Sprog
Tryk Enter for at søge eller X for at lukke.
Der er aftener, hvor man går til koncert, og der er aftener, hvor man bliver omfavnet af en hel verden. Emma Sehested Høegs optræden i DR Koncerthuset var det sidste. En forestilling, et show, en koncert – og noget, der minder om en samtale med én, der tør sige alt det, du selv kun tænker i badet.
Der er nogen, der siger, de ikke fatter det. At man står midt i en koncert, med verdens største band på scenen, og alligevel filmer hele lortet på en telefon, man aldrig kommer til at se optagelserne fra. Men måske er det ikke fordi vi er idioter. Måske er det bare, fordi koncerten aldrig handlede om musikken. Ikke længere.
Det lyder som en joke, men det er det ikke: De mest ærlige, fandenivoldske og eksperimenterende stemmer i 2025 findes ikke i boghandlen. De findes i vertikale videoer med Lo-fi beats og en 22-årig, der læser poesi ind i sin telefon.
Han hedder Ripley. Tom Ripley. En karakter så glat, at han kunne glide gennem et italiensk palæ uden at efterlade spor. Nu er han tilbage i sort-hvid på Netflix – og det føles både koldt, smukt og fuldstændig forførende.
