Cæcilie Norby på Gamle Scene: Jazz i rødt plys

Der er noget næsten magisk ved at træde ind i Gamle Scenes røde plys og se krystallysekronerne over sig. Den almindelige koncertsludren, som ellers kan være så irriterende, forstummer. Også trangen til at synge med bliver lagt væk. Det voksne publikum finder en særlig ro, og kunstneren får lov til at stå i centrum. Denne søndag var ingen undtagelse.

Anledningen var Cæcilie Norbys Blue Note-jubilæum. Det er omkring 30 år siden, hun indledte sin solokarriere på det berømte jazzlabel, hvor hun fik mulighed for at forene jazzens frihed med poppens melodiske varme. Musikken fra den periode er stadig levende, og det blev tydeligt, at Norby ikke er interesseret i blot at genopføre fortiden.

Hun indtog scenen med glimmer, varme og en spilleglæde, som hurtigt bredte sig til hele salen. Martin Schack ved klaveret, Kristor Brødsgaard på bas og Klaus Menzer ved trommerne spillede med en sikkerhed, der gav plads til spontanitet. Laura Lindell og Asta Norby sang kor. Asta, som er Cæcilies datter, var en særlig glæde at høre. Der er både musikalitet og personlighed i hendes stemme. Hun har tydeligvis noget at bygge videre på.

Den amerikanske trompetist Randy Brecker var aftenens gæst. Han føjede endnu en stemme til et ensemble, hvor ingen behøvede at hæve sig over de andre for at blive hørt. Det var musikere, som lyttede til hinanden. Norby kunne nærmest føre en samtale med instrumenterne, og de svarede igen. Der blev jammet med en lethed, som gjorde det til en fornøjelse at følge.

Vi kom omkring både ældre og nyere sange, blandt andet Life on Mars, Cuban Cigars, First Conversation og Set Them Free. Men det var ikke sangenes alder, der gjorde indtryk. Det var måden, de blev sunget på. Cæcilie Norby har en usædvanlig evne til at skifte mellem det inderlige og det kraftfulde, uden at udtrykket mister sin naturlighed. Ikke en tone syntes at ligge forkert, medmindre det var meningen.

Undervejs fortalte hun om sit eget pladeselskab og benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på pladesalget i foyeren. Det var en ganske jordnær detalje midt i al den musikalske elegance. Også en kunstner med en lang international karriere skal have hverdagen til at hænge sammen.

Der var dog ét øjeblik, hvor det smukke teater ikke helt kunne følge med musikken. Norby opfordrede flere gange publikum til at rejse sig, klappe og danse. Opfordringen var sympatisk, men de snævre stolerækker på Gamle Scene egner sig ikke til den slags. Når folk rejser sig, forsvinder udsynet til scenen for dem, der sidder bagved. Det føltes ærligt talt lidt akavet. Her er begejstringen bedre tjent med at blive siddende.

Det ændrede ikke på, at vi var i usædvanligt godt selskab. Musikernes præcision blev aldrig mekanisk, og den store sal gav plads til både de stille passager og de mere løsslupne øjeblikke. Man kunne mærke glæden ved at spille sammen. Publikum kvitterede med en begejstring, der voksede gennem koncerten.

En stemme, der fyldte rummet

Til sidst kom Hallelujah. Cæcilie Norbys mor, operasangeren Solveig Lumholt, har selv sunget på Det Kongelige Teater. I ekstranummeret viste Norby, at hun også har en næsten operatisk kraft i stemmen. Den fyldte det gamle rum på en måde, som gjorde afslutningen til noget helt særligt. Jeg har ganske enkelt aldrig hørt noget så smukt.

Det var en aften med fremragende musikere, stor musikalitet og en sjælden fornemmelse af nærvær. Seks stjerner er fuldt fortjent. Ikke mindst fordi rammen på Gamle Scene lod musikken få den opmærksomhed, den fortjente. Da vi gik derfra, var det ikke de akavede danseforsøg, der blev hængende. Det var stemmen.