Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Featured articles
Tag til Danish Coffee Festival, hvis du er nysgerrig på kaffehåndværk, maskiner og mikrokosmosset omkring moderne kaffekultur – og har lyst til at blive inspireret. Bliv hjemme, hvis du primært drikker kaffe for vanens skyld og foretrækker en god kop uden at skulle kunne forklare den i haiku-form, og du ikke har en stærk mening om kastanjenougattoner.
Alter Bridge har efterhånden eksisteret så længe, at de er blevet deres egen reference. Ikke som et nostalgisk revival-projekt, men som et band, der roligt har fortsat, mens verden har travlt med at opdage og glemme nye navne. I K.B. Hallen den 24. januar blev det tydeligt, at Alter Bridge ikke længere står i skyggen af Creed, supergrupper fra 00’erne eller tankstationernes klassiske rockhylder. De er bare et band, der ved præcis, hvad de laver — og hvem de spiller for.
Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg var færdig med spil, der prøver at slå mig ihjel for sjov. Men så kom Silksong. Og pludselig sad jeg der igen – med svedige håndflader, kaffe på bordet og en følelse af, at verden udenfor kunne vente. Det er et spil, der ikke beder om din tid, men kræver din tålmodighed. Og når du endelig rammer rytmen, er det som at huske, hvorfor du overhovedet begyndte at spille.
Jeg troede, jeg var færdig med hævnspil. Færdig med samuraifortællinger og mænd i slowmotion, der råber til himlen, mens blodet sprøjter i æstetiske buer. Men Ghost of Yōtei føles anderledes. Det lugter af stål og regn, føles som et zen-digt forklædt som blodbad og formår, på en eller anden måde, at gøre hævn smuk. Det er sjældent, et spil får mig til at sænke tempoet og bare kigge. Men her sidder jeg, midt i et japansk bjergpas, med controlleren i hånden og fornemmelsen af, at det ikke bare er fjender, jeg bekæmper, men mig selv.
Path of Exile 2 er tilbage med beta 0.3.0 – og det føles som juleaften for en Casual Gamer Dad. Vi, der er vokset op med gaming men nu jonglerer bleer, kaffe og børneskrig, får endelig et spil, hvor pauseknappen er lige så vigtig som loot. Spillet er massivt, uendeligt – og perfekt til far, der gamer på lånt tid.
Vi starter altid samme sted, når vi skal til Bornholm: ved Torvehallerne. Kaffe, proviant og en fast redaktionsregel om, at man aldrig må spise mad på færgen – vi behøver ikke forklare hvorfor, men lad os bare sige, at et par buffeter har ødelagt flere gode udflugter. Derfra går det som smurt: gennem det svenske landskab til Ystad, på færgen, og så føles det næsten nemmere end at finde en buffet på Fisketorvet.
Det lignede noget stort. Noget tænkt. Noget med trappe, budskab og dansere og Orange Scene. Men da konfettien havde lagt sig, sad jeg tilbage med en følelse af… vent, hvad var det egentlig, jeg lige havde set?
Hun kom ikke – og det gjorde vi så heller ikke.
De er hverken døde eller genopståede. Bare vedholdende. 14 albums dybe, stadig vrede, stadig poppede, stadig politiske — og stadig iført eyeliner og læderjakker, som om verden ikke er gået videre. Måske fordi den ikke har det.
Efter tre sæsoner med sved, råb og Michelin-drømme vender The Bear tilbage med en fjerde omgang, der forsøger at bygge videre på kaosset, men mest af alt føles som en ret med de samme ingredienser som før – velkendt, men nu med en lidt flad smag.
Jeg havde glemt, hvor meget jeg savnede Mnemic. Eller måske havde jeg bare glemt, hvordan det føles, når et band ikke prøver at være noget, men bare er noget. Gendannelsen kunne have været kikset. Men det var det ikke.
Hvis du er ligeglad med finurlig prosa og glansbilleder, så scroll direkte ned til Musikken – det er jo dét, du egentlig er her for. Men hvis du har lyst til lidt festival-hygge uden at blive ramt af 200 bannerannoncer fra Scanlines, så læn dig tilbage og nyd turen. Det bliver rodet, personligt og alt for langt. Lidt ligesom en god festival. Hyg dig.
Indiefolket var mødt op som til en stor familiebegivenhed: Mews sidste koncert med Jonas Bjerre som frontmand. Vemodigt, ja. Men også smukt, varmt og mærkeligt håbefuldt. For hvordan siger man egentlig farvel til et band, der har lydsat ens ungdom?
Det starter altid med ironi. Et par venner, et par øl og en akavet-agtig stemning på vej til en festival, man ikke helt ved om man elsker eller elsker at grine af. “Vi Elsker!” lyder mere som en ironisk kærlighedserklæring skrevet i comic sans end et seriøst festivalnavn. Men det er det, der er det geniale. For efter en dag i Rødovre med et tætpakket lineup kun med musik jeg kender (men ikke vil indrømme jeg kan lide), storsmilende politi, et fodboldhold på scenen og en mand, der faked at spille violin på en gearkasse, så er man faktisk... solgt. Ikke ironisk. Rigtigt.
Man kan sige meget om ungdommen, men man kan i hvert fald ikke sige, at vi ikke tør føle noget. Det føltes næsten upassende overhovedet at række ud efter sin øl, da Rumle Kærså stod på scenen og bad 1.500 mennesker om at lukke øjnene. For vi var der ikke for at drikke. Vi var der for at blive ramt.
Deres lyd er som en fælles puls – og i sommer rammer den Refshaleøen. Bicep medbringer deres ambitiøse AV-show CHROMA til O Days, og vi glæder os til et sansebombardement af visuals, bas og følelsesmæssige lag.
Jeg vidste godt, det ville blive godt. Men jeg havde ikke forventet en koncert, hvor Royal Arena forvandler sig til et popkulturelt sceneskift af lys, mekanik og manisk selviscenesættelse. Tyler, The Creator spiller ikke bare musik – han iscenesætter sig selv som sit eget hovedværk.
Mark Tremonti gik på scenen uden store armbevægelser, men med en Gibson over skulderen og en klar mission: at lade musikken tale. Og det gjorde den – i en koncert, hvor teknisk kunnen og følsomhed fandt hinanden i sjælden harmoni.
Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
Tænk hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvem du var – men alt omkring dig stadig duftede af penge. En mand, en tagterrasse, en garderobe som en Net-a-Porter-drøm og en fortid, der klæber til dig som et vådt lagen. Det er præmissen i Surface, Apple TV+’s silkebløde psykologiske thriller med Gugu Mbatha-Raw i centrum og San Francisco som kulisse. Men hvad gør en kvinde, når selv hendes egne minder virker iscenesatte?
Der var lagt i kakkelovnen til endnu en skarp sæson af White Lotus – denne gang i Thailands solkysede paradislokationer. Men selvom cocktailsene er kølige og kameraet smyger sig elegant omkring silhuetter og skænderier, føles det hele lidt for pænt. Som at se en storm på afstand, der aldrig rigtig bryder løs.
Nogen burde tage Marvels hovedkvarter og kaste det direkte ind i en blender med Succession, Jackass og lidt kantet samfundssatire. Og vupti: Ud kommer The Boys – stadig den mest groteske, morsomme og ubehageligt velfungerende serie om magt, moral og mænd i latex, der har svært ved at holde pikken i bukserne.
Der er noget smukt i dumhed. Det skal bare være den rigtige slags. Den, der ikke prøver at være klog. Den, der ikke pakker sig ind i ironi eller prestige-tv-ambitioner. Og det er netop det, Reacher sæson 3 gør: Den står stolt i bar overkrop og skriger “U-S-A” med en sprængladning i hånden. Og vi klapper. Med én hånd. Den anden holder telefonen.
Sabrina Carpenter gik fra Disney-stjerne til TikTok-dronning – og nu til en næsten overperfekt popperle i Royal Arena. Men hvor meget glitter kan en aften egentlig bære, før man længes efter lidt skævhed?
Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
