Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
Sæson 7 af Black Mirror byder på seks nye afsnit, der balancerer mellem teknologisk satire, sci-fi-eksperimenter og meta-kommentarer. Desværre er resultatet ujævnt, og seriens evne til at spejle virkeligheden svækkes, når idéerne stikker af fra både relevans og resonans.
En episk aften med Billie Eilish, hvor hendes musik og tilstedeværelse fyldte Royal Arena med en intens energi, der berørte hver eneste sjæl.
Der findes festivaler, hvor du skal have ørepropper i og albuerne fremme. Og så findes der O Days. En slags kulturel detox for voksne mennesker med hang til æstetik, fransk elektronika og naturvin. Velkommen til Refshaleøens bedst klædte samlingspunkt, hvor ingen skråler med på “Smuk som et stjerneskud”, og hvor selv skraldespandene ser ud til at være designet af en tidligere Louisiana-kurator.
Fredag på Roskilde. En af de dage, hvor man kan mærke, at festivalen satser benhårdt på, at man føler noget. Om det ender i begejstring, forvirring eller noget midt imellem, må tiden vise. Én ting er sikkert: Saint Levant skal bevise, at han kan løfte scenen, Olivia Rodrigo skal eje Orange, og Electric Callboy skal smadre hjernen på dem, der ikke vidste, de var til metal med blinklys.
Et Roskilde før Roskilde. Onsdag den 2. juli på Roskilde er en disciplin i sig selv. Du er ikke rigtig i gang endnu – men du er heller ikke helt ædru. Du famler efter en rytme, efter en stemning, efter en undskyldning for at blive ude hele natten. Heldigvis har onsdagens program nok lyd og lys til at tænde op under teltdugen. Her er vores fem klare bud på, hvem du skal opleve.
Velkommen til Apropos’ kærlighedserklæring til Wonderfestiwall på Bornholm 2025. En festival hvor hav, himmel, ruiner og grønne bakker smelter sammen til en scene, der føles som noget, man næsten ikke tror eksisterer. Her handler det ikke om at være størst, hurtigst eller vildest. Det handler om at gøre tingene rigtigt – på bornholmsk vis. Så ja, vi elsker Wonder. Og her er, hvad du ikke må misse:
Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
Den 17. juli 2024 blev Lunden i Horsens forvandlet til et klangrum for to af tidens stærkeste livebands. Mew og The War on Drugs mødtes i det åbne, grønne amfiteater – og lod deres melankolske lyduniverser spejle hinanden i sommerlyset.
Royal Arena lugter af opvarmet nachos og nostalgi. Fred Durst tropper op i neongul t-shirt og pink shorts og ligner en far, der lige har opdaget rave. Det er både charmerende og lidt akavet. Som koncerten selv.
Der er serier, der forsøger at være subtile. Og så er der Outlander. Her er intet småt, og det er netop charmen. I syv sæsoner har Claire og Jamie kæmpet mod historien selv – imod imperier, sygdom, slaveri, vold, og mod den konstante risiko for at miste hinanden til tidens umættelige strøm. Men Outlander sæson 7 føles hverken som en gentagelse eller en udmattelse. Den føles som en kulmination. En smuk, brutal og ofte overstyret symfoni om kærlighed, traume og overlevelse i en verden, hvor intet bliver givet – og alt kan tages.
Det starter som en joke. En underlig kvinde, en gratis kop te, en lidt for lang samtale. Men Baby Reindeer er ikke nogen joke – det er en emotionel tordentale forklædt som standup. En selvbiografisk, hudløs og ubehageligt tæt serie, hvor Donny Dunn (spillet af skaberen selv, Richard Gadd) ikke bare åbner døren til sit liv, men flår den af hængslerne. Det er Netflix, når de tør – og du ser det med kroppen.
Man ved, man er i gang med noget særligt, når man midt i afsnit tre sidder og googler kvantefysik klokken 23:41 – ikke fordi man vil forstå det hele, men fordi man gerne vil kunne nikke klogt, hvis nogen bringer serien op til en middag, man ikke er inviteret til.
Det er, som om en Malk de Koijn-koncert altid er lidt en genopstandelse. De dukker op med nogle års mellemrum, siger noget om bananer, snegle og universets dårlige WiFi, og pludselig står man igen og tænker: Nå ja, dansk rap kan faktisk godt være fuldstændig sin egen planet.
Fra lavt niveau til højt niveau i konstant hård varme. Helvedes flamme tog fat om os. Fredag på Copenhell 2026 bød på Trivium i topform, et kollapset jubilæumsshow og en festival der balancerede kaos og højdepunkter.
Torsdagen var dagen, hvor Copenhell for alvor gik op i gear. Pladsen var tættere pakket, promillen en anelse højere, og festivalen begyndte at ligne sig selv. Programmet spændte fra moderne metalcore med AI-angst til brasiliansk thrash og en mand i kilt, der spillede guitar, som om tiden var holdt op med at eksistere.
Turboweekend gik på scenen efter en dag, hvor Tinderbox-publikummet havde fået både hede, storm, mudder og aflysning i hovedet. Det kræver sit band at løfte sådan en plads. Og Turboweekend kæmpede. Lyden var god, energien var reel, og de danske tekster havde bid. Men koncerten fandt aldrig helt den bevægelse, der kunne få det solide til at blive stort.
Jess Glynne kom på scenen efter en voldsom omgang vejr, hvor Tinderbox stadig var ved at finde balancen igen. Det var en utaknemmelig opgave, ja. Men også en chance. Hun havde hitsene, stemmen og publikum foran sig. Alligevel blev koncerten aldrig rigtig den forløsning, pladsen havde brug for.
Efter en dag med hede, storm, mudder og aflyst Charlie Puth var der brug for nogen, der kunne samle pladsen igen. Ikke forklare den. Ikke imponere den med smarthed. Bare samle den. Og så gik Thomas Helmig på scenen og gjorde det, han gør bedst: fik en festivalplads til at føles som ét stort dansk hjerte med hænderne over hovedet.
Jeg sad med den dér særlige fornemmelse af, at nogen havde åbnet en gammel skuffe og fundet både støv, skyld og et par overraskende gode jokes. Jonah Hills comeback som instruktør, Outcome, på Apple TV+, er en film, der ikke larmer sig til opmærksomhed, men sniger sig ind med et blik for menneskelig pinlighed, forsoning og den slags fortid, man helst ville lade stå i kælderen og mugne i fred.
Bremen Teater den 8. april 2026 føltes som et sted, hvor Mikkel Klint Thorius ikke bare kom forbi for at “prøve noget af”, men for at tage rummet i besiddelse fra første sekund. Jeg sad med den dér sjældne fornemmelse af, at der var styr på både timing, temperament og tempo. Ikke bare jokes. Ikke bare energi. Men et show, der vidste præcis, hvad det ville være.
Med sæson 2 af "Monarch: Legacy of Monsters" på Apple TV+ fortsætter jagten på forståelse og sameksistens med titanerne, der i denne omgang introducerer den nye skabning Titan X. Serien, der dygtigt balancerer mellem menneskelige dramaer og mytologiske monstre, formår at skabe en dybde, der står i kontrast til de mere actionfyldte film i MonsterVerse-universet.
Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvad mangler dansk livemusik egentlig?” så er svaret åbenbart kæmpesnav med Irina Olsen under et alien-hoved. Carl Knast leverede det, plus panfløjte, plus beskidt wifebeater, plus et niveau af kaos, der burde være ulovligt og alligevel føltes helt rigtigt.
En gruppe amerikanske Rangers står pludselig over for en fjende, der ikke spiller efter krigens normale regler: en gigantisk og tilsyneladende ustoppelig krigsmaskine. Midt i kaosset må en ung soldat forsøge at overleve en kamp, der virker tabt på forhånd. Men kan mennesker egentlig hamle op med en 30 meter høj robot?
Fyldt sal, næsten som om hver stol var pakket med forventning og latterklar. Simon Talbot glider ind på scenen med en rytme som om han allerede har vundet alles opmærksomhed. Lysene skifter, musikken banker i takt med tempoet, og han navigerer sit univers af bevidste selvmodsigelser, groteske iagttagelser og bevægelseshumor. Publikum slår sig på lårene fra første sekund – måske lidt voldsomt, men hey, det er en udsolgt Bremen.
Nintendo har haft sport i blodet siden NES-dagene, og Mario har længe været firmaets mest pålidelige multiatlet. Baseball, golf, fodbold, OL – og måske mest naturligt af alle: tennis. Den aristokratiske disciplin møder en italiensk blikkenslager i rødt, og på mirakuløs vis fungerer det stadig. Spørgsmålet er ikke, om Mario kan serve. Spørgsmålet er, om du kan returnere.
