forestil dig, du går i biografen for at se Bill Murray og Pete Davidson. De står i traileren, de er på plakaten, de er på dine sociale medier. Og så er de med i… tre scener? Velkommen til Riff Raff, en film der beviser, at marketingafdelingerne har overtaget manuskriptskrivningen.
Hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan det ville se ud, hvis en joint røg tilbage, og så begyndte at tvivle på meningen med filmindustrien – så har du The Studio. Seth Rogen spiller med i en serie om at miste grebet om netop det, man aldrig helt havde fat i.
Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
Han har haft læderjakken længere, end du har haft rygrad. Lenny Kravitz trådte ind i Royal Arena med guitaren som en forlængelse af hoftebenet og solbrillerne limet til ansigtet. Det var rock, det var retro, det var… lidt som at være til koncert med et spejlbillede af sig selv fra 2002.
