Der er aftener, hvor man går til koncert, og der er aftener, hvor man bliver omfavnet af en hel verden. Emma Sehested Høegs optræden i DR Koncerthuset var det sidste. En forestilling, et show, en koncert – og noget, der minder om en samtale med én, der tør sige alt det, du selv kun tænker i badet.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Emma træder ind på scenen med det samme mix af charme, tyngde og skrøbelighed, som har gjort hende til en ener i det danske kulturlandskab. Ikke bare en sanger. Ikke bare en performer. En tilstand. En tilstedeværelse.
Med sange fra hendes debutalbum "I Know All the Words, But I Can't Say Goodbye" tager hun os med på en tur igennem breakup-ballader, eksistenskriser og håbefulde øjeblikke, hvor lyset rammer lidt skævt, men stadig varmt. Hun synger, som om hver sætning kunne være den sidste. Og publikum lytter, som om det var første gang, de forstod sig selv.
Musikken er jazzy, poppet, teatralsk – men altid forankret i noget dybt menneskeligt. Når Emma synger "I don’t miss you, I miss missing you", sidder det fast i kroppen som et ekko af noget, man selv engang følte, men aldrig fik formuleret.
Hun taler mellem numrene. Små monologer. Sjove, skæve, alvorlige. En slags stand-up med hjerteblod og køkkenvaskrealisme. Publikum griner. Nogle græder. Ingen kigger væk.
Lyset følger hende som en danser. Bandet – præcist og tilbagelænet – bærer hende som en blød kulisse, hvor det er tydeligt, hvem der er i centrum, uden at det bliver solocirkus. Det er en kollektiv følelse, som om vi alle sammen, bare for en aften, var enige om noget vigtigt.
Refleksion
Emma Sehested Høeg er ikke i gang med en karriere. Hun er i gang med en bevægelse. En bevægelse væk fra det polerede og hen mod det ægte. DR Koncerthuset blev for en stund omdannet til et rum, hvor vi alle måtte være til stede – uden ironi, uden filter.
Det var ikke bare en koncert. Det var en følelsespolitisk demonstration i mol. Og vi ville alle sammen skrive under.
5 ud af 5 Apropos-stjerner. For musikken. For modet. Og for at gøre os bløde uden at kalde det svaghed.
