Anmeldelse: Farveblind var for store til Lille VEGA

Jeg har aldrig været i Lille VEGA, hvor luften føltes så brugt. Den havde allerede været igennem samtlige mennesker i lokalet og var nu tilbage hos mig for tredje gang. Man burde have åbnet alle vinduer. Eller flyttet koncerten udenfor og ladet resten af Vesterbro tage konsekvenserne.

Det overraskede mig, hvem jeg delte luften med. Publikum lignede en nogenlunde ligelig fordeling af unge i tyverne og mænd i halvtredserne. Folk, der næppe ville blive enige om, hvornår man skal gå hjem, men tilsyneladende var helt enige om, hvor meget bas et menneske kan tåle. Det var ret befriende.

Den københavnske trio havde debutalbummet Micro Pleasures med i ryggen. I min anmeldelse af pladen efterlyste jeg større scener til Farveblind. Lørdag fik jeg lyst til at gentage opfordringen, denne gang af hensyn til både musikken og mit kredsløb. Albummets små lommer af frihed fra hverdagen havde fået en meget fysisk form. Det var svært at tænke på sin indbakke med så meget bas i kroppen.

Musikken havde et stramt greb om salen. Jens Asger Lykkeboe Mouritzen sad bag trommerne, Magnus Pilgaard Grønnebæk styrede elektronikken, og Anders Norre Arendt var den langhårede, urimeligt flotte mand med bassen. Der var lamper, bajere og tre mennesker, der havde noget at bestille. Tung bas, kontante trommer og elektronik med så meget fremdrift, at det nærmest føltes uhøfligt at stå stille.

Farveblinds største styrke er stadig musikken. Det er efterhånden en lidt sær ros at give et band, men der findes rigeligt med navne, hvis visuelle identitet er mere gennemarbejdet end deres bagkatalog. Her er repertoiret foran brandet. Og de spillede med en sikkerhed, der gjorde det let at overgive sig til larmen.

Under »Salary Man« samlede de tre sig om elektronikken midt på scenen, bøjet over maskinerne i det røde lys. Det lignede et personalemøde, der var kørt fuldstændig af sporet. Men det var også et af de øjeblikke, hvor man virkelig kunne se deres sammenspil. Tre mænd, én fælles idé og tilsyneladende ingen interesse i at skrue ned.

Magnus var også aftenens konferencier, selv om begejstringen gjorde sit bedste for at sabotere opgaven. Stemmen knækkede, og sætningerne havde svært ved at nå sikkert i mål. »Hold kæft, hvor er det fedt at være hjemme«, skreg han. Resten handlede mest om at skåle, og om hvor fede vi var. Jeg tror, han havde mere på hjerte, men kroppen ville hellere holde fest.

Man smiler med Farveblind. Man griner ikke af dem.

Undervejs fik Magnus sat gang i en moshpit, som ingen virkede interesseret i at afslutte. En stor del af salen kastede sig ind i den, mens resten stod og så til. Anders forsvandt på et tidspunkt fra scenen og dukkede op på baren i den modsatte ende af lokalet. Pludselig havde koncerten også en bagende, og man måtte vende sig om for at følge med. Det var præcis den slags øjeblik, der fik Lille VEGA til at føles både for lille og helt rigtig.

Alligevel sad jeg med en fornemmelse af, at succesen var kommet lidt bag på dem. Det er min egen vurdering, foretaget med en fadøl som eneste analyseværktøj. Musikken var klar til større scener. Publikum var klar. Men bandet virkede endnu ikke helt sikre på, hvordan de skulle forme al den energi til en hel aften med en ordentlig afslutning.

Så kom beskeden om, at der kun var én sang tilbage, og at de bagefter ville sælge merch. Jeg tog det først som en røver. De havde spillet omkring 50 minutter, og jeg havde stadig numre, jeg gerne ville høre. De havde endda lagt op til, at vi også skulle omkring noget af det gamle materiale.

Men den var god nok. Efter cirka en time var det slut. En time er ikke automatisk for lidt. Det bliver den, når koncerten har bygget så meget op, at afslutningen føles som at få slukket lyset midt i sin egen fest. Jeg havde været klar til en halv time mere. Det er dér, den sjette stjerne ryger. Ikke fordi Farveblind spillede dårligt, men fordi de spillede så godt, at aftenen fortjente en bedre landing.

Lad os bare sige det sådan her …

Jeg vil gerne se Farveblind igen. Gerne i Store VEGA, hvor både bandets ambitioner og mine lunger kan få lidt mere plads. Og når vi nu har fået festen ordentligt i gang, kan vi vel godt vente med at købe en T-shirt.