Der er nogen, der siger, de ikke fatter det. At man står midt i en koncert, med verdens største band på scenen, og alligevel filmer hele lortet på en telefon, man aldrig kommer til at se optagelserne fra. Men måske er det ikke fordi vi er idioter. Måske er det bare, fordi koncerten aldrig handlede om musikken. Ikke længere.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Vi er i 2025, og koncertoplevelsen er blevet noget andet, end den var engang. Den handler ikke kun om lyd og krop og fællesskab. Den handler om dokumentation. Om bevisførelse. Om at du var der – og at andre ved det.
Du står med din øl i hånden og mobilen i den anden. Du prøver at balancere en story, et skrig og et blik på, om nogen har set din story. Og måske er det fair. Måske er det bare den virkelighed, vi har skabt. Vi oplever gennem en skærm – også når vi er fysisk til stede.
Koncerten som contentproduktion
Når Taylor Swift turnerer, følger der en hel bølge af TikTok-videoer med. Der er regler: Du skal filme "All Too Well". Du skal tage billeder af armbåndet. Du skal have det ene money shot til Instagram. Og det er ikke længere fans, der tilfældigvis optager. Det er små produktionsteams forklædt som publikum.
Det handler ikke om at være til stede – det handler om at være relevant. Oplevelsen bliver sekundær i forhold til det, oplevelsen kan blive til.
Hvor blev intimiteten af?
Vi er mange, der husker følelsen. At stå foran en scene, høre det første slag på stortrommen og mærke hele kroppen reagere. Ikke gennem et kamera, men helt fysisk. Man glemmer, hvordan folk så ud. Man husker bare stemningen. Lyset. Råbet.
Men i dag er der en mur af skærme. Publikum filmer ikke for at gemme noget – de filmer for at blive set. Og det gør noget ved koncerten. Det gør noget ved musikken. Den skal se rigtig ud. Den skal være til at dele. Den skal være klipbar, delevenlig, genkendelig. Og helst ikke for grim eller svedig.
Er det kunstens skyld? Ja, lidt.
Kunstnere iscenesætter sig selv som brand. Og det er forståeligt. Det er nødvendigt. Men det forstærker illusionen om, at koncerten er en oplevelse, du køber dig ind i som kunde – ikke deltager i som menneske. Der er mindre plads til fejl, og derfor også mindre plads til magi.
Samtidig har venue'erne og bookingbureauerne indset, at oplevelsen skal kunne sælges videre. Så der kommer mere lys, mere konfetti, mere koreografi. Det ligner en reklamefilm – fordi det er det.
Hvad kan man så gøre?
Man kunne begynde med at spørge sig selv: Er jeg her for at være her – eller for at vise, at jeg var her? Og ja, det er svært. Vi er alle sammen blevet vores egne pressefotografer. Det er ikke en moralprædiken. Det er en konstatering.
Nogle kunstnere prøver at bryde det. Kevin Morby bad engang publikum lægge telefonen væk og se én sang med øjnene åbne, ikke bag en skærm. Folk blev utilpasse. Andre sagde tak bagefter.
Refleksion
Måske handler det ikke om at forbyde mobiltelefoner. Måske handler det bare om at skabe øjeblikke, der er stærkere end trangen til at dokumentere dem. Måske skal koncerten igen være et rum, hvor vi glemmer os selv – og hinanden – bare lidt. Ikke for evigt. Bare i tre minutter og sytten sekunder.
Eller også er det for sent. Og det eneste, vi kan håbe på, er, at nogen filmer dig, mens du filmer dem – så vi i det mindste har dokumentation for, at vi engang var mennesker, der oplevede noget. Før vi blev content.
