Jeg har aldrig været typen, der gik op i britisk garage. Men så hørte jeg Dry Your Eyes på en tømmermandsmorgen, og pludselig føltes det som om, Mike Skinner havde skrevet dagbog over mit liv. Nu spiller The Streets på Tinderbox, og jeg er klar til at genopleve det hele – med øl i hånden og hjertet på skjorten.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Mike Skinner er ikke bare en rapper. Han er en historiefortæller, en poet med hoodie og en mand, der har formået at sætte ord på det, vi andre kun kan føle. Med The Streets har han siden starten af 2000’erne skabt musik, der balancerer mellem det rå og det rørende, det banale og det brillante.
Debutalbummet Original Pirate Material fra 2002 satte nye standarder for britisk hiphop. Det var ikke bare beats og rim; det var hverdagsobservationer fra pubben, baghaven og bussen – leveret med en deadpan charme og en Birmingham-accent, der ikke lignede noget andet. Sange som Has It Come to This? og Let’s Push Things Forward blev ikke bare hits – de blev identitet. Soundtracket til dem, der ikke havde råd til taxi hjem og alligevel insisterede på at blive ude til sidstemanden.
To år senere kom A Grand Don’t Come for Free, et album der forvandlede tabet af tusind pund til et episk kærlighedsdrama. Albummet følger en løs narrativ tråd gennem tømmermænd, opkald, eskapader og en langsom erkendelse af, at man måske selv er problemet. Singlen Dry Your Eyes blev Skinners største hit – og et ufrivilligt anthem for den emotionelle arbejderklasse. Det var første gang nogen fik lov at græde i britisk hiphop uden at miste ansigt.
Siden fulgte The Hardest Way to Make an Easy Living, hvor Skinner lavede et albumnummer om at være berømt og træt af det allerede før, det var moderne. På Everything Is Borrowed blev tonen mere filosofisk. Som om han ikke længere behøvede at overbevise nogen – kun sig selv. I 2011 lukkede han projektet med ordene: “Computers and blues / This is my last album – goodbye.”
Men Mike Skinner har aldrig været god til at holde sig væk.
Efter et par sideprojekter og DJ-sæt vendte han i 2017 tilbage som The Streets med singler, mixtapes og en britisk tour. Og i 2023 gik han all-in med albummet og filmen The Darker the Shadow the Brighter the Light – et noir-agtigt univers med neon, paranoia og den gamle Streets-følelse, bare pakket ind i ældre og mørkere tanker. Filmen er kitschet og klog, albummet er flimrende og ærligt. Det er stadig ham.
Men det er live, det hele forløses.
En The Streets-koncert er ikke en koncert – det er en pub med beat. Skinner taler til publikum, afbryder sig selv, sætter numre på pause for at snakke, glemmer vers og råber i stedet: “You lot know this one, innit!” Det føles, som om han er lige dér sammen med os – og ikke bare står og genopfører noget gammelt. Tilbage i 2019 kastede han champagne ud over publikum på Printworks i London og rappede Turn the Page som om det var en åbenbaring. En fan rakte ham et digt i A4-format – han læste det højt fra scenen.
Særligt de gamle numre får nyt liv live.
Don’t Mug Yourself bliver en fælles svedig opfordring til at tage sig sammen. Blinded by the Lights fungerer som kollektiv flashback-induktion. Og Fit But You Know It starter som noget sjovt og ender i rendyrket eufori. Det er ikke pænt. Det er heller ikke perfekt. Men det er derfor, man er der.
Og nu kommer han til Danmark.
Mike Skinner og The Streets spiller på Tinderbox Festival lørdag d. 28. juni kl. 19:00 på Panorama-scenen, og hvis alt går som det skal, bliver det en af de der aftener, man ender med at genskabe overfor sine venner hele sommeren – også selvom de var der. Og det er ikke bare nostalgien, der gør det. Det er fordi The Streets stadig leverer. Ikke som en 00’er-ting, man sætter på for at være kitsch, men som en levende stemme, der stadig siger noget værd at høre.
Refleksion:
Mike Skinner har aldrig haft det smart. Han har haft det rigtigt. Han har skrevet om følelsen af at stå alene på en tankstation klokken 03:46, om ikke at kunne sige det, man burde, og om at danse videre alligevel. Og i 2025 er det måske vigtigere end nogensinde.
Så når han går på scenen i Odense, vil det ikke bare være en koncert. Det vil være et møde med en mand, der stadig forsøger at forstå sig selv – sammen med os andre. I en tid med ironiske filteranmeldelser, clickbait og playlister uden sjæl, er det befriende at blive mindet om, at musik stadig kan være noget så simpelt som en stemme, der siger: “Jeg ved godt, hvordan du har det.”
