Black metal er tit højt og skrigende, fyldt med corpse paint, og kan være vældig symfonisk. Kombiner alt dette med både skjulte og tydelige sataniske metaforer, og nogle bandmedlemmer med navne, hvor de sagtens kunne være i familie med Diablos mindre onde slægtninge, og du er nogenlunde up to speed med, hvad der foregår.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Det hele lignede jo en doven Halloweenfest, hvor lidt for mange havde valgt den nemme løsning og taget battlevesten på. Det er ikke alle aftener, hvor den er en del af dresscoden, men med så fint mørkt besøg af black metal-dobbeltheadlinere må de dedikerede vel trække i uniformen. Behemoth fra Polen og Dimmu Borgir fra Norge. For de uindviede er det begge nationer med nogle af de største black metal-navne, og en meget berømt kontroversiel black metal-hændelse var faktisk med et norsk band i Polen. Led selv efter Black Mass Krakow, hvis du vil høre om noget, der næsten lyder for grotesk til at være sandt.
Efter Dark Funerals support skulle Behemoth forbande eller velsigne publikum. Frontmanden Nergal lignede Gorr the God Butcher. Han var veloplagt, og de kørte alle klicheer igennem. Gardinet blev hængt op og hejsede ned. Sceneudsmykningen lignede noget, der stod og rådede over sin egen undergang. Bassisten stod nærmest messende og aggressiv forrest, mens sceneelevatorer kørte op og ned. Det var langt fra highway to heaven. Vi skal bare have elevators to hell.
Nergal roste crewet bag scenen oprigtigt og respektfuldt og fremhævede samtidig, at de altså havde dygtige pyroteknikere med, som desværre var på bænken denne aften. En lodret røgmaskine måtte erstatte stemningen for os. Til slut kastede han en “Flying V” syv meter med én hånd til en roadie. Overskud og koordinering kan vist ikke demonstreres på andre måder. Koncerten var fabelagtig, og lyden blev ikke mudret. De mange kreative trommedetaljer stod virkelig skarpt.
Dimmu Borgir kom på efter tidsplanen og var i overraskende stort festhumør. Oftest er det bare mørke og sorte kåber, men måske var halloweenstemningen også løbet af med dem? Det var tydeligt, at de ikke spillede på tangenter omkring nordisk broderskab. Forsanger Shagrath kunne vel godt have sagt et par ting på (ny)norsk, eller endda givet tydelige norske numre, men den rute valgte de ikke. Til gengæld var ruten belagt med mange af deres gamle hits fra deres storhedstid, hvilket jo er godt, men samtidig virkede sangvalgene til tider lidt safe. Det ændrede dog ikke på en fabelagtig koncert fra start til slut. De afsluttede med “Progenies of the Great Apocalypse” uden symfoniorkester. Der blev det faktisk næsten for festagtigt, og de teasede den længe. Sangen er noget vidt ud, måske også hjulpet på vej af den hornløse demon?
KB Hallen var perfekte rammer for denne koncert. Nuvel, vi måtte undvære ild, til gengæld blev rummet udnyttet godt, og lyden var god både på gulvet og ved siddepladserne. Fornemmelsen af at få en dobbelt-headliner kan også føles som en mindre festival, og flere af gæsterne lignede da også nogen, som havde savnet at have ondt i nakken, siden de var på Copenhell i sommer. Begge bands var professionelle og oprigtige, og der var ikke nogle øjeblikke, hvor man kedede sig eller ville ønske, de kom videre. Naturligvis er denne aften ikke for alle, men det var virkelig en god oplevelse. Hvis man deltog og ikke brød sig om koncerterne, er det nok fordi man bare ikke er til genren.
Heaven or hell?
Det var en aften, hvor alt var lidt for meget på den rigtige måde. Battleveste, corpse paint, symfoniske løft og store armbevægelser. Det kunne let være blevet kitsch. I stedet blev det stramt, tændt og overraskende velspillet.
Mørket stod ikke bare og poserede. Det arbejdede faktisk.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
