En udsolgt Falkoner Sal med venteliste fik en aften med Beth Hart, når hun er allerbedst: rå, sårbar, kompromisløs og med en vokal, der kan få selv de mest garvede koncertgængere til at overgive sig.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Der var lagt op til en stor aften i Falkoner Salen den 16. november. Koncerten med Beth Hart var for længst udsolgt, og en venteliste vidnede om, at interessen for den amerikanske bluesrock-sangerinde fortsat er enorm.
Og Beth Hart leverede. Med en vokalpræstation og et scenenærvær, der var både intenst og medrivende, tog hun publikum med ind i sit helt særlige musikalske univers.
Hun åbnede med Leave the Light On. Betagende smukt, intenst og med en nerve, der satte niveauet fra første tone. Allerede på andet nummer, Tell Her You Belong to Me, sang salen med. Det blev tydeligt, at publikum ikke bare kendte musikken, men også historien bag.
Beth Hart har aldrig lagt skjul på, at hendes liv har været hårdt. Mellem numrene delte hun personlige fortællinger om sin far og hans mentalt syge kæreste. En historie, der har inspireret Tell Her You Belong to Me, og som giver linjen “She’ll never kiss you the way I miss you” en særlig smertefuld betydning. Det er ordene fra et barn, der har savnet og længtes efter noget, det aldrig rigtig fik.
Det er netop her, Beth Hart er noget ganske særligt. Hendes sange er ikke bare sange. De er hentet fra et levet liv, og følelserne ligger helt uden på tøjet.

Når hun ikke lå på scenegulvet og sang med hele kroppen, sad hun ved klaveret og lod stemmen folde sig ud. Hendes rockballader er i en helt særlig kaliber. De er smukke og rå på samme tid og rammer med en følelsesmæssig styrke, der kan mærkes helt ind i sjælen.
Good as It Gets begejstrede, og Waterfalls fik igen salen til at synge med af fuld hals.
Der var også plads til mindre kendte numre, blandt andet Stuff for You fra deluxeudgaven af hendes nyeste album, You Still Got Me, udgivet i juni 2026. Det er altid interessant, når en kunstner tør give plads til nyt materiale frem for udelukkende at servere publikumsfavoritterne. Til gengæld var det ikke alle, der endnu havde nået at lære de nye sange udenad.
Et af aftenens musikalske højdepunkter var I’ll Take Care of You, det smukke bluesnummer fra hendes album med Joe Bonamassa. Her fik bluesen for alvor lov til at fylde, ikke mindst takket være Jon Nichols på guitar. Han har været Beth Harts faste leadguitarist og musikalske leder gennem mere end 17 år og er en fremragende musiker. Beth Hart kaldte ham meget passende “Such a good bad ass”. Det var svært at være uenig.
Vi fik også Learning to Live, hvor Beth fortalte om sin livstruende anoreksi og om ægtemanden Scot, der hjalp hende igennem sygdommen. Det blev endnu et indblik i det liv, der har formet både kvinden og kunstneren.
Beth Hart er 54 år, og hun er tydeligvis vild med Danmark. Det mærkes i kontakten med publikum, som hun både udfordrer, underholder og inviterer indenfor i sine personlige fortællinger.
Koncerten havde mere variation og bredde end ved flere af hendes tidligere optrædener. Der var blues, rock, klaverballader, nye sange og sågar cirkusmusik. Sidstnævnte er måske en genre, man enten elsker eller lader passere. Det var i hvert fald noget ganske andet end de rockballader, som hun mestrer til perfektion.
Indimellem blev udtrykket lidt for pænt og kontrolleret. Det klæder hende imidlertid bedst, når hun slipper tøjlerne og bare rocker igennem. For når Beth Hart fyrer den af, er hun ganske enkelt i en klasse for sig.

Der var lidt teknisk postyr omkring klaveret undervejs, men det forstyrrede ikke for alvor koncertoplevelsen. Lyden i Falkoner Salen var god, og hendes fantastiske vokal stod klart gennem hele aftenen.
De tre ekstranumre bød blandt andet på Baby Shot Me Down og to sange fra den mere religiøse del af hendes repertoire: Chocolate Jesus og Bottle of Jesus. Beth Hart fortalte om sit forhold til Gud, om at være blevet svigtet, men også om tilgivelse og følelsen af aldrig at være blevet forladt.
Det var en anderledes afslutning, end nogle af os havde håbet på. Vi havde andre numre på ønskelisten og forlod derfor salen med en smule forvirring over de sidste musikalske valg.
Men det ændrer ikke ved helhedsindtrykket.
Beth Hart er en kunstner med store følelser, en smuk sårbarhed og en imponerende evne til at omsætte et særdeles hårdt levet liv til musik. Hun er ikke altid forudsigelig, og heldigvis for det. Hendes styrke ligger netop i det uforfinede, det ærlige og det kompromisløse.
Publikum i Falkoner Salen var tydeligt fascineret. Det voksne publikum fik både de store følelser, de stærke bluesrødder og de øjeblikke, hvor Beth Hart for alvor slipper sig selv løs.
En aften med en enestående vokal og rockballader, der går lige i hjertet. Beth Hart behøver ikke være perfekt. Hun skal bare være Beth Hart.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner











